United States or Montserrat ? Vote for the TOP Country of the Week !
Schrøder stod over Kødfarsen og havde kastet dem. Ida gik. Hun vilde gaa over til Lunds. Men ude paa den store Trappe standsede hun: en Høstvogn svingede ud fra Avlsgaarden. Det var alle Børnene, som kørte til Bad. Vognen lignede en hvid, myldrende Rede i Solen. Saa døde Stemmerne hen og alting blev stille igen.
"Mo'er vilde blive saa glad ved at se Dem." "Jeg vil helst være fri, Frøken," sagde Bøg ligefremt. "Men jeg tænker, vi mødes en anden Gang. Det gør vi ogsaa, det kan slet ikke være anderledes." Hansen-Maagerup sagde ingenting. Han stod bare med dirrende Mundvige og fugtige Øjne og saa paa Anna. Ved den nærmeste Omdrejning af Skovvejen vendte Bøg sig om og svingede med Hatten.
Der var tilfældigvis Sjælemesse, Rummet var blændet med sort Flor, det lille Alter, der var helt fuldt af Porcelænsbilleder og smaa Kors af Glasperler, var oplyst baade med Lys og Lamper. Præsten laa i en lang, hvid Kaabe paa Trinnet og bad, og de to Kordrenge ringede med Klokker. Saa rejste Præsten sig og svingede Røgelsekarret, saa det duftede i hele Rummet.
Hertz kom i Tanker om Manden i Ventesalen. Lad ham komme, hvis han vil med, sagde Styrmanden. Men den Gamle blev ivrig. Jeg løb op og vækkede Flegmatikeren, der fulgte mig brummende. Saa snart han var gaaet over Landgangsbrættet, blev det halet ind, Dampbaaden gled bort, svingede langsomt og forsvandt i Mørket. Minna blev ved at vifte med sit Lommetørklæde.
Og han fyldtes med et stille, lunt Behag ved Tanken om, at intet af det altsammen kom ham ved intet intet ... Da var det, han saa Anna og Bøg komme gaaende ad Vejen hen imod det Sted, hvor han sad. Bøg gik høj og rank og svingede med den ene Arm. Til den anden klyngede sig Anna. Hun var helt klædt i hvidt. Og skønt det var halvt mørkt, kunde Flyge se, at hendes Ansigt ligesom laa badet i Lykke.
Hun begyndte at føje sig efter den nyskabte Situation. -Ja, min Pige, sagde Enkefruen mat. -Jeg kan jo bringe Depeschen ned. Jeg gaar ind om i Præstegaarden ... Du til Jensen og Møllerens ... Louise-Ældst ordnede Felttoget. Hun forstod, hun var ialfald Svigerinden. Hun var barnlig og raabte "Leve Postvæsenet", da hun løb bort fra Stationen og svingede med sin Parasol. Han var ved Postvæsenet.
Hans lange Arme svingede rundt som Møllevinger og drev de dansende tilbage, til de stod i en Kreds langs Stuens Væg og smilte og ventede paa, hvad der nu vilde ske. Der var ganske stille i Stuen. Alle saa paa Idioten og smilte. Men hun saa ham ikke. Da Dansen standsede, var det, som blev der pludselig taget en Tynge bort fra hende. Hun havde glemt den lille, røde Jente og huskede kun ham.
Det var lige foran dem: Miss Flora Luftens Dronning mine Herrer ti Øre ... Udraaberen svingede en Allarmklokke i sin højre Arm. -Luftens Dronning ti Øre.... Professor Le Tort var forbitret.
-Hva' Børn det kalder man Akustik, raabte Ørnulf fra Trondhjem, da det sidste Hurra klang, og alle lo, mens de klinkede, og Martens svingede det fyldte Glas op mod sin Kone.
Det var en Herre, der raabte fra en Droske over den halve Gade: Ses i Ugen, raabte han, til en bedre Frokost ... Han svingede med Hatten fra Drosken, der rullede videre. -Hvem er det? sagde Lange. -Den unge Adolf, sagde Berg Søn af Adolf med »Husholdningsbøgerne«... -Hm, sagde Lange i sin misfornøjede Tone: En støjende Herre. De gik videre.
Dagens Ord