United States or India ? Vote for the TOP Country of the Week !
De trak ham tættere og tættere hen til Kanten. Saa var der en vild Kamp, en øjeblikkelig Pavse, et hæftigt Skrig, og i næste Øjeblik var Manden forsvunden over Kanten. Han faldt femten Hundrede Fod ned i Dalen. Da jeg ikke kunde se ham længere, var det, som om mit Hjerte stod stille. Den stakkels elendiges Skrig klang i mit Øre. Jeg vidste, at det efter et Minuts Forløb vilde være vor Tur.
Han maatte ganske have tabt Hovedet, thi han prøvede ikke en Gang paa at skjule sig i Skovens tættere Dele, men fløj af Sted over den ene aabne Plet efter den anden, indtil han kom ud paa Sletten, som fører ud til den aabne Karré ved Fontainebleau. Han løb godt, det er sandt, løb som en Kujon, der løber for sit Liv. Men jeg løb, som Skæbnen løber i Hælene paa Forbryderen.
En Ting er i hvert Fald nødvendigt, der maa plantes tæt, langt tættere end man sædvanligt ser, og tættere, end hvis det gjaldt om at opnaa saa velkultiverede Eksemplarer som muligt.
Men saa nærmer man sig Bjergene; mellem to af de forreste, fremspringende Klippekamme spænder sig en pittoresk Akvædukt, under hvis høje Buer man ruller ind, Skrænterne bliver efterhaanden højere og stejlere paa begge Sider, de snevrer sig tættere, og tættere sammen, og lige foran lukkes Landskabet af en lodret, gigantisk Klippemur.
Helt ned gjennem Middelalderen løftede ingen Haand sig for at bevare, hvad der endnu kunde frelses, Provence blev stort og berømt igjen gjennem dets Kongehoffers Glands og dets Trubadurers Sange, Men for hvert Greb i Citheren, der kaldte til nye Turneringer og nye Kampe, sank Gruset tættere og højere om Levningerne fra en Tid, som Ingen forstod, og Ingen brød sig om.
Hans kongelige Højhed, der uvilkaarligt havde trykket Hatten en Kende tættere ind mod sin Figur, vendte Hovedet mod Hofjægermesterinden og sagde: -Er Hofjægermesteren i Byen, Frue? Der var paa en Gang blevet ganske stille i Stuerne. -Nej, Deres kongelige Højhed, sagde Hofjægermesterinden, som nejede meget dybt: min Mand er paa Egehøj.
Han styrtede ind blandt de dansende, brød Rækkerne og arbejdede sig frem til Midten af Stuen. Dansen standsede, thi hans Arme, der svingede omkring ham som Møllevinger, tvang Folk tilbage. Og han for rundt i Kredsen og fægtede med Armene. Godmodig trak de dansende sig tilbage, til de stod i en tæt Kreds langs Stuens Væg. Kredsen blev tættere og tættere, thi Folk strømmede til gennem Døren.
Hovederne dukkede ned bag de opslagne Kraver; Regnen blev stadig tættere, man hørte Vandet slaa op om de trampende Ben ... De lange Rækker saá ud som et mørkt Legeme. Mænd og Koner rendte forvirret frem og tilbage paa Fortovet. Hornene kaldte uafladelig. Saa lød der Hovslag fra Torvet. Kavalkaden sprængte forbi, Slængkapperne flagrede i Stormen, Hestene stønnede Stella genkendte Prinsen.
Og saasnart det er begyndt at gaa ned ad Bakke, synker de i Regelen dybere og dybere. Elendigheden i den store Stad er som Edderkoppens Væv; det spinder sig tættere og tættere om den Ulykkelige, der engang er kommen indenfor det, og det ender med at knuse ham. Hans sidste Stadium er da heller ikke det, hvortil de beskrevne Huse leverer Sceneriet.
Og han stirrede ind i Emen, der nu var tættere, og hvor de røde Ansigter strøg frem og tilbage. Og han saa hen over Dugen, hvor Lysene nu skinnede med store Ringe i Emen. Hvordan var det nu, hvordan var det nu? Jo, det var Ungdommen. Den stakkels, stakkels Ungdom. Den blev snydt, trukket rundt ved Næsen. Den stakkels, stakkels Ungdom. Glimmer. Gøgl. Nej, Alderdommen. Den nøjedes med lidt.
Dagens Ord