United States or Faroe Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og Øinene, et Par store duggede, uforstaaende og drømmende Øine rene Barneøine ... Hun tog Billedet ud for at se at finde en Dato. Jo der stod det. Til Fader fra hans Carl. Nytaar 80. Hvilken mærkelig klar og barnlig, upersonlig Haandskrift ... Saa var han virkelig tyve Aar paa Billedet. Mens hun satte Fotografiet ind, faldt hendes Øine paa hendes eget Billede i Kapselen.
Han fortalte hende alt, en barnlig hengiven Fortrolighed, der intet skjulte; han laa paa Panterskindet med Hovedet i hendes Skød, mens hendes bløde Haand gled hen over hans Kinder, og naar han løftede Ansigtet, kunde han møde hendes Blik, saa mildt, saa ubeskriveligt ømt. "Kys mig," sagde han, og hun lagde Armene om hans Hals og kyssede hans Pande.
Hun morede sig over »Ægineternes« staaende Smil, enten de fældede eller faldt, men bemærkede tillige, hvor vidt Kunsten allerede her var fremskredet i Behandling af Legemet og dets Bevægelse; det slog hende for første Gang, at en Kunst kan staa paa et saadant Standpunkt, at dens Teknik er næsten fuldkommen paa eet Omraade, medens der er noget Høiere, over for hvilket den endnu staar barnlig famlende, og hun opkastede det Spørgsmaal, om dette ikke ogsaa i ringere Grad var Tilfældet med det, som vi ansaa for fuldkommen Kunst.
Ombord er han imidlertid en Typus paa Elskværdighed, barnlig i sin Glæde og nøisom i sin Væren; undertiden er han til nogen Forargelse for Underofficeren, der lærer ham Geværexercitsen, da Pegefingeren gjerne vil forlade Buxesømmen og Ryggen indtage den Stilling, som en lang Øvelse i at trække paa en Aare har givet den; men han gjør sig saa megen Umage, at det er umuligt at blive vred paa ham, da han forøvrigt er flink ombord og paa et Fartøi jo i sit Element.
»#Har# de?« sagde han lidt efter undrende og blev ved at se smilende frem i Værelset. Og snart spurgte han, med et ringe Gran af Tvivl, ligesom søgende og barnlig naivt: »Saadan som hjemme efter Martin Luther?« »Ja!« Han hvilede mod Puden med et træt Smil i det underligt stille Ansigt. Noget efter sagde jeg: »Det er Juleaften!« Hans Øjne blev store, de løftede sig mod mig med et forundret Udtryk.
Han sluttede sig nærmere til os, end Nogen af de Andre havde gjort, og jeg fik ham desværre meget kjær, men dog og nu beder jeg Dem, kjære Hr. Fenger! i Alt at skjænke mig fuldkommen Tiltro paa en fuldstændig barnlig Maade.
Det Skjær af Tungsind, der fra først af havde hvilet over hende, veg mer og mer for barnlig aaben Munterhed, og at det endnu holdt sig i Baggrunden af Sjælen, kunde snart kun anes af de fremmedartede Reflexer, der af og til faldt over hendes lyseste Stemninger. Jeg kunde, uden at være altfor ubeskeden, tilskrive mig selv Andel i denne Forandring.
Hun begyndte at føje sig efter den nyskabte Situation. -Ja, min Pige, sagde Enkefruen mat. -Jeg kan jo bringe Depeschen ned. Jeg gaar ind om i Præstegaarden ... Du til Jensen og Møllerens ... Louise-Ældst ordnede Felttoget. Hun forstod, hun var ialfald Svigerinden. Hun var barnlig og raabte "Leve Postvæsenet", da hun løb bort fra Stationen og svingede med sin Parasol. Han var ved Postvæsenet.
Men saa følte hun med en Gang Pausen, blev selv lidt rød, ledte for at finde noget og kom ikke til at sige andet end: -Hvor De dog ser ung ud! og gav ham Haanden. Han stammede lidt, og helt purpurrød sagde han: Ja, det siger alle. Saa? sagde Ellen og lo, Stemmen var ligesaa barnlig som Ansigtet. Ja, De ser meget ung ud.
Det var maaske barnlig legende og ubetænksomt, men ikke et af Kjærlighedens Judas-Kys. Imidlertid, jeg forstod hverken mig selv eller Dem, og jeg var bange for os begge. Da jeg var kommen hjem, græd jeg, som om Hjertet skulde briste, uden ret selv at vide hvorfor. Men jeg maa vende tilbage til hin Tid. Hr.
Dagens Ord