United States or Argentina ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der duftede af Gran og af Svampe. Jeg veed ikke, hvad det var for en længere Udvikling, som jeg kom ind paa, men hvis Emnet har været interessant, saa var det i alt Fald spildt Umage: jeg bemærkede, at Minna ufravendt stirrede paa mig med et eiendommeligt uopmærksomt Smil, der næsten havde lidt Drilsk ved sig, og tog til, ligesom et Lys, der breder sig. Hvorfor ler du? spurgte jeg lidt flov.
Hun sad i Spisesalen ved Karnapvinduet. Det havde været Hendes Højheds Yndlingsplads fra Barn. Højden skraanede jævnt. De nys udsprungne Linde stod lyse mellem Gran og Fyr. Nede saa man Dalen med sine spredte Flækker og Markerne, hvis Gærder skar sig frem som mørke Linier, og Engene hist og her et ensomt, blaaindhyllet Træ og Floden. En Sky af let Damp stod mod Aften over dens Løb.
Alt, hvad spises kan, er rapset fra Egnen. Jeg bøjer mig ned og faar fat i noget hvidt. Hovedet og Halsen af en af Gæssene. Og der et Par store Vinger. Her har nok rigtig været Gilde. De skal bindes dig om Halsen, at de kan se, du var den rigtige. Med Ryggen op mod den tykkeste Gran tager jeg Stilling. Der er frit lige hen til Hullet.
Men saa snart hun faar Øje paa mig, springer hun i Vejret og flygter ind mellem Granerne. Thea! Min egen Stemme svarer mig langt borte. Altid vil det Billede staa for mig, da hun laa paa Knæ og vaskede sig ren, gned Ansigtet ind med Smuds, som vilde hun skruppe Skammen bort med det samme. Det suser i Luften over mit Hoved. To Duer slaar sig ned i Toppen af en Gran.
»#Har# de?« sagde han lidt efter undrende og blev ved at se smilende frem i Værelset. Og snart spurgte han, med et ringe Gran af Tvivl, ligesom søgende og barnlig naivt: »Saadan som hjemme efter Martin Luther?« »Ja!« Han hvilede mod Puden med et træt Smil i det underligt stille Ansigt. Noget efter sagde jeg: »Det er Juleaften!« Hans Øjne blev store, de løftede sig mod mig med et forundret Udtryk.
Hvergang jeg har været lige ved at faa Skud, har den fordømte Frakke hængt i en Gren og ikke været til at faa løs, før Byttet var over alle Bjærge, eller Foden er blevet sat op i en Bunke Kvas, som det var ganske umuligt at komme udenom. Hele Skoven har jeg været igennem. Hver Gran har jeg staaet under og spejdet op i Grenenes Virvar, til mine Øjne er løbet fulde af Vand.
Hun havde ikke ventet, ikke anet det mindste Gran af Ulykken. Og i den første Tid, saa var det Tabet og Sorgen over den døde at han var gaaet bort, som hun havde elsket de lange Aar....
Om Hushjørnerne buldrede Vinden og ind over Markerne Lysstrime ved Lysstrime. Langt ude kun nogle sittrende Pletter. Træerne knager om mig og med et Brag vælter en Gran over Ende et Sted inde i Skoven. Det slaar haardt i Jorden, hvor den falder. Saa længe har jeg gaaet, at mine Øjne har vænnet sig til Mørket. Ganske tydeligt skelner jeg enkelte Stammer omkring mig.
Saa fik Madammen Skjorten af Klaus og skubbede ham frem paa Gulvet. -Hvor gammel er han? -Otte Aar, var Madammen der: ikke ældre, ikke det Gran, tro bare ikke det en dejlig Skabning det ve' Gud; og hun drejede paa Klaus. -Kom herhen. Klaus gik hen til Sengen, han flæbede og sneg sig sidelænds: Naa, lige Ben bøj Ryggen. Den nøgne strakte Haanden ud under Dynen og følte Klaus ned ad Ryggen.
Dagens Ord