United States or Uruguay ? Vote for the TOP Country of the Week !
Paa den Maade er da det at være fransk Maler, der er en Smule i Skuddet, efterhaanden blevet ensbetydende med at være et Lykkens Skjødebarn, der har alle mulige materielle Goder liggende udbredte for sig. Hans Arbejder vil Alle kjøbe, og de er de eneste, man vil kjøbe nutildags. De gamle Italienere er sejlede ganske agterud.
To Sjæle, der er skabt for hinanden, vilde kunne naa Lykkens højeste Tinde og udrette store Ting paa Vejen; men Livet er som en strid Strøm, der raser af Sted, uden at man kan vælge, hvilke Lande den skal igennem, indtil den løber ud i det store Verdenshav, der ganske opsluger den. Hvis man kunde forudse hvis man blot i Tide vidste maaske man saa kunde forandre dens Løb hvem véd. Hans Dronning.
-Heller ikke jeg Men jeg tror ikke, der er andre lykkelige end de, som ikke tænker. -Lykkelige ja det er saa stort et Ord, og man ved knap hvad man mener med det men tilfredse saa kan man da heller ikke være tilfreds? -Tilfreds? Aa jo de, som bryder sig om det. Tilfredshed er Lykkens Surrogat. -Det er saa haanligt sagt. -Aa nei ialfald ikke mént.
Ligesom de døde bevæger Hermes sig hurtigt omkring; Fantasien udstyrede ham med Vinger paa Fødderne, hvad der svarer til Syvmilestøvler, Lykkens Galosjer el. lign. i vore Eventyr. Fra Oldtidens Hermer stammer vore Buster. I uvejsomme Egne i Oldtidens Grækenland sammenkastedes smaa Bunker af Sten, der tjente til Vejvisning for Vandringsmændene, saaledes som man i vore Dage endnu gør f.
Havde han levet i vore Dage, vilde han have gjort sig til Journalist, og han vilde da uden Besvær kunne være kommen saa højt tilvejrs paa Lykkens grønne Gren, som han lystede. Aviserne slaar Litteraturen ihjel, plejer man at sige. Det er et Postulat, der i høj Grad trænger til Bevis. Sikkert er det i hvert Fald, at Forfatterne slaar de ikke ihjel.
-Saa lægger vi Kabale, sagde Moderen, og hun begravede sig i Kortene timevis. -I Kortene møder man altid "Lykkens Bonde", sagde hun. Tine saá til, indtil hendes Øjne blev tunge af Søvn. Inde i Stuen ved Siden af hørte man uophørligt Faderens Skridt, frem og tilbage, frem og tilbage. Foraaret kom.
En er ikke fuldstændig lige, fordi der ogsaa skal være en af Jordens skæve paa Lykkens Skib; en er mindre hvid, en andens forunderlige Fylde bredte sig rigelig stærkt, det er der spinkle Skønjomfruer for paa Lykkens Skib. Den enkelte er vel aldrig fuldendt, men ingen er undværlig; de mange tilsammen stiler mod Fuldkommenhed.
Det er som formaar han kun med yderste Anstrængelse at styrte derimod, skønt han flyver af sig selv. Men han naar i Sikkerhed ned paa Skibets Dæk. Det er Lykkens Skib. I Stavnen staar en Vild og holder Udkig uden at mindes noget andet i Verden, han stirrer kun ud efter Havets Taager; Skibet sejler og nejer aandeagtigt let hen i Havet. Det er Columbi Lykkes Skib.
Om den tapre Kvinde, der havde frelst os begge, fortalte Duroc ikke den Gang mere, men da jeg tilfældigvis traf ham to Aar senere efter Slaget ved Wagram, blev jeg ikke særlig overrasket ved at finde, at jeg ikke behøvede at forestilles for hans Brud. Saaledes var han, ved Lykkens underlige Spil, nu berettiget til, om han havde villet, at antage Baron Straubenthals Navn og Titel.
Og atter Knægte i Possement og Fløjel, Fjer og opskaarne Sko, og alle med Næsen i Vejret. Unge Fanejunkere, glatte af Vækst som Ganymeder, bar deres Lokkehoveder i Skyen, magre Graaskæg stirrede ud, griske under Brynet som Gribbe. Toget drev ind under Stjærnerne . . . alle Lykkens Ryttere, alle de umættelige Stormere, og de forsvandt som en Dug i det bundløse Rum. Hævnen
Dagens Ord