United States or New Caledonia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Paa den store nye Veranda med det meget Glas sad to af de unge Herrer paa Trappen, lænet hver mod sin Dørstolpe, med Benklæderne trukne op til midt paa Læggen af deres brogede Sokker og røg Cigaretter. Den ene hilste med sin hvide Filthat og lidt efter den anden, og Ida hørte ham sige, da hun var forbi: -Var den der Frøken Brandt? Ida gik hurtigere.

Og han sammenholdt paany alle Omstændigheder ... hendes Luner ... hendes Væsen ... det Hele fra den sidste Tid.... Han fo'r sammen, da det bankede paa Døren, og raabte saa »Kom ind« han troede, det var Værtens Pige. Men det bankede igen, forknyt, saa det næsten var uhørligt, og han rejste sig for at lukke op. Det var Mathilde, der stod lænet mod Dørkarmen.

De talte om Folk i Byen. -Ja, det er lutter ny Familjer de gamle er borte. -Ja, de gamle er borte, sagde Katinka. Hun saa' paa Thora, der havde lænet Hovedet mod Sofaryggen og lukket Øjnene. Hvor dybt de var faldet ind, hendes Øjne. -Jeg véd snart ingen andre af de gamle end din Broder, sagde Thora. -Aa, jo, dog.... Thora lo: Gud, din stakkels Svigerinde, sagde hun: er hun virkelig ved det igen?

Theodor Franz var en plump Person. Det stødte Hr de las Foresas. -Han siger Ting ... -Naar man selv hører til Selskabet, sagde Hr. de las Foresas. De var færdige med at spise. Fru Simonin spillede. Charlot sad paa Gulvet, med Hovedet lænet mod Flygelet. -De tager altsaa til Paris, sagde Fru Simonin. -Ja vi tager til Paris. -De har Bolig dér? -Ja, sagde Hr.

Fritz, som i Stuens Baggrund, i den halve Skumring, stod lænet mod et Ibenholts Skab: -Er det Hans' Søn? -Ja. Marschalinden blev ved at se paa ham: -Ham glemmer man ikke, sagde hun og gjorde en lille Pause mellem hvert Ord. Da den østrigske Minister traadte til for at spørge, om de skulde gaa, bøjede hun Hovedet i Retning af den unge Hvide: -Har De set ham? spurgte hun.

Da de kom ud paa Vejen, havde de glemt Frøken Jensen. Hun stod og drømte inde paa Perronen, lænet til en Signalpæl. -Frøken Jensen, skreg Præstefrøkenen fra Vejen. Frøken Jensen fór op. Frøken Jensen blev altid tungsindig, naar hun saa' en Jernbane. Hun kunde ikke taale at se "noget drage bort". -Virkelig et net Menneske, sagde Fru Abel henne paa Vejen.

Vi havde vel gaaet en lille Fjerdingvei, da Hans stod stille ved en Stige, der var lænet op mod Muren. Uden Besvær klatrede vi op til Skraaningens Fod. Men her tøvede vi og mønstrede med et tvivlende Blik den Sti, der skulde hjelpe os op, og neppe kunde skimtes som en lysere Zigzag-Streg paa den steile, smudsig-graa Flade.

Det var noget om Tartuffe, han pludselig havde givet sig til at male op. Men saa midt i en Sætning lod han Pennen synke, rev det skrevne i Stykker og brændte hver Stump paa Kakkslovnspladen. Saa en Dag kørte Grevinden og William ud. Nina skulde have været med. De kørte den første Tid i Tavshed, ud ad Langelinie til Strandvejen. De sad hver i sit Hjørne, lænet tilbage i den lukkede Vogn.

Hun reiste sig, og hun talte lænet over Sofaen: Jeg vil savne Dem meget, Vilsac, sagde hun. Vilsac rystede paa Hovedet. -Jo jeg vil savne Dem og mer end De tror. -Hvis De faar Tid dertil -Jeg har ogsaa meget at takke Dem for, min Ven, sagde Ellen. Jeg véd godt at jeg har været Dem meget dyrebar, Vilsac, og De har dog tilladt os at være Venner. Det gør meget faa. -Hvorfor skal vi tale derom?

"Det var bravt," sagde han. "Og De skal ikke være bange." Tre Dage efter rejste de. Selve hans uovervindelige Angst gjorde William rolig og fattet i disse Dage, men da han kørte bort fra Perronen og lænet ud af Kupéen saá Nina viftende med det hvide Lommetørklæde, var det ham, som om jorden gled bort under ham, og han satte sig i Svimmelhed tilbage i Sædet.