United States or Botswana ? Vote for the TOP Country of the Week !
Gamle Pastor ser hen paa Bai over det dækkede Bord til hans stille Kone. Katinka støtter Hovedet i sin Haand. -De, Borgmester, siger gamle Linde over til Bai. Katinka rejser sig.
-Men der er dejligt i Nøddegangen, plumper det ud af en ung Pige. Og der bliver en Latter, saa de kaster sig frem over Bordet. -Linde, Linde, raaber Fru Linde, husk, det er Lørdag. Gamle Pastor lér, saa han faar Hoste. -Men det #havde# virkelig været, som hørte man en evig Kyssen i alle Kroge.... -Ja, ja, siger Fru Linde, som tager det praktisk, de er kommet meget godt an....
Saa klædte hun sig af og redte sine Fletninger ud og hængte dem op paa Spejlet. Moppen sov allerede og snorkede paa Dynen. Frøken Jensen sov ikke godt, siden Pastor Linde havde sagt de Ord. Fru Bai gik tilbage ad Vejen mod Stationen. Hun aabnede Laagen og gik ind paa Perronen. Der var ganske tomt, saa stille, at man hørte de to Telegraftraade surre.
Vintersolen stod lys ind ad Vinduerne mod de hvide Vægge. Gamle Linde talte om Hyrderne paa Marken og Menneskene, som var idag en Frelser fød, med tarvelige stilfærdige Ord, saa der dalede som Enfoldighedens Fred ned over hans Kirke. Katinka blev i Julestemningen, mens Offertoget gik op om Alteret i en lang Marsch.
-Frøken Jensen stritter af, som hun havde tændte Raketter et vist Sted, sagde Kapellanen. Frøken Jensen var stadig forude. -Naa, Andersen Frøken Linde skruplo nu er De holbergsk. De kom til Præstegaarden, som var den første Gaard i Landsbyen, og Præstefrøkenen og Kapellanen sagde Farvel ved Havelaagen. -Farvel, Frøken Jensen, raabte Frøken Linde hen ad Vejen. Der blev svaret med et Pip.
Vi gik videre, langs den zoologiske Have, ind i »Grosser Garten«, hvor vi valgte de mindst befærdede, skovagtige Veie, der krummede sig mellem høie Graner og brede Ege. Endelig tog vi Plads paa en lille Udsigtshøi nord for Herkules-Alléen, hvis mægtige Linde kastede deres Skygge langt hen over Stubbemarken foran os.
Frøken Jensen fik langt om længe Nøglen op af Lommen og fik sig lukket ind. Inde i Stuen gøede Moppen et Par gnavne Bjæf mod sin Frøken og blev liggende i sin Kurv. Frøken Jensen tog Tøjet af og satte sig til at græde i en Krog. Hun græd hver Gang, hun var alene, siden Pastor Linde havde sagt sine Ord. -De interesserer Dem for Skolen, Hr.
Han modtage hendes Sjæl, han, som ene kender Hjerter og Nyrer; han skænke sin Trøst, den ene Trøster til dem, som nu sørger. Amen. Gamle Linde tav. Der var ganske tyst. Ligbærerne kom frem med Degnen og Lille-Jensen, som rev Kransene af Kisten. Og de saa' alle, staaende op i Stolene, efter Kisten, som blev baaret ud under Sang. Det er saa yndigt at følges ad For to som gerne vil sammen være.
-Hvordan var han? sagde Kapellanen inde i Haven. Tonen blev her en hel anden. -Vor Herre bevares, sagde Frøken Linde, en meget net Landbruger. Tavse gik de ved Siden af hinanden ned gennem Haven. -Hm, sagde Frøken Ida Familien Abel naaede Frøken Jensen, der stod og ventede paa et tørt Sted #den# lider vi nok paa, at han var kommet for at sige Goddag til mig.... De gik lidt.
Kun det store Ur ved Døren taler. Saa siger fra sin Krog en af Drengene sagte: -Mo'er, syng igen den, jeg ikke forstaar. Moderens Skygge tier endnu. Saa toner igen men mere svagt de harpelignende Taster: Tell me the tales. that to me were so dear, long long ago long long ago Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage ømme Tider uden Skyld og da Hjertet fo'r vel. Nænsomme Dage, da Taarerne var linde.
Dagens Ord