United States or Hong Kong ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ida gik langsomt op med sit Lys. -Det er mig, sagde Karl pludselig oppe fra Trappens Mørke. Ida fo'r ikke sammen og svarede ikke; hendes Ansigt var kun blegt bag det løftede Lys, mens hun aabnede sin Dør og lukkede den bag dem. -Turde jeg komme? hviskede Karl. Ida smilte op i hans Ansigt: -Ja, sagde hun. Det var ud paa Morgenen. Karl sad paa Kanten af Idas Seng.
Da han saá hende, løftede han Hovedet og smilte imod hende: -Godaften. Hun spurgte om noget, hun vidste ikke hvad, og hun smilte pludselig selv, mens han blev ved at snakke og paa én Gang strakte sig i Stolen med Armene op i Vejret: -Aa Gud, sikket Hundeliv, sagde han. Og Ida lo. Hun gik tilbage over Gaarden. Der var ingen Uro i hende mere, og hun blev ved at gaa og smile.
-Jo, sidste Aar, sagde han, var de rigtig gode de gik alle af undtagen én. Men da Etatsraaden blev Konferensraad, havde Eriksen, min Fuldmægtig, lavet en Sol ... det var kønt. Brandt stod foran Frøken Rosenfeld: -Naa, De har Barnet, sagde han og smilte og klappede Ida henover Haaret med de sorte Fingre. -Men De skulde passe paa Deres Hoste, Hr. Godsforvalter, sagde Frøken Rosenfeld.
Berg var gaaet hen til Frøken Asta hendes Smil var slaaet frem imod ham lige strax ved Døren og han talte med en halv sky, halv øm Stemme, mens hun blev ved at se ham glad ind i Ansigtet og smilte. Frøken Julie demonstrerede foran Huslægen: Tyvende Bal, Dr.
Hun stod lidt med et af Plantens Blade mellem sine Fingre. -Men er den da ikke køn, sagde hun saa og smilte. Hun gik op ad Trappen og ind paa første Sal. Frøken Petersen sad og hæklede under det store Vindu, hvor Solen lyste paa Blomsterne. De fire var paa Kælderarbejde, og inde paa "Salen" laa de to Gamle, hvide og stille, ved Siden af hinanden i deres Senge. -Hvor her er hyggeligt, sagde Ida.
Hun trængte til at have noget at gøre, til at vide, hun var nyttig; og hun gik saa lydløst om, mens alt blev gjort. Den lille Svigerinde sad som lettet og smilte taknemligt fra sin Stol i en Krog hun sad altid i Krogene, bag en Sekretær eller ved Siden af Sofaen med sit forknytte Smil. Katinka blev helst derhjemme inden Døre. -Det er Moses og hans Profeter, sagde Faderen.
Lille Gerster sad ved Sengen med Overfrakken aaben og rød i Kinderne. Hvor kommer du fra, sagde Herluf, som laa i Sengen. -Du sagde Gerster du, jeg tror, jeg elsker, brast det ud af ham. Han fortalte om hende: Hun er det sødeste, du, sagde han. Hans Stemme havde endnu over sig som en Klang af alle Stævnemødets Kælenavne, som han kom fra. -Det er hende den Gifte, sagde han og smilte.
-For jeg mener, forklarede Ida, der altid ligesom tøvede, naar hun skulde sige en Slags Mening: vi gør vel, hvad vi maa.... Hun blev ved at stirre ind mod Væggen, og Olivia sagde: -Og saa er der jo osse Ungerne ... om man kunde lære noget for dem. Naa hun smilte pludselig over hele Ansigtet jeg er nu forresten vist aldrig blevet opdraget.
Fra den Dag var Kampen begyndt Forsøgene paa at føle Kærlighed: hvor han tvang sig i Hede, og hvor han lunede med Stemninger; hvor han sad med Pulsen af hver en Følelse, og hvor han rugede hver Fornemmelse hed i sin Fantasi for at spørge: Hvorfor skulde det ikke være Kærlighed? Er det ikke Kærlighed? Og denne »anden«, denne Hr. Sokrates, smilte kun og spurgte igen: Hvis du troer det?
De drak alle tre: Jo, sagde Fru Jürgens og satte Glasset resolut ned, vi kunde tumle Springfyrene. Hun slog en Brødkugle over paa Professoren: Han husker Skovballerne, sagde hun og lo. Hun blev ved at tale om Nakskovtiden, Etatsraadinden hørte kun det halve, men sad og smilte: Ja, ja, Frederikke, du var nu altid det muntre Blod, sagde hun.
Dagens Ord