United States or Cuba ? Vote for the TOP Country of the Week !
Vidne, Arthur ... De drak alle fire. Damerne var stadig ved Lingeriet: Ja i hver Vask lod Fru Dunker sine Mellemværk bløde i Kaffe ... de saa' ud som ægte.... -Lille Carl véd det, lille Carl véd det, raabte Fru Canth. Sundt saa' op fra sin Mad og strakte Armene i Vejret: Ja, sagde han, Livet er rart, mens Tante Strøm og Fru Canth lo, saa ingen hørte Ørenlyd.
Og det Hustrunavn, hvormed han en Gang skulde kalde hende, brusede frem fra hans Sjæls Dyb. Hans Hustru Kvinden, der skulde føde hans Børn hun, hvis bløde, varsomme Hænder skulde lægge sig dulmende paa hans Pande, stryge fra den alle stirrende Tvivl, alle flakkende Tanker! Han gik hen imod hende og bredte Armene ud.
Vi Tilbageblevne bleve endnu en lille Stund staaende paa Steentrappen, indtil Vognen forsvandt under den mørke Porthvælving, og den raslende Lyd af Hjulene tabte sig, da de kom ud paa den bløde Landevej.
Staudevegetationens uregerlige Fylde og den strenge lige Kantlinie er af den allerstørste Virkning. Dette er ganske analogt med saa mange Tilfælde, hvor Vegetation og Architektur mødes; enhver kender det ualmindelig smukke Syn af Ranker, der hænger ud over en Havemur; det er Modsætningen mellem Rankernes bløde, opløste Linier og Murens faste, haarde Konturer, der tiltaler os saa umiddelbart.
Der blev en Taushed, og Ellen sagde: Hvor De maa være forbauset over, at jeg kom. Etatsraadinden tog igen hendes Hænder, smilede og sagde: Jeg vidste jo, De vilde komme. -Vidste De? -Ja og atter den bløde Haand jeg kunde jo se det. Ellen brød ud i en ny Hulken og kastede sig i Stolen. Er Smerterne saa haarde? Etatsraadinden reiste sig: Stakkel Stakkel men nu er det jo forbi ...
Og mens hvert et Blik sluger hendes Skønhed, der lyser af Glans, løftes vuggende det sidste Flor: Ellen staar der fri. Gevandtet slynget om de marmorstærke Skuldre, Bryst og Arme blottet, Benet tegnet fast under Stoffets bløde Linier; trodsig og kysk. Salen tier aandeløs foran denne Skønhed. Og da de røde Forhæng atter glider frem sidder man endnu med tilbageholdt Aandedræt og taus.
Onklen stirrede derind, med Hagen begravet i sine Hænder, med de skinnende døde Øjne. Maria Carolina turde ikke tale til Onkel Otto Georg. Hun laa tavs paa Knæ ved Siden af hans Stol og saa' ind paa Ilden i Ovnen. En Gang imellem mærkede den stille Prins, at Barnet laa der; og Maria Carolina følte Onkel Otto Georgs bløde Hænder glide saa sagte hen over sit Haar.
Hun hørte Etatsraadindens Stemme, der sagde: -Hvorfor dog? hvorfor dog Det er ikke saa slemt, og hun løftede Hovedet forvirret; hun havde næsten glemt, hvor hun var. Tilgiv tilgiv, mumlede hun. Hun fik et nyt Anfald af slimet Væmmelse ved at føle Etatsraadindens bløde Hænder paa sig, og hun drog sig bort fra hendes Kærtegn. Etatsraadinden sagde: Stakkel, stakkels Barn De har lidt meget.
Da Drengen fik Øje paa sin Moder, løb han lige hen imod hende med udbredte Arme. "Sikken en prægtig Gut!" udbrød Harris. "Det er min lille Søn," sagde Fru Weldon og kyssede Drengens bløde Mund til Godmorgen. "Det har saa vist været svært for Dem at have den lille Fyr med paa saadan en Rejse. Maa jeg ogsaa faa Lov at kysse den tapre lille rejsende?"
-Ja den er over ét ... Bai begyndte at klæde sig af: Pokker til Følgen hjem, sagde han. Bai fulgte i den sidste Tid altid "hjem". Han gik til Kroen: Naa, saa maa man vel hjem at vogte Hus og Ild, sagde han og tog Farvel med Gæsterne. Han "vogtede" det i Kroen hos en Pige, som om Sommeren havde haft korte Pufærmer over et Par bløde Arme. Klokken blev et, og den blev to mens han "vogtede" det.
Dagens Ord