United States or Nauru ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det fanger Bund, og vi svejer, som beregnet, om foran Skibet, der stod med Stævnen mod Land men i det samme dukker Bovsprydet op af Søen, helt tæt bag ved os ... bare en Favn længere, saa havde det hugget op gennem Redningsbaaden, og #væk# det var vi gaaet, alle Mand, li'saa bestemt. »Tag Tørn ved Pullerten!« raaber vor Skipper. Vi fik Tørn og laa nu seks-otte Favne i Læ af Vraget.
Naar en sjelden Gang Brisen, der puster ind fra det blaa Hav, bliver saa kaad, at den ryster en overmoden Appelsin til Jorden, saa kalder man det strax for Blæst og Storm, og dukker der paa den blanke Himmel en hvid Sky op, bag hvilken Solen kunde falde paa at forsvinde i fem Minutter, saa er det et Fænomen, over hvis Forfærdelighed hele Paradiset korser sig Maaneder i Træk.
De hører mindre: de staar distræt, mens deres Blik forvilder sig i Vrimlen og standser snart ved en Arm, der dukker frem mellem Kniplinger, snart ved et Par slaviske Øine eller en hvid Nakke bag en Maria Stuarts Krave. Men da Pianisten slutter, begynder under Opholdet alle Hoveder at bevæge sig i en befriende Bevægelse, og der bryder løs en høi, forvirret Summen.
Men saa er Livskampen kommen, med onde Tider uden Arbejde, med Sygdom maaske; Børnene er komne, Illusionerne er bristede, Konen er bleven utro, og Manden har slukket Sorgerne i Absinthglasset. Det er den samme Historie, der gjentager sig tusinde og atter tusinde Gange. For Hver, der svinger sig op og kommer til at svømme ovenpaa i det parisiske Menneskehav, er der Hundrede, som dukker under.
Børnene havde ogsaa deres Dukker og Jomfruen havde sine. Men aldrig gik de Papdukker Moderen tilpas, og hun talte for dem alle. -Jomfru Jespersen, Jomfru Jespersen, De glemmer Frøken Løvenskjold. "Frøken Løvenskjold" var bleven staaende, og hun skulde bevæge sig. For Moderen var det ikke Dukker. For Moderen var det Mennesker. De talte og de agerede og de sang. De spillede hundrede Komedier.
Stæhr satte sig, med aaben Overfrakke, spørgende ud om Adolfs Forsvinden og Spenners Forspring: Fire Dage mener man, har ham Forspring, sagde han. Fire Dage ... Ja han var vel egenlig Sjælen, Sjælen i det hele ... Nu dukker der jo ogsaa Ting op om hans Fortid.... Hr. Stæhr blev ved. Herluf sagde blot: Ja kære Stæhr jeg véd ingenting ... Vi tager til Centralbanken.
Og Fru Line sad saa og lyttede stille til, medens Rottbøl i et Hjørne af Stuen puslede med sine Dukker og nynnede sin Yndlingssang om Drømmenes skyløse Lande ... Eller jonglerede med et eller andet mærkeligt Ord: Fallitgaard, Lafitgaard, Fallit skidt Kredit-Gaard! var den nyeste Forøgelse af hendes Repertoire ... Og som Fru Line hensled Livet, saaledes ogsaa hendes Døtre.
Saa gik Naturen over Optugtelsen, de klappede ham beskyttende. "Lille, søde Papa, har du bragt nogle ny Dukker med til os fra Paris?" "Og jeg vil gerne have en med rødt Haar, ligesom Evangeline," sagde Yseult, den yngste.
Ellen fik sine Dukker ned fra Loftet, og de legede, som da hun var Barn: klippede Billeder af de gamle Modejournaler og gav dem fornemme Navne og holdt Dukkebal paa Sygetæppet.
Under Touristbesøgets tumlende Færd dukker den første Aftens douce Fornemmelse af Hygge hurtigt under i lutter Blænding, lutter Beundring af, hvor Paris er stor og glimrende. Det er fra Morgen til Aften en Sandserus, der intet Øjeblik hører op.
Dagens Ord