United States or Åland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han styrtede ind blandt de dansende, brød Rækkerne og arbejdede sig frem til Midten af Stuen. Dansen standsede, thi hans Arme, der svingede omkring ham som Møllevinger, tvang Folk tilbage. Og han for rundt i Kredsen og fægtede med Armene. Godmodig trak de dansende sig tilbage, til de stod i en tæt Kreds langs Stuens Væg. Kredsen blev tættere og tættere, thi Folk strømmede til gennem Døren.
Ida saá kun Sofies ophovnede Ansigt, som hun kom ned ad Trappen. -Doktoren er her, sagde Sofie hviskende. Ida støttede sig til Gelænderet: -Hun var altsaa ikke død. -Jeg henter Fru Jørgensen, sagde Frøken Rosenfeld. Ida nikkede uden at have hørt og hun aabnede Stuens Dør; der var mørkt og hun blev staaende; inde i Sovekammeret hørte hun Doktorens Trin. -Det kom paa Klokken tolv, hviskede Sofie.
Fritz, som i Stuens Baggrund, i den halve Skumring, stod lænet mod et Ibenholts Skab: -Er det Hans' Søn? -Ja. Marschalinden blev ved at se paa ham: -Ham glemmer man ikke, sagde hun og gjorde en lille Pause mellem hvert Ord. Da den østrigske Minister traadte til for at spørge, om de skulde gaa, bøjede hun Hovedet i Retning af den unge Hvide: -Har De set ham? spurgte hun.
Moderen rejste sig fra sin Plads. Som en Skygge gled hun gennem Stuens Mørke. Hun satte sig ved Klaveret. -Er De der, Tine, sagde hun. -Ja, Frue. -Ved De, jeg har siddet og tænkt paa, hvor Menneskene kunde være lykkelige. -Men der er da ogsaa lykkelige Folk allevegne, sagde Tine. Moderen løftede det blege Ansigt, og langsomt sagde hun: -Der er nøjsomme Folk, Tine, og det er sagtens vel det.
Hans lange Arme svingede rundt som Møllevinger og drev de dansende tilbage, til de stod i en Kreds langs Stuens Væg og smilte og ventede paa, hvad der nu vilde ske. Der var ganske stille i Stuen. Alle saa paa Idioten og smilte. Men hun saa ham ikke. Da Dansen standsede, var det, som blev der pludselig taget en Tynge bort fra hende. Hun havde glemt den lille, røde Jente og huskede kun ham.
Otte Iversens Moder hvilede i Fløjels Kiste under Gulvet i Graabølle Kirke, han mindedes hende nu . . . Det kunde ikke være Guds Mening at ramme ham. Axel spiste ikke længere, og der var saa stille paa Gaarden. Stuens Vægge drev af Fugtighed, Lyset fra Faklen viste Gulvets kolde Sten. Inde i Halvmørket stod Herremanden uden en Stavelse og betragtede ham.
Hun havde et Ansigt, som naar hun paa Admiralindens Vegne aflagde Ugebesøg i Plejeforeningen og holdt sig Stuens Bredde fra dens Beboere. Admiralinden gav sig til at tale om Chocoladen, hun havde faaet, og Emilie, der altid var lige betænksom, indtil hun pludselig saá rundt paa Væggene og sagde: -Kære Venner, hvor her er uhyggeligt ... det er, som ventede man i et Kriminalkammer.
Dagens Ord