United States or Curaçao ? Vote for the TOP Country of the Week !


-Ida stjæler mine Klæ'er. Frøken Louise-Ældst græder af Arrigskab. Enkefru Abel gør stille i Orden efter Ida-Yngst og vender tilbage til sine Kartofler.... -Søde Fru Bai, siger Ida-Yngst i Døren jeg kommer ikke ind. Goddag, Hr. Huus, jeg ser saa rædsom ud ... Jeg kigger blot. Goddag.... Frøken Abel kom ind. Hun havde udskaaret Bryst under Regnkaaben.

Naar Visiterne skulde gaa, blev der raabt paa "Basse" og "Bøsse" et halvt Kvarter. De er vist i Haven, sagde Enkefruen. Basse og Bøsse var uafladelig i Haven, de gemte sig allevegne, hvor der var lidt tæt grønt. Naar Basse og Bøsse kom frem, saa' de højrøde og fortumlede ud. Louise-Ældst og det lille Mandfolk levede i Smaafægtninger med Livtag.

-Kys mig, sagde hun og lagde Hovedet ind til hans Bryst. Han tog hendes Hoved mellem sine Hænder og hviskede under Kys bestandig hendes Navn. -Ude i Haven fløj og fór de. Louise-Ældst styrtede gennem Nøddegangen efter den nye Doktor, saa hun nær havde revet Bai og Kiær over Ende i Gangen.

Louise-Ældst gik med Krydderpose for Tandpine. -Bringe Brev til Stationen.... -Mo'r Louise hvinte nu vil Ida rende igen. Hm, om du tænker, du faar malet dér.... -Kommer det #dig# ved? Ida-Yngst slog Døren til Sovekamret i paa Næsen af Med-Kyllingen. -Gud bevar's, vil du gøre dig latterlig men du ta'er dine egne Støvler. Det si'er jeg dig, Ida....

Huus, tillader De ... Hun skulde igen forbi. Hun følte paa Tæppet.... -Mo'er si'er altid, jeg flagrer, sagde Ida-Yngst. Enkefru Abel kaldte undertiden Døtrene for sine "Flagreduer". Men Navnet vandt ikke Hævd. Der var noget ved Louise-Ældst, som absolut udelukkede Begrebet "Due". Og det blev ved "Kyllingerne".

-Det tænker man jo ikke paa, sagde Enkefruen: den sidste Kærlighedsgerning. -Ja, det var det han havde sagt til Kiær ... den sidste Kærlighedsgerning, sagde Bai. Louise-Ældst blev aldrig færdig med sine Smaaoverraskelser. Ikke se, sagde hun, hun holdt ham for Øjnene, mens Enkefruen tog Laaget af det sidste Ragoutfad. -Ja, hvad hun har lavet, sagde Enkefruen og smilte: Min ældste.

-At man har dem begge igen, sagde Enkefruen. De tog Afsked i Gaarden. -Uf, sagde Ida-Yngst, da de var indenfor Døren, hvor saa' I ud ved Banen saa man maatte skamme sig.... -Jeg gad vidst, hvordan man skulde se ud, sagde Louise-Ældst, som løste Slør foran Spejlet, naar #du# har Klæderne. Enkefruen tog Slæber paa. Der var ingen Bund i hendes Støvler.

-Marie tørrer vel op, sagde Louise-Ældst skarpt ud i Køkkenet. Hun stod altid et Sekund i Spisekammerdøren og "oversaa". Louise-Ældst havde saa hurtige Fingre, naar der var gemt en sød Levning paa en Asjet. De gik hjem om Lampen. Louise-Ældst skænkede The i hvidt Forklæde. Paa Ida-Yngst maatte der kaldes og kaldes. -Hun skriver, sagde Enkefruen i sin Krog.

Louise-Ældst fik Kræmmerhus med Kager ud gennem Vinduet: Det var osse noget at #gemme#, sagde hun, da hun kom ud paa Vejen med Lille-Jensen. Hun og Jensen havde slugt Kagerne, før de var forbi Skoven. Louise-Ældst kastede Papiret. -Gud, lille Louise ... Frøken Linde med #de# Øjne ... hun kunde gerne se det.... Frøken Jensen tog Papiret op.

Hun havde nu sendt dem af i ti Aar. -Hvad for Breve har vi ikke faaet denne Gang fra Ida-Yngst. -Ja, de Breve, sagde Frøken Jensen. -Men bedre at ha'e sine Kyllinger hjemme, sagde Fru Abel og saa' ømt paa Louise-Ældst. Fru Abel maatte tørre Øjnene ved Tanken. De Maaneder, de var hjemme, tilbragte Enkefruens Kyllinger med at skændes og sy ny Besætning paa gamle Kjoler. Til Moderen talte de aldrig.