United States or Laos ? Vote for the TOP Country of the Week !


Og Fa'er sænkede Stemmen: Hvad det vil sige. De har ingen Tillid mere. -Aa du, aldrig skal jeg glemme Tonen i de Ord. -Saa kjørte han. Kassereren og jeg ventede i Dødens Angst det havde været Ruinen, om det ikke var gaaet i Orden, ser du, Ruinen strax og redningsløst. -Der gik en halv Time, før Fa'er kom tilbage. Kassereren turde ikke spørge, da han kom ind i Kontoret.

Baron, det har jeg, for han har gjort mig til Spot og Spee for hele Menigheden i Søndags, som var den femtende Søndag efter Trinitatis.... Peder . I min egen Sognekirke, hvor der var baade Høimesse og Altergang.... Baronen . Men i Pokkers Skind og Been, hvad har han da gjort? Peder . Han har taget Tonen fra mig, naadige Herre! Ambrosius . Ja det er let nok, thi hvor Intet er kan man Intet tage.

-Ja, sagde Karl og nikkede: men det er vel osse mest paa de Stille, det bider. Han rejste sig fra Sofaen for at strække Benene og han saá sig rundt fra Møbel til Møbel. -Det er det gamle Chatol, sagde han, det er utroligt. Ida fik Taarer i Øjnene, hun vidste ikke hvorfor; maaske var det Tonen i hans Ord. -Ja se, sagde hun.

Der var noget i Tonen som et Skrig, der ikke blev skreget. -Pus, Pus, Pus. Hans Stemmes Ømhed var ægte, og der lød noget i den, som man næsten kunde tro var Smerte: -Pus, Pus. Der gik et Smil hen over Idas Ansigt. Nu er jeg artig, sagde hun og tørrede sine Øjne: Nu er det forbi. Og pludselig løb hun hen til sin Kaabe og tog Portemonnæen frem og stak den ned i hans Lomme.

"Varmen den fordamper jo småningom ... Har han ikke talt om Bryllup endnu?" "Nej" Fru Herdings Ansigt strammedes "det har han ikke." "Vi har jo da ogsaa Tiden for os endnu," sagde Anna. "Begge to." Tonen var næsten harmfuld. Kihler gik. Hansen-Maagerup vilde tage Afsked med det samme. Men Fru Herding vilde paa ingen Maade tillade ham det.

"Vi vil ha'e godt af at drikke lidt iaften," sagde han, "rigtig godt, for at kunne sove, og ellers vil Vinen spildes " William gjorde en Bevægelse som for at styrte sig frem over Buffet'ens Flasker. Nina blev blegere end et Lagen. "Jeg kan ikke drikke," sagde hun. Noget i Tonen slog Høg, "Du har det heller ikke nødig," sagde han, "men William han sover daarligt."

Den gamle hørte det derovre og stærkere kom Melodien. Moderens klare Røst lød over alle de andre: Hun lægger os paa Læben hvert godt og kraftigt Ord til Elskovs sagte Bønner, til Sejrens stolte Kor; er Hjertet trangt af Sorgen og svulmer det af Lyst, hun skænker os Tonen, som lette kan vort Bryst. -Hvor er 'et kønt, sagde Degnekonen: det er som hele Huset synger.

Saa sagde Hoff: "Jeg trænger mig ikke paa, bedste Høg, jeg tænkte blot, De maaske kunde have godt af at tale med et Menneske om det ..." Der var i Tonen noget mildt, som ikke plejede at ligge der, og som slog William. Han blev pludselig meget blød: "Men der er ingen, som tror paa mig," hviskede han, det "gik i ham". "Slet ingen."

Det er en ren Overtro, at man behøver at have noget at tro paa for at være tilfreds. Kun, naar man vil have noget gjort, er det nødvendigt. Men hvem indestaar os for, at det er saa behageligt?" "Ja, men naar man nu vil have noget gjort?" sagde William. Hoff syntes, der var saadan noget sløvt i Tonen. "Ja, ser De," han satte sig igen foran Ilden, "saa bliver Tingen vanskeligere." "Nu De selv?"

Skjæret af dem giver Vandet en Farve, saa det paa sine Steder blinker med Smaragdglands; hvor Platanen eller Valnøddetræet voxer saa tæt ved Bredden, at dets Skygge kan falde ud, bliver Tonen en Smule stærkere dyb, og ved Gjenspejlinger af det blaalige Figenløv, af Rosmarin- og Gyvelkrat eller af efeu- og mosbedækkede Klippeblokke bringes Farvevexlingen over selv til de dunkleste Nuancer.