United States or Sudan ? Vote for the TOP Country of the Week !


Børnene havde ogsaa deres Dukker og Jomfruen havde sine. Men aldrig gik de Papdukker Moderen tilpas, og hun talte for dem alle. -Jomfru Jespersen, Jomfru Jespersen, De glemmer Frøken Løvenskjold. "Frøken Løvenskjold" var bleven staaende, og hun skulde bevæge sig. For Moderen var det ikke Dukker. For Moderen var det Mennesker. De talte og de agerede og de sang. De spillede hundrede Komedier.

Om Formiddagen paa selve Baldagen maatte Theodora hente Urtepotter hos alle Naboer til en Blomsteropstilling paa Trappen: -Bevar' os vel for Riskoste, sagde Frøken Amalie, der kom hjem fra Sang ved en Begravelse. -Saa mener du? vrissede Vilhelmine.

Gamle Bollings famlende Haender faldt lidt til Ro, og det syntes naesten, som han lyttede. Madam Bolling havde rejst sig; hun aabnede alle Vinduer bag Lagenerne med hastige, rystende Haender som en Tyvs: den fremmede Sang turde hun da lukke ind over sin Datter. Hjaelp mig i Tide at bevare mit Hjerte fra Letsindighed, at, naar du kalder, jeg kan svare; Ja, Herre, se, jeg er bered.

»Hurtigereraabte Corpus Juris, der begyndte at blive ivrig, og nu stemmede han ogsaa i. Uden at vi selv mærkede det, sang vi bestandig høiere og høiere og hurtigere og hurtigere: Alles ist væk, væk, væk Væk, væk, væk, væk, væk, væk, Alles ist væk!

Eller havde Emmy havt Ret, da hun paastod, at jeg kjendte ikke Gamle, men den Gamle, som jeg kjendte, og om hvem jeg talte, var en ganske anden end den Christopher, som hun kjendte, og om hvem hun talte? Dog jeg ihukom mit Ærinde og spurgte derfor: »Christopher, veed Du ikke, hvem der har skrevet denne SangGamle svarede ikke, han vedblev uforandret at see paa Emmy, som om han var fortryllet.

Det gjorde jeg desværre ikke; vel sang jeg mine Psalmer saa høit som Nogen i Menigheden, men mine Tanker vare ikke, hvor de skulde være. Præsten stod nu oppe paa Prædikestolen, Psalmen var endt, men Skolelæreren havde ikke endt endnu. Han vedblev med sine Triller og Trimulanter paa Orgelet, som var det ham, og ikke Præsten, der skulde tale.

Hvor var han ikke glad Juleaften rigtig et Barn endnu naar Stiftsdamerne, havde tændt "Drengens" Træ i den store Sal, og den lange Kadet stod og skoggerlo, druknende under Svampeholdere og de filerede Vasketøjsposer og Strømperne, som gamle Hænder havde hæklet og strikket. Han lo, og han sang, og han takkede. Og han svingede sin Mor. -Otto Heinrich, Otto Heinrich! hvor du kysser mig ...

Længe tav han, stirrede op i Loftet med optrukken Pandehud, aandede dybt og sukkende. »Hvad skal nu det betydetænkte jeg. Stemmerne i Billardværelset vare blevne mere støiende; det musikalske Medlem sang med sentimental Bæven paa de lange Toner »Gute Nacht, du mein herziges Kind«, og Flere stemmede med i, tudende Stavelsen »herz « ud i en uendelig Disharmoni.

Den hele Luft blev fuld af klingre Hammerslag og Sang, mens Tridser gik og Trillebørene skurrede: De byggede det nye København. Herluf stod op, med Huen bagaf; uden Stemme i Livet, ud i den dejlige Luft sendte han nogle Indianerskrig, han troede var Sang som vilde han overdøve alle de klingende Hamre: Nu var det forbi Vestergadeliv og Tranghed. Nu begyndte han at leve med det nye København.

Med eet stod de alle stille ude i Sneen og holdt Aandedrættet tilbage. Christian havde pludselig afbrudt sin Sang, og vi hørte ham raabe; og hans Stemme lød med en saadan Kraft, at man skulde tro, han var den eneste levende paa hele Kysten: „De siger alle, at hun skal dræbes i Dag .... I Dag skal hun !“