United States or Bolivia ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Saa bryder vi ud i en stille Jubel, sagde Qvam. Han slog Takt med Haanden og hviskede ni Hurraer, som de andre stemte i, hviskende ligesom han, med fremskudte Læber, mens de lo sagte. -Det var det, sagde Qvam: saa højt skriger man Hurra paa sjette Afdeling.
Hurra! Hørte I, han sagde »Far«! Det gamle Fjols løber lige i vore Jærn. Saa har vi dem, baade Fader og Søn!« »Det har I!« lød den gamle Tjeners Stemme tilbage. »Lad nu Kampen begynde!« Der blev en Bragen og Brølen i den mørke Sal. Anføreren skreg op, at der var fjendtlige Soldater derinde, mange, flere og flere ... Almindelig Forvirring. Skud, Skrig, Raab og Eder....
-Rask maa det gaa, rask maa det gaa, raabte Tinka, der arbejdede med opsmogede AErmer, saa Piskejernet i Roraegsfadet klang, mens hun satte i med Lovenhjelms Vise: Og hvem der nu i Sengen laa, naaede knap at faa Buxer paa, men hvem der stod og sov Hurra! Frelste sit Liv og sit Toj endda. Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa!
Kejseren og den kejserlige Prins vare tilstede ved Operationerne: Kl. 4 Eftermiddag vendte de tilbage til Metz. Franskmændenes Tab var ubetydeligt. Bagved og rundt om dem raabte de Hurra igen. Den gamle blev længe ved at staa foran Tavlen og førte de knugede foldede Hænder op og ned, for de gik. Han begyndte at snakke igen og vilde ikke støttes, mens de gik frem gennem Horderne, der sang.
Paa én Gang tog Brandt i Sengebaandet, han fik sig rejst; nu raabte de Hurra for Konferensraaden.... Saa faldt han sammen igen og blundede. Da han slog Øjnene op, sad Frøken Rosenfeld med Ida paa Skødet ved hans Seng: -Vi vilde over og se til Dem, Hr. Brandt, sagde Frøken Rosenfeld. -Ja, sagde han og blev ved at se paa Ida, her ligger jeg, Frøken.
-Men det var vel nok det elendigste Syn i mit Liv, sagde han, at se ham ligge dèr uden Sanser, paa Jorden, som en Orm og raabe paa sine nitten Aar og paa den »lille Gud«.... -En Time efter drog han afsted ... Jeg saa' ham i Spidsen for sine Folk ... Han raabte et Hurra og svingede sin Sabel over Hovedet.... Derudefra kom ingen igen.... Sundt tav.
Mens de drukne Soldater ravede frem i Mørket for at finde Døren, blev den med Et reven op og en Stemme raabte fra Dørtærsklen: »Er August Campnell her?« Han kendte Stemmen. Det var den gamle Tjener, der kom ham til Hjælp. Han havde fundet Sporet og havde udenfor ventet paa det belejlige Øjeblik. »Ja #Far#, her er jeg!« raabte Grev August. Anføreren sprang i Vejret af Glæde. »Hurra, Kammerater!
Klint kunde ikke tale mer, de sidste Ord blev kvalt i hans Strube; men som om Digterens ene Navn var Symbol paa alle deres Haab og Tro, raabte de det, ude og inde, med Hurra, der slog imod Laden, ud over Engen frem over Vaenget igen og igen.
Og da alle klappede, under langtrukne Bravoer, der gik over til et stort Hurra Etatsraaderne aabnede Mundene taktfast, ni Gange, stumme som Havets Fisk rejste Konferensraaden sig og sagde højtideligere, med Glasset i Haanden, mens der blev stille: Han vilde sikkert bringe Hans Majestæt denne Forsamlingens gentagne Hilsen.
Da rejste en ung Mand sig ude i Baaden, strøg Huen af og svang den mod Land og raabte Hurra. Men det klang svagt og stygt i Taagen, syntes han, og han stod lidt og saa tankefuld ind mod Land. Der stod en høj, ranglet Skikkelse derinde og svingede med de lange Arme og raabte Hurra, og svingede og raabte og blev ved. Det var Idioten.