United States or Turkey ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han havde da ogsaa længe følt, at det var et stygt Ord, og havde lært at dukke Hovedet for det, længe før han vidste, hvad det betød. Han lærte egentlig aldrig, hvad det betød, det Ord, for han var jo Idiot. Men han lærte hurtig, at det var et Ord, der hørte ham til, og han bøjede Hovedet for det, som man bøjer sit Hoved for sin Skæbne. Straks da han blev født, var der noget galt ved ham.
De to havde intet Ord vekslet. Formiddagen efter hin Nat havde Greven sendt Bud, om Grevinden saa vilde være beredt til at tage til Thorsholm om Aftenen. Hun havde forstaaet, hvad Forandringen af Reisen betød. Da de i Nyborg gik over Broen til Dampskibet, var hun stanset et Sekund og havde betragtet den smalle Stribe af mørkt Vand. -Kom, sagde Greven. Og hun fulgte.
"Men saa le dog, dit lille Dyr," hviskede Augustine Brohan ganske sagte til ham; "le dog, Du er jo Figaro." Coquelin gjorde imidlertid kun en fortvivlet Gestus, der betød, at han ikke kunde le. Heldigvis er det parisiske Publikum yderst overbærende mod Debutanter. Man ventede stadig. Femte Akt kom; det er den Akt med den berømte Monolog.
Jeg lo af hans Vittighed og sagde de eneste russiske Ord, jeg kendte. Jeg havde lært dem af den lille Sophie i Vilna, og de betød: "Dersom Natten er smuk, mødes vi under Egetræet, men dersom det regner, ses vi i Kostalden."
Kulturen var Bestræbelserne for at give Menneskene igen, hvad de en Gang havde mistet: Sansen for det gode, det skønne og sande og saa Brødet. Saa kom han ind paa sin egen Opfindelse. Maaske betød den kun uendelig lidt, maaske vilde den om faa Aar være overfløjet af andre, vigtigere. Men ogsaa den arbejdede dog for Kulturen, fordi den vilde gøre det en Smule lettere for Mennesker at faa Brød.
Før jeg kunde udspørge ham yderligere, satte han Sporene i Hestens Side og var borte. Til en Begyndelse skænkede jeg ikke hans Ord synderlig Opmærksomhed, men da jeg travede videre, drejede Violette et Øjeblik sit kønne Hoved, og mit Øje fangede Glimtet af det gyldne "N" i Bidslet. Det var Kejserens Tegn. Og disse Tegn betød altsaa noget, der var modsat det.
Men førend de løste Susanna af Stokken, nærmede hendes Fader sig tøvende og tvivlraadig han saa med sine døde Øjne op paa Vagten og derfra ned paa et Par smaa Sko, han havde i Haanden, og saa ned paa Datterens bare Fødder og samme Tur om igen en Gang. Vagten støttede sig til Hellebarden og rørte ikke sit glubske Overskæg ud af Stedet, sagde ikke nej men betød det ja?
Og angst løb jeg hjem, og nærmede jeg mig Torvet, turde jeg alligevel ikke gaa hjem. -Tænk, om det var sket.... En Dag havde Fader givet Ordre til, at at han ikke vilde forstyrres. Ingen maatte gaa ind til ham. Jeg vidste, hvad det betød, at det var det yderste. Jeg gik ind i Kontoret. Fader sad ved Skrivebordet. Jeg stod lidt og ventede.
Hendes Suk klang i Nordenvinden. Hun anraabte sine Børn om Hjælp. Vilde de blot komme! Aa, denne frygtelige Sang og disse rungende Stemmer! Hvad betød nu jeg, Frankrig, Kejseren? De sang ikke mere, disse Mennesker, de hylede. De var sprungne op paa Borde og Stole. Snart hulkede hele Forsamlingen, og Taarerne løb ned ad Kinderne paa dem.
Var det ikke som en Inspiration, en Varselstemme? Maaske betød de, at jeg burde betro mig til hende. Jeg kunde ikke blive enig med mig selv, og imedens mumlede jeg tankeløst: Vist ikke hvor kan De tro! noget Saadant er aldrig faldet mig ind.