United States or British Virgin Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Hun kommer først til Bryllupet, sagde hun. Bryllupet skulde staa hos "min Søster Etatsraadinden". -Der fandt de hinanden, sagde Enkefruen. Toget blev meldt, Bai kom med Garantiseddel og Billet. -Han har været mit Forsyn, sagde Enkefruen og nikkede til ham. Toget kom ned over Engen. -Hils saa Ida, sagde Gamle Pastor, vi tænker paa hende den Dag.
-Tak, sagde hun og var selv gaaet hen over Gulvet for at fæste Broschen paa Hendes Naade, med en Haand, der rystede ganske lidt. Etatsraadinden brød op, og Fru von Eichwald talte med Hans Højærværdighed, der bad hende takke Hr. Konferensraaden for Stagerne.
Hun følte ikke sit Hjertes Slag, da hun ringede paa Porten og gik op ad Trappen. Hun var stakaandet, saa hun neppe kunde tale, da hun rakte Tjeneren sit Kort. -Sig Etatsraadinden, at det haster. Hun blev vist ind i en stor Dagligstue, og man bad hende vente. Hun var ligbleg og skælvede: Hvis jeg har taget Feil, sagde hun. Pludselig støiede Etatsraadinden frem under Portièren.
Der blev en Taushed, og Ellen sagde: Hvor De maa være forbauset over, at jeg kom. Etatsraadinden tog igen hendes Hænder, smilede og sagde: Jeg vidste jo, De vilde komme. -Vidste De? -Ja og atter den bløde Haand jeg kunde jo se det. Ellen brød ud i en ny Hulken og kastede sig i Stolen. Er Smerterne saa haarde? Etatsraadinden reiste sig: Stakkel Stakkel men nu er det jo forbi ...
Jeg vidste ikke, hvor Tiden var blevet af, da Tjeneren kom op og sagde, at Maden var paa Bordet. Men Etatsraaden var rigtignok ikke kommet hjem. -Fa'er ikke? -Nej, men Etatsraadinden mente, det var bedst at spise. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev strax angst og løb ned. Elisabeth stod nede i Vestibulen og ventede paa mig. -Elisabeth, sagde jeg, hvor er Fa'er?
Marschalinden lo: -Du vælter alting idag, Onkel Hvide. -Nej, sagde Hans Excellence, hvis Ansigtsudtryk skiftede: jeg stiller paa Plads. -Forresten, sagde Marschalinden, der stadig smilede: talte vi egentlig om Kærligheden. -Ja, fo'r Etatsraadinden brat ind, der nu havde forstaaet Marschalindens Ord fra før.
Ellen svarede ikke og blev ved at kaste sig i Fortvivlelse. Hun hørte Etatsraadinden gaa over Gulvet og saa sig om: Ja hun var gaaet. Hun havde en ny Lyst til at løbe, men sløv blev hun liggende, til Etatsraadinden kom igen. -Her, sagde hun. Jeg er altid beredt paa at kunne hjælpe en anden. Og hun rakte hende en Flakon og en Pakke. -De kender jo Brugen? -Ja. Jeg kender det.
Jomfru Ingwersen var firsindstyve Aar og havde tjent Familien Uldahl, siden hun var otte. Hun havde oplevet hele Verdenshistorien, sagde hun; var begyndt som Gaasepige hos Etatsraadens Fader paa Egesborg og var endt som Kammerjomfru hos Etatsraadinden. Og sad nu som Stiftsdame paa Havslunde.
Men De sér saa daarlig ud sagde hun og strakte Haanden ud. Ellen tog Hænderne til sig, som havde hun faaet noget slimet mellem Fingrene: Tak, sagde hun og gyste let, jeg er meget vel. Og hun reiste sig, Etatsraadinden saa hende ind i Ansigtet: Foraaret er dog saa slem en Tid for Nervøsitet, sagde hun. Ellen oprørtes. Og pludselig gav Sindsbevægelsen hende Besindelsen tilbage.
Hun tog øjeblikkelig til Egesborg og blev hos ham og plejede ham saa omhyggeligt, at da han omsider var vandret heden, kunde hun fremlægge et Papir med hans Underskrift paa, at han havde godskrevet hende og Frantz de 75,000 Kroner, han havde haft indestaaende paa anden Prioritet i deres Ejendom ... Etatsraadinden overlevede kun sin Mand et halvt Aar.
Dagens Ord