United States or São Tomé and Príncipe ? Vote for the TOP Country of the Week !


Marschalinden talte stadig om Minderne derhjemmefra. -Ja, det var den Gang, sagde hun. -Ja, den Gang, sagde Moderen. Den slanke Tjener satte, med stadig nedslagne Øjne, Skylleskaalene frem. -Naa, sagde Fru Harriette, der havde set paa hans smalle Hænder: han hæger sig. Hun tog sit Glas Madeira: -Skaal, Fritz, sagde hun. -Skaal, Harriette, svarede Faderen og smilte.

Hans Ansigt var vendt mod Vindueslyset, som et tomt Spejl. Marschalinden blev ved at tale. Moderens Ansigt var blevet hvidt. Med let sammenknebne Øjne, som den, der tænker en yderste Tanke ud, stirrede hun frem for sig mod de hvide Blomster paa Bordet og saa dem pludseligt, som de faldt, Blad for Blad, paa Dugen, og krympede sig i Kanterne, efter Faldet.

-Men de maa skiftes, sagde Moderen: før de falder. Den hvide Sne fra Blomsterne var begyndt at falde ned paa Dugen. -Men, sagde Marschalinden, der var færdig med at tænke paa Blomsterne og vendte tilbage til "Gaarden": -Jens var dog bedst tilhest. -Ja, hvor han sad, med strittende Ben og Øjnene stive i Hovedet.

Etatsraadinde Mouritzen, der sad ovre hos Marschalinden og Fru von Eichwald, saá over paa Hendes Naade og Excellencen og sagde pludselig, midt i det: -Ja, Gud, hvor er'et sjældent at se saadan et Ægteskab.

-Der har ikke været Bud efter mig endnu, sagde Hans Excellence og talte omtrent ligesaa højt, mens alle tav et Nu, som havde et Glas klirret, til Marschalinden sagde nogle Ord ud i Luften og Hans Excellence slog i Hænderne, da Dørene var blevet aabnede: -Skal vi saa gaa til Bords, sagde han og førte, som det var Skik hos Hvides, Moderen ind i Spisestuen ved sin arm.

-Den kære Excellence er saa munter idag, sagde Fru Mouritzen og rokkede let med sit Hoved, og, som om hendes Næse pludselig havde vejret et eller andet, sagde hun paa en Gang: -Hvad er her hændt? -Intet jeg véd af, svarede Marschalinden, der ved hendes Ord havde løftet sine Øjne mod Moderens Ansigt og atter hastigt taget dem bort.

Men Moderen havde vistnok ikke hørt det eller maaske ikke forstaaet hende og Marschalinden, der ved en eller anden Tankeforbindelse var kommen til at tænke paa Baron Brahes, sagde: -Det er dog frygteligt med Emmely, der er saa daarlig. -Hvem? Emmely Brahe ... Men har Onkel Hvide ikke sagt Dig det? -Nej, sagde Moderen og blev pludselig helt rød i sit Hoved.

-Ja, sagde Marschalinden, som sad med Medaillonen imellem sine Fingre: Saadanne Ting gaar jo nutildags saa mange Veje. -Ja, det er underligt, sagde Fru Mouritzen og hun tilføjede naar Etatsraadinden talte om Medaillonen, talte hun saa mærkelig ud i ét : Pastellen fremstiller Dauphin. -Det er aparte, saa de Brillanter er "fattede", sagde Marschalinden og kneb Øjnene sammen, som Kendere gør.

Hun havde set en Herre i Pels, der saá ind i Vognen og atter, hastigt, trak Hovedet bort. -Er han her? spurgte Marschalinden og vendte Hovedet raskt. -Aa nej, det er jo umuligt, sagde Moderen: han har jo skrevet idag. De sad lidt. Saa sagde Marschalinden: -Er det stadig det samme med Hans? -Det er vist snarere værre. Marschalinden nikkede: -Jeg havde jo hørt det, sagde hun med et Suk.

Han var høj og meget slank, i Hvidernes Liberi, der sad om ham saa stramt, at man troede, man maatte kunne se hans Ribben. -Hvad er det for en dejlig Armenier? sagde Marschalinden, da han gik ud. -Det er min Nevøs Tjener, sagde Faderen. -Aa. Marschalinden lagde Hænderne ned i sit Skød: hvor er det dog vidunderligt at være kommen hjem.