United States or France ? Vote for the TOP Country of the Week !


Hans lange Arme svingede rundt som Møllevinger og drev de dansende tilbage, til de stod i en Kreds langs Stuens Væg og smilte og ventede paa, hvad der nu vilde ske. Der var ganske stille i Stuen. Alle saa paa Idioten og smilte. Men hun saa ham ikke. Da Dansen standsede, var det, som blev der pludselig taget en Tynge bort fra hende. Hun havde glemt den lille, røde Jente og huskede kun ham.

Han var traadt ind ad Døren med den røde Jente og stod og saa og smilte. Alt Blodet skød hende til Hovedet, og med sine knyttede Hænder stødte hun til Idioten, saa han vaklede over mod Kakkelovnen og nær var faldet. Hun hørte Hylet, der ligesom slog sammen over hende, slog sammen bag hende. Men hun saa intet, sansede intet, før hun hørte det knirke og smaasnakke under sine Fødder.

Men saa kom den Tid, da de skulde konfirmeres. Det blev en drøj Tid for Idioten; thi der blev rejst det Spørgsmaal, om han nu ogsaa skulde konfirmeres ligesom de andre. I Grunden var det jo ingen Nytte til, mente de fleste. Idioten gik i flere Dage i stor Spænding. Paa den anden Side var Konfirmationen noget, der hørte sig til.

Men saa begyndte jo den lille Skrighals at raabe paa Gummitræer og Kolibrier, og hans Moder vilde endelig have Chinin til at kurere ham med, og Idioten Benedict vaasede om sine Insekter saa kunde jeg ikke hitte paa flere Udflugter. En skønne Dag maatte jeg bande paa, at Giraffer gik paa to Ben og var Strudse den Dosis var næsten for stærk for den gode Dick.

Men Kæderne sluttes sammen, Takten lyder igennem; og atter maler Kredsen rundt, medens Takten langsomt stiger til Drøn, en stadig rullende Torden. En, to, tre-fire. En, to, tre-fire . Aldrig havde Idioten været saa glad som denne Nat. Alle disse Mænd, som han aldrig før havde kendt, dem kendte han nu. Hvor forstod han ikke deres Glæde, deres Hyl, deres Hop og deres Sorg.

Da rejste en ung Mand sig ude i Baaden, strøg Huen af og svang den mod Land og raabte Hurra. Men det klang svagt og stygt i Taagen, syntes han, og han stod lidt og saa tankefuld ind mod Land. Der stod en høj, ranglet Skikkelse derinde og svingede med de lange Arme og raabte Hurra, og svingede og raabte og blev ved. Det var Idioten.

Men Idioten mærkede det ikke, skønt han blev længere og længere og mere ranglet for hver Dag, der gik. Han sad i Skolen i sit bestemte Hjørne og tog Del i Undervisningen paa sin Maade. Han lyttede nemlig spændt til, skønt han ikke forstod et Ord af det hele. Han holdt af Skolen, thi der var han ikke bange. Og han mente som saa mange andre, at man blot behøvede at gaa i Skolen for at lære noget.

Idioten var lige kommen ind med en Spand Vand, der skulde tjene til Vederkvægelse for Damerne. Spanden havde han stillet fra sig i et Hjørne af Røgstuen, og nu stod han i Døren ind til Glasstuen. Benene var lange og ængstelig forvredne, og den øverste Del af hans tynde Krop ludede fremefter, som om han var knækket flere Steder i Rygraden.

Se hvor de sneg sig afsted. Nej Elias var bedst, han næsten krøb henad Gulvet bag paa Dragen med alle Muskler spændt for i næste Øjeblik at springe op mod Loftet foran Dragen og forskrække den som en Trold, der har mistet Laaget. Og se hans Mandighed under Striden og hans Glæde og Sejrsstolthed efter Kampen. Idioten stod og saa paa alt dette, og hans Ansigt skinnede som en Sol.

Jeg talte paa Ballet med en af mine Skolekammerater og spurgte rent af Vanvare, for jeg vidste skam godt, det var en Dumhed om han havde læst "Marie Grubbe", og saa svarede Idioten mig det var naturligvis halvvejs en Finte til mig at han læste ikke saadanne Bøger, inden han havde faaet sin Eksamen ." William lo. "Le ikke, kære, Manden har jo Ret. Det er hans Genre, jeg kalder Praktikerne.