United States or Kosovo ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hele Rummet var én Forvirring af Viftedekorationer, eftergjorte Skjolde og opspændte Papirparasoller, som stod og som hang. Og midt i det hele havde Adolf i sidste Øjeblik, i det fulde Lys fra Vinduerne, paa en Piedestal lige ved Døren, stillet en Prins Karneval i skrigende gult Silke en Rest fra et Maskebals-Arrangement der ragede op over alt med sin sejrrige Brix i Haanden.
Den døende slog med de krampekrummede Arme op i Sengegardinet. -Hold dog, sagde Vaagekonen. Agnes tog om Armene: Tungen, Tungen, sagde hun. -En Ske dog, Tungen. Katinka sank tilbage der faldt blaahvidt Skum ud over de aabnede Læber gennem de sammenbidte Tænder. Marie tabte Skeen og fandt den ikke paa Gulvet og ragede efter en anden med Lyset. -Hovedet, sagde Vaagekonen, Hovedet.
Spenner rendte ind gennem Restaurantionssalene til Buffetjomfruen, der lige var kommen. Han tog Byttepengene ud af Skuffen og ragede alle Skillingerne sammen i sine Hænder og løb med dem. Vadskerkonen blev stille, da han kom ud paa Trappen igen og bad hende gaa med over i Kontoret, hvor han talte Pengene op paa Pulten.
Tilsidst kom vi da derned, og efter at vi havde set op paa de knejsende Klipper paa begge Sider, begyndte vi at grunde paa, hvad vi nu skulde gøre. Vi behøvede imidlertid ikke at vente længe, for det lod til, at vor Ankomst var blevet opdaget. Dalens Grund var bedækket med blødt Grønsvær, og hist og her ragede der uhyre store Klipper op.
Saa sparkede han pludselig til en Sten paa Vejen, eller huggede med sin Stok til en opløben Tidsel eller Skarntyde paa Grøftekanten. Og saa gik han videre. Men Forvalteren kløede sig i Nakken og saa langt efter sin Husbond. Naa, Fa'en, Journalen var i Orden; saa ragede Resten jo ikke ham! Og han stillede efter Ordre med Journalen under Armen oppe paa Kontoret en halv Time efter Herskabets Middag.
Familien levede ubemærket, nogle drev Handel, andre drev Haandværk, der var vel ogsaa studérte Folk imellem, thi Slægten var stor; men intet ragede op, alt var det ganske middelmaadigt og stilfærdigt. De fleste havde vel endogsaa glemt deres store Stammenavn. Men henimod Slutningen af det forrige Hundredaar kom en enkelt Gren af Ætten til Kræfter.
Thjodolf saae sig omkring, men han kunde ikke kjende, hvad det var for et Land, thi der laa Sne overalt, og kun hist og her ragede nogle Pilebuske frem. Et Stykke borte saae han en Mand i en Faareskindspels, og til ham gik han hen for at spørge, hvad det var for et Land. »Landet hedder Danmark, og denne Ø hedder Samsø«, svarede Manden.
Da vi var kommet indenfor, førte en halv Snes Trin igen op til Etagen ovenover, og her kom vi til en anden Afsats. Da vi saá os om, opdagede vi, at vi stod i en uhyre stor Hal. Taget ragede mere end hundrede Fod op over vore Hoveder, til højre og venstre var der Buer af en underlig Tegning, medens der i den fjerneste Ende var et meget smukt Vindue, hvis Glas var malet blodrødt.
Den hele By rejste sig tæt og klinet paa sin Ø som en stor Tue; for hver Ende ragede de ophejsede Vindebroer i Vejret som gabende Kæber, og derinde i de tusind Kamre havde man stemmet op for Sjælene, saa at de steg ud i vilde Formodninger, løb løbsk i Angster.
Og om Aftenen, naar der endelig blev slukket i Salene, og de andre Kelnere skyndte sig op for straks at falde i Søvn, trætte som Akrobater, blev han endnu tilbage i den mørke Restaurationssal; og han kunde ikke rive sig løs fra Dunkelheden derinde, hvor Springvandet i Bassinet plaskede saa stille midt mellem de store Vækster, der ragede op mod Kuplen i Mørket.