United States or Angola ? Vote for the TOP Country of the Week !
Mine Øjne havde næppe hvilet paa de skæggede Ansigter under Metalhjælmene, før mine Sporer havde rørt Violette, og hun for af Sted som en Stormvind. Hvilken Raaben og Klirren og Stampen bag os! Tre af dem fyrede, og tre svang sig paa deres Heste. En Kugle traf Bagremmen paa min Sadel med en Lyd som en Stok mod en Dør. Violette sprang vildt forover, og jeg troede, hun var bleven saaret.
Faren var ikke blot mulig, den var virkelig, den var over mig, og jeg stønnede under den som under et Mareridt. Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke! Og dog forekom det mig nu, at jeg i Grunden bestandig havde anet en Fare, og at der stedse var draget en Skygge hen over denne Tids klareste Solskin.
Tante Anna lagde i Stilhed Lommetørklædet over sit Ansigt. Naar der var hvilet, blev der læst. Søstrene skiftedes. De gennemgik de skønliterære Værker i de tre store Sprog for at holde sig i Øvelsen. Tante Bothildes Yndlingsforfatter var Dickens. -Kære Du, man erfarer af den Mand dog virkelig meget om Menneskene. Det er godt nok med Goethe.
Men det frygtelige, det Nemesis-agtige var, at denne Trofasthed vendte sig imod mig selv; det var hendes Troskab mod ældre Følelser, der manedes op mod den til de yngre, ved hvilke hun var bunden til mig. Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke! Og nu havde en Fremmed sagt mig med rene Ord, at han haabede at rive den fra mig.
William tog ikke Øjnene bort fra hans Ansigt, han agtede paa hans Mine; havde han haft tusind Øjne, de vilde lige skarpt, lige ufravendt have hvilet paa dette Ansigt. Han hørte sin egen Stemme, vidste, at han sagde Replikkerne, som han vilde. Men det var ham, som en Fremmed sagde dem, som om en anden spillede og bevægede sig. Han saá kun paa dette Ansigt Men det var stadig ubevægeligt.
Det Skjær af Tungsind, der fra først af havde hvilet over hende, veg mer og mer for barnlig aaben Munterhed, og at det endnu holdt sig i Baggrunden af Sjælen, kunde snart kun anes af de fremmedartede Reflexer, der af og til faldt over hendes lyseste Stemninger. Jeg kunde, uden at være altfor ubeskeden, tilskrive mig selv Andel i denne Forandring.
Og nu ere fem og tyve Aar rullede henover »Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard«. Det har for denne Fortælling været glade og lykkelige Aar: den havde ingen polemisk Braad og vakte derfor heller intet Anstød. Fra dens første Fremtræden har Lykkens Solskin hvilet over den, og overalt, hvor den kom frem, fik den en blid og gunstig Modtagelse.
„Spis nu, saa meget du orker,“ sagde han og satte Kødet frem. Drengen spiste, og hans Sult var afløst af Mæthed, uden at Madbunken syntes at være bleven mindre. Saa meget var der. „Nu skal du sove her i Nat. I Morgen skal du gaa hjem, naar du har hvilet ud. Du skal sove uden at vente noget ondt.“ Saa tilbragte de da Aften og Nat sammen.
Han taler med lav Stemme, som man gør det, naar man staar overfor noget, man ikke forstaar. Hun nikker hen i Retning af en Busk. De' ... æ ... hang fast i Grenene ... før a'et sank. Han staar lidt og ser fast paa hende, saa vender han sig om imod Folkene, der er krøbet ud paa Tørvebænkene. Saa søger vi der, Folkens. Mændene, som et Øjeblik har hvilet, begynder at rode rundt i Vandet med Rafterne.
Thi naar jeg paa den ene Side betænker alt det Gode, som jeg har modtaget i det svundne Aar, og al den Fred og Velsignelse, som har hvilet over mig, og nu samler Alt dette i en Sum og seer det forskjønnet ved Erindringen, da føler jeg en dyb og inderlig Glæde og Taknemlighed mod ham, som har givet det Alt men naar jeg saa atter tænker, at Alt dette hører nu til det Svundne, til det, som ligger bag ved mig, da kan jeg ikke tilbagetrænge en vis Smerte derover.