United States or Uganda ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det er tilstrækkeligt for mig at vide, at jeg har faaet min Selvagtelse tilbage, og nu kan jeg se mig om i Verden med en god Samvittighed. Han har bedt mig om at gifte mig med sig, og jeg har svaret, at jeg vil ikke. Branches Park . Torsdag Aften den 3. Novbr. 1904. "Kære Bob! Et Brev fra Hr. Carruthers, som senere kom i Evangelines Besiddelse, og som hun satte ind i Dagbogen paa dette Sted.
»Kjør dog lidt til, Frederik«, raabte jeg, thi det syntes mig, som om den Slædetour aldrig fik Ende; »vi kjøre saa langsomt, som om vi fulgte Lig.« »Vi kjøre hurtig nok: Hestene maae ikke overanstrænges«, var Svaret. »Overanstrænges? jeg frygter snarere, at de falde i Søvn. Og see, hvor mørkt det seer ud i Øster, vi faae stærkt Snefog inden en Time.«
-Men er det Dem, Frøken Brandt, sagde han: og gaar De i det Vejr. Og da han pludselig saá det blege Ansigt, sagde han: -Er De syg?... Jeg kan da skaffe en Vogn. Ida havde ikke svaret, men Knuth løb kun, mens Ida blev staaende; der var noget i hans Stemme, der ligesom lindede Blodet om hendes stivnede Hjerte. Vognen kom og Knuth hjalp hende ind. -Tak, sagde hun, og de vekslede ikke flere Ord.
»Spørg, hvad han vil mig?« En hæs Stemme afbrød Konferencen mellem Campnell og Tjeneren. »Det skal jeg nok selv fortælle Hr. Greven!« Svaret kom fra en Fyr, der uden videre havde listet sig ind. Detektiven maalte ham og genkendte en bekendt Bandit, Hiles. Tillige var Fyren ophidset og kanonfuld. »Gaa blot!« Tjeneren gik. »Hvad vil De? Men hurtigt!«
Mikkel blev hed i Hovedet. Tyve Aars besværlige og golde Soldatertjeneste blev til een Dag i hans Bevidsthed, han mindedes sin Ungdoms Ønsker som var det igaar. Om han ikke ønskede noget! Hvis han havde tænkt sig nogen spørge derom, vilde han i Tanken svaret: Alting. Det vilde han lige til nu, da han blev spurgt. Nu ønskede han intet. Mikkel saa slapt op.
-Godaften, sagde han noget lavmælt, og han kom forbi. Frøken Koch havde ikke svaret, men hun saá hvast efter ham; og hendes Samtale med Qvam gik i Staa. -Maa man spørge, sagde hun saa pludselig, midt inde i noget andet: hvad saadanne Mennesker tænker paa Dr. Qvam stod lidt: -Der er vel dem, som aldrig tænker ret langt, sagde han: Og for dem er det jo lettere ikke at tænke længer end de vil.
Hun gik ned, hendes Ben vilde ikke baere hende. Hun aabnede Doren, og hun saa, hun var der ikke. Hun spurgte: Har De set min Datter? og hun ventede ikke paa Svaret. Hun sagde Gang paa Gang: -Hvor det er Uret af Tine at gore mig saa forskraekket. Og greben af ny Angst sagde hun: -Men hvor er hun da? hvor er hun da?
Ja, han kommer her jo aldrig, sagde hun rolig. Han har vel kunnet mærke, at du ikke kan lide ham. Jeg spø'r, om det er længe siden, du har været sammen med ham? Sammen med ham ... jo, ja ... Hun blev usikker, tøvede med Svaret, vidste ikke, om hun skulde sige Sandheden, eller .... Men Blodet for igen Helmuth til Hovedet, og han kunde ikke beherske sig længere.
Og han blev staaende. Saa en Dag indfinder imidlertid en Herre sig under Prøven og ønsker at tale med Direktøren. Direktøren kan Ingen modtage nu, bliver der svaret. Herren trænger paa; "sig blot, at det er Hr. Durand, for mig er han ganske sikkert tilstede." Det meldes, og øjeblikkelig farer naturligvis Direktøren bort fra Prøven for endelig at faa at vide, hvem den mystiske Hr. Durand er.
Kamilla havde skrevet ham til straks efter Professorens Forestilling, men han havde ikke svaret paa Brevet, hun havde været i Byen for at træffe ham, og han var ikke gaaet til Mødet. Saa kom hun en Aften op til ham. Han blev først forskrækket, saa han kom til at ryste: hun var saa bleg og saá saa lidende ud.
Dagens Ord