United States or Turkmenistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun havde ikke ventet, ikke anet det mindste Gran af Ulykken. Og i den første Tid, saa var det Tabet og Sorgen over den døde at han var gaaet bort, som hun havde elsket de lange Aar....
Da er med Glæden man dobbelt glad, Og halvt om Sorgen saa tung at bære. Ja det er Gammen, :|: At rejse sammen :|: Naar Fjederhammen :|: Er Kærlighed. :|: Agnes blev ved at se efter Kisten. Dørene var slaaet vidt op ud mod den lyse Dag. Er Kærlighed.... De kom hen til Graven. Det gik i Bakke og Dal for Ligbærerne med Kisten, Touget slap for Graverkarlen og faldt ned i Graven.
Til sidst aabenbarede Solguden Helios hende, at Persephone beklædte den ærefulde Stilling som Dronning i Underverdenen; men dette trøstede ikke Demeter. Sorgen gjorde hende grim, saa at hun kom til at ligne en gammel, udslidt Amme, der tjener i en Stormands Hus. I sin Forbitrelse hindrer hun al Frugtbarhed.
Munden stod lidt aaben, det var hende den fine Skyggestreg over Munden, de forunderlige hvileløse Næsebor. Hvor disse Træk var bløde i Sorgen, usigeligt skønne og sørgmodige, Øjnene sygeligt klare og seende . . . O men hendes Sorg galdt ikke det, de troede det lidende Træk ved Munden kunde ogsaa være en gaadefuld Smilen, det trætte, trætte Lys i Øjnene var ikke Sorg alene.
Men Moderen blev ved at stirre paa sit Lysthus over mod de islagte Enge: -Nej, sagde hun, og hun begyndte at græde, hun, som elskede det lyse Liv. * Moder, du som bøjede dit Hoved, da Sorgen kom, og lukkede dit Øje da Skumringen brød ind for dig og for os alle Moder, du, der slynges endnu Roser, Blomster, Roser om de hvide Søjler Roser, Blomster, Moder for de andre.
Nina blev stærk i dette Liv. Sorgen, den Opgave, man havde stillet hende, og som var for stor For hendes Kræfter, knugede hende ikke. Men den tidlige Smerte var gaaet gennem hendes Sjæl som en Frostnat, og Frostnattens Rim dvælede der længe. Med al sit Hjertes Varme omfattede hun "sine egne": William og Sofie Fremmede skyede hun.
Fuldmægtigen var en femogtrediveaarig, bredskuldret Mand, lys af Lød og tilsyneladende rolig og ligevægtig: Ja, ser Du, lille Kusine, sagde han hos saadanne gamle Slægter som vor, der har nydt Alverdens Fryd og Sorg og Herlighed, bliver til sidst kun Sorgen tilbage; og den kan ingen Slægt leve paa, og saa visner den og raadner og dør. Man plejer at dø, før man raadner! riposterede hun.
Sorgen var almindelig; men større endnu var maaske Harmen over, at man uden Sværdslag havde opgivet Danmarks gamle Grændsevold. Nu veed Enhver, at det var nødvendigt; dengang var der Faa, der troede det. Ogsaa jeg delte den almindelige Mening, og hvor kunde det være andet?
Imidlertid havde Fru Line i sit Ægteskabs første lykkelige Aar saa godt som lagt al Religionsøvelse paa Hylden Lykken trænger som bekendt ikke til Narkose. Men da Sorgen kom og Skuffelsen og Skismaet, tyede hun paa ny tilbage til sin Gud for at finde Kraft og Lægedom. Og Time efter Time kunde hun nu sidde med sine Kort og gennem dem vinde den Vished og Tryghed, der overgaar al Forstand.
Den gamle hørte det derovre og stærkere kom Melodien. Moderens klare Røst lød over alle de andre: Hun lægger os paa Læben hvert godt og kraftigt Ord til Elskovs sagte Bønner, til Sejrens stolte Kor; er Hjertet trangt af Sorgen og svulmer det af Lyst, hun skænker os Tonen, som lette kan vort Bryst. -Hvor er 'et kønt, sagde Degnekonen: det er som hele Huset synger.
Dagens Ord