United States or Ukraine ? Vote for the TOP Country of the Week !
De modsatte Højder skinnede endnu i Solen. Det var, som laa de ganske nær hvidkalkede Bøndergaarde med høje Popler rundtom, der kastede Kæmpe-Skygger hen over Bjerget, og Markerne og øverst Skoven alt laa i rødligt Lys fra Solen. Højder og Dal var det ganske hertugelige Land.
Desuden tager vi det mageligt; gaar en halv Snes Mil om Dagen og hviler godt ud om Natten. Forresten kommer jeg til at tænke paa, at vi egentlig lige saa godt kan skyde en Genvej igennem Skoven istedet for, som jeg plejer, at følge Floden. Det sparer os dog omtrent 80 Mil." Fru Weldon rakte ham Haanden til Tak. "De skal ikke takke mig, Frue.
Saa da han naaede Byens Mark, vendte Erik Dyret. Men da han kom op paa Bakken, dreiede han Hovedet. Der laa Byen og der ... omtrent ved Kirken laa Linds Gaard ... Ja, der med Skorstenen. Saa red han hjemad. Og han red rundt i Skoven den hele Dag, Dyret lod han græsse lidt paa Haraldhus Eng, steg saa igjen til Hest; red rundt, snart mellem Træer, snart ad Veie, tænkte ikke derover.
De kom ned til Skoven, og Anneksklokkerne kimede. Det var, som om Klokkerne slet ikke vilde holde op idag, at lyde. -De gaar da med ind, sagde Katinka, og bærer ikke Jul fra Huset. De stod paa Perronen og hørte paa Klokkerne, mens de ventede paa Bai. Huus blev der hele Dagen.
Det var altsaa ham, der var kommet for tidligt, og ikke mig, der var kommen for sent. Jeg huskede hans Befaling om ikke at fremkomme med nogen Bemærkning, og nøjedes derfor med at slaa Hælene sammen og hilse. Han kastede et Blik paa mig. Uden et Ord vendte han sig derefter om og vandrede langsomt ind i Skoven, fulgt af mig.
»Nei det maa Du virkelig ikke, Fa'er«, formanede Andrea Margrethe, »hvad maae vore Gjæster tænke, naar de see, at vi have begyndt at spise, inden de komme!« »Ja hvad skal jeg da tage mig til?« sagde Præsten. »Der seer De selv, hvorledes jeg bliver behandlet, Nicolai: »det vilde Dyr, som i Skoven gaaer, har ikke Fred i sin egen Stue«, saaledes er det at være Ægtemand.
Andre Stier og andre Veje tager mine Skridt. Over mig lukker Grenene sig sammen, og til Siderne kan jeg kun se et lille Stykke ind. Det er som at vandre mellem Skygger, der bestandig viger. Det er langt ud paa Natten. I min Hytte bag Skoven gør min Hund af Længsel efter mig Glam efter Glam, som giver Genlyd viden om.
Iaften de begge os gjæstede dog, Først kom de Roser og Blommer, Men sammen med dem strax i Huset inddrog Den unge og lyse Skjærsommer. Lad Skoven staae klædt i sin lysgrønne Dragt I Vaar og i løvrig Skjærsommer, Den udfolder ikke saa herlig en Pragt Som her vore Roser og Blommer.
Men pludselig syntes han selv, det var for latterligt at være bange, han vidste jo dog saa godt, at han kunde, og det var dumt at krybe i Skjul. "Det er dér i Skoven," sagde han saa Og flyttede en Pakkasse frem foran Lamperækken. "Du véd, hvor Aladdin vaagner."
Fra Gaardene kører Vognene ud fulde af Folk. Jeg dukker ind i Skoven igen. Paa en af Vejene møder jeg Alverdens Niels. Han er i Søndagstøjet og den blaamalede Porcelænspibe. Kinderne er ragede og skinner friskrøde. Hans Tøj er af groft Vadmel, og Regnen sætter sig i Haarene, saa han damper som en Hest. For Resten goer han o kigger en Smule evter Konvaller.
Dagens Ord