United States or Svalbard and Jan Mayen ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men den Gang betød denne pegende Straale intet andet for mig end et glædeligt Tegn paa, at Veiret klarede. Dette Lys blev gradvis stærkere og bredte sig, da Mure og Gavle begyndte at bevæge sig og langsomt glide tilhøire. Jeg skimtede endogsaa en Smule blaa Luft over dem, og idet Kirketaget forsvandt, havde det en mat Blyglands. Men saa vaskede Regnen igjen ned ad Ruden.

Hvorledes? Nei! Ha! Musik! Hvad formaar ikke Musikken? den kan faa Liv i Stene, skulde den ikke kunne slaa en Minna ihjelHun lo muntert og omfavnede mig. Jeg har været rigtig styg, Harald, og du var saa kjærlig og takkede mig saa kjønt for mit Smule Spil, du kjære, søde Ven!

Hun har stadset sig op med tyndt Sommerliv, der er saa snævert i Halsen, at hun er sprutrød i Kinderne. Korsettet er snøret saa stramt, at alt Fedtet er klemt opad og nedad, saa Armene hænger langt ud fra Kroppen. Hun letter sig en Smule, da hun hilser. Ved Siden af hinanden sidder to Mænd.

Kaptejnen nikkede og strakte sig en Smule: Og godt er det, sagde han.

Ja, her ligger mange fremmede Søfolk her paa Skagens to Kirkegaarde, grumme mange, og Navn og Hjemsted har man jo int vidst paa ret mange af dem, tit kommer de ukendelige i Land, Kødet er væk. Ingensteds hen skriver man om dem, ingen lyser efter dem, ned i Jorden eller Sandet, som det er hos os, kommer de med en Guds Bøn og en bitte Smule Salme og saa er de godt forvaret ...

Det bankede paa Døren, det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Køkkenet: -Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne sætte det i Vognen en Smule Skinke og Smør ... Gud véd forresten, hvordan Smørret har artet sig.... -Aa, Fru Lund, det er altfor meget. -Saa si'er vi ingenting til din Mo'r, og saa kan Du indrette Dig.

Man finder ham ved sit Arbejde fra Solen staar op, til han henad Midnat gaar i Seng for at unde sig den Smule Søvn, han kan faa, naar han hvert Øjeblik skal trække i Snoren, som lukker Porten op for Natte-Efternølerne. Kig ind i Blanchiseusens Stue.

Han har det mest indtagende Væsen, og man synes straks, at man kender ham meget godt; af og til ser han én lige ind i Øjnene med en forbavsende Frejdighed. Jeg har aldrig set et Menneske, der var saa fuldstændig fri for Skaberi, og jeg tror aldrig, han tænker en Smule paa, hvad Folk synes om ham. For ham har intet nogensinde en dobbelt Betydning, som for Hr. Carruthers.

Fra Gaardene kører Vognene ud fulde af Folk. Jeg dukker ind i Skoven igen. Paa en af Vejene møder jeg Alverdens Niels. Han er i Søndagstøjet og den blaamalede Porcelænspibe. Kinderne er ragede og skinner friskrøde. Hans Tøj er af groft Vadmel, og Regnen sætter sig i Haarene, saa han damper som en Hest. For Resten goer han o kigger en Smule evter Konvaller.

Efter nogle faa Minutters Forløb kommer den lille, venlige Frue tilbage og hilser fra hendes Mand, om man ikke vil følge med ind i hans egen Stue. Luften er en Smule klam, og der er lagt i Kaminen hos ham. Man synes næsten allerede, man mærker Varmen; det er en ganske anden Modtagelse, end man er vant til i Paris.