Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 14. juli 2025
Hun hilste familiært som paa en ventet Gæst. Ellen blev forbauset, lettet. Men saa slog det hende. Det er, fordi vi er medskyldige; og hun rødmede forvirret. De talte lidt om ligegyldige Ting, anstrængte sig begge. Etatsraadinden saa uafbrudt paa hende, med et Smil. -Hvor hun er fræk, sagde Ellen. Saa gjorde Etatsraadinden en Bevægelse, som for at rykke hende nærmere.
Inde i Dagligstuen var Damerne faldet lidt til Ro, mens Fru Knudsen og Fru Ekberg talte om nye Lejligheder og Eskilstuna-Ovne: -Ja, ja, sagde Etatsraadinden, ja, ja ... men de varmer ikke, de varmer ikke.... Ud paa Aftenen spillede de Lotteri, Damerne og Sundt, der sad og glædede sig over alle de kønne Hænder, der løb saa travlt over paa Bordet.
Tjeneren pegede paa en Dør: Etatsraadinden er alene hjemme, sagde han. Jeg skal melde Dem. Men Ellen aabnede Døren og gik ind; hun saa Etatsraadinden reise sig fra en Sofa, og uden at hilse, lige hen mod hende, sagde hun, med Hænderne mod sit Bryst: -Nei, nei, jeg kan ikke længer hjælp mig ... Ordene løste for Graaden, og svimmel, borte i en Hulken, der rystede hende, faldt hun ned i en Stol.
-Men, blev hun ved i en springende Forbindelse Etatsraadinden talte altid saa højt, at hun egentlig ikke skjulte sine Tanker for Omverdenen : -Underligt er'et, at ingen af Børnene har arvet hans Geni. Marschalinden, der ligesom Moderen, havde betragtet Faderen, som just stod bøjet over et Par unge Døtre af Landadelen, sagde: -Fritz har vist arvet.. . Geni. Etatsraadinden beholdt Munden aaben.
Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise om Foraaret og Ida-Yngst om Høsten. De tilbragte hver Gang seks Uger hos en Tante i København. "Min Søster Etatsraadinden", sagde Fru Abel. Etatsraadinden boede paa en fjerde Sal og levede af at male Storke, der stod paa ét Ben, paa Terrakottasager. Fru Abel sendte altid Døtrene af med alle gode Ønsker.
Uden at sé tilhøire eller venstre løb hun langs Husene lige til Etatsraadindens Port. Hun ringede. Tjeneren lukkede op. Han saa paa hende, Vandet drev af hendes Klæder. -Hvem vil De tale med, sagde han. Hun tog det vaade Slør bort fra sit Ansigt: Det er Grevinde Urne, sagde hun. Er Etatsraadinden hjemme. Og hun gik ham hastigt forbi ind i Gangen.
-Naar Etatsraadinden kun er tilfreds, nejede Sofie Sofie Kokkepige kom aldrig længer i Rangforordningen end til Etatsraadinden, det havde hun nu kaldt Fruen i tyve Aar. -Ja, rigtig tilpas, Sofie, sagde Fruen. Gamle Sofie gik, og Konferentsraadinden satte sig, lidt træt, og saa' ind gennem sine kønne, stille Stuer. Det var Astas Hoved, som hun følte ind til sin Skulder.
Hun fandt et Paaskud for sin Visit. Hun tog sin Muffe og med et helt rolig, sagde hun: -Grunden til mit Besøg er egenlig en Velgørenhedssag ... Jeg vilde bede Dem tegne mig for femhundrede Kroner til de fordrevne Jøder fra Rusland. Hun betragtede Etatsraadinden, der blev forvirret, og hun sagde igen: -Deres stakkels Trosfæller, som maa lide saa meget. -Ja, sagde Etatsraadinden, De lider meget.
Asta var jo helt borte, ovre i Blekingen, og Julie »havde næsten nok med at danse«, som Konferentsraadinden sagde. -Naar hun bare havde lidt af de Tanker, den anden har for mange, sagde hun. -Ja, ja, nikkede Fru Knudsen. -Men man forstaar dem ikke rigtig, sagde Konferentsraadinden ind mod Øret af Veninden; forstaar dem ikke hverken den ene eller den anden. -Næ, næ, rystede Etatsraadinden.
Fru Jürgens raabte op, og Konferentsraadinden og Fru Knudsen var saa ivrige som Børn: Hva' for et Numer? hvad sagde hun for at Numer? sagde Etatsraadinden.
Dagens Ord
Andre Ser