United States or Iran ? Vote for the TOP Country of the Week !
-For at sove ud, sagde Professoren frem over Bordet. Han var den eneste i Familien, der undertiden talte højere i en ligesom pludselig utaalmodig Tone. Gerster skulde række Karaflen herned, sagde den agtsomme Frue, hvis Herrerne deroppe har faaet. Karaflen blev rakt ned under en lille Taushed, og Fruen spurgte Berg, om man ventede mange Bøger nu i Efteraaret.
Ja, lad Alt være relativt, men #vi# Da bragtes han til Taushed endog han! af en Latter, der syntes at gjennemisne hele Selskabet, og som jeg aldrig vil glemme. Det var Minna, der lo. Hun reiste sig, holdt Lommetørklædet for Munden og brast igjen ud, idet hun vendte sig bort fra Selskabet. Hvad er der dog at le saadan ad? lød Stephensens Stemme, dybt irriteret.
Præsten beordrede nu almindelig Stilhed, for at vi kunde blive inspirerede: jeg fik Pen og Papir og blev udnævnt til Secretair, »thi«, som Præsten sagde, »jeg var vistnok altfor bevæget til selv at kunne udtrykke mine Tanker.« Der indtraadte nogle Minuters dybe Taushed, hvori jeg havde tilstrækkelig Tid til at betragte de forskjellige Ansigter.
-Og saa Bjergskovens Duft, som synker derover ... Han holdt inde, og sagte, uden at løfte Hovedet, der hvilede mod Monumentet, sagde hun. -Ja det er smukt. Der blev atter en Taushed, Schønaich bøiede sig over Roserne. Han rettede sig igen og i en helt anden Tone sagde han: -Men det bliver altfor køligt for Dem Ellen foer sammen: Hvilket? Hun var saa langt borte ja, det bliver køligt.
Saa skød hun ham bort med en uhyre Forsagelse: -Husk, jeg er ikke rask, sagde hun. Sid mig ikke saa nær, min Ven ... De talte længe ikke. Ellen fornam en dyb Træthed, næsten som en Besvimelse. Og efter en lang Taushed sagde Carl med Blikket paa hendes Ansigt: -Hun havde Vilsacs Billede i sin Medaillon. -Vilsacs? -Ja jeg saa det ganske tydeligt, da Medaillonen vendte sig.
-Spiller De endnu firhændigt med Majestæten. Det er til Grevinde Urne. Om jeg endnu ... Carl og Comtessen valsede just forbi. Hun hørte flygtigt hans bløde Fransk -Ja jeg spiller undertiden. Generalinde Kragh fylder Pausen og siger: Hendes Majestæt spiller meget smukt. -Meget smukt. Ny Taushed.
Selv Domkirken gik vi i Taushed forbi og der havde Corpus Juris dog sidste Gang havt saa meget at fortælle mig, nu havde hverken han eller jeg en eneste Bemærkning at gjøre om den, ja den syntes mig endog at være bleven mindre og uanseeligere, kortsagt at see mere hverdagsagtig ud end for tre Dage siden, da den i saa høi Grad havde vakt min Beundring.
Der blev en Taushed. Saa tog Ellen Afsked. Hun kørte hjem. Men ved Middagsbordet fik hun ondt og maatte gaa. Hun kæmpede med Hungeren to Timer: gik op og ned paa sit Gulv, brækkede sine Negle ved at slide i Stolene, hvor hun kastede sig. Saa overmandedes hun. Hun slog et Sjal om sig, og ad Bagporten gik hun ud paa Gaden: Det var strømmende Regn og Blæst.
»Jo«, svarede Peer noget skamfuld, »men vi er jo ikke altid, som vi burde være.« »Det var et sandt Ord, Peer; naar vi ikke ere fornøiede og glade, saa er det vor egen Skyld Vorherre sender os kun Godt, det er os selv, der vender det til det Onde.« Præsten gik et Par Gange i Taushed op og ned ad Gulvet, som om han vilde give Peer Tid til at tænke noget nøiere over, hvad han havde sagt.
Dog begyndte den lange Taushed at ængste mig, og jeg frygtede for, at Fortællingen, der havde været mig selv til saa stor Glæde og Opmuntring, skulde gaae upaaagtet hen mellem de mange andre Noveller og Romaner. Endelig henad Jul kom de første Efterretninger; Bogen var omsider naaet frem til mine Nærmeste, der snart havde gjættet paa mig som Forfatter.
Dagens Ord