United States or Timor-Leste ? Vote for the TOP Country of the Week !
Tit faldt hun i Søvn igen, indtil Fingerspidsernes Pine vækkede hende. Da vaagnede hun til alle Smerterne, og hendes Legemes Raseri mod Lidelserne brændte hende mer end tre Dages Faste vilde gjort. Morfinhungeren greb hende. Og hun lod gaa Bud paa Bud om Lægen, og hun bad og bad, og hun tiggede: -Bare en Indsprøitning nu. -Bare en Indsprøitning til aa, for det var saa forfærdeligt.
Men naar Brevene var skrevet mange Gange i Hovedet, var Beslutningen allerede blevet en Fantasi, der bare lindrede hende, saa længe, indtil Smerterne vakte hende igen. Undertiden greb Morfinhungeren hende i Theatret med uimodstaaeligt Raseri. Hun blev siddende, med sammenbidte Læber og rystende over hele Kroppen, for at hun ikke skulde forskrække Carl, der sad ved Siden af hende.
Hun dækkede Ansigtet med sine Hænder og sad længe stille: Nei, sagde hun, han skal aldrig sé mig nedværdiget. Og hun led Smerterne taus, udstrakt paa Chaiselonguen, med lukkede Øine. Om Aftenen kom Konferentsraaden; hun slog Øinene op af et kort Blund: Er det Dem, sagde hun. -Naa, har det været meget slemt? -Ja Ellen reiste sig det har gjort ondt, sagde hun.
Hun kunde ikke holde fast paa nogen enkelt Idé, men hendes Hjerne var fuld af springske og usammenhængende Tanker ligesom en Fluesværm. Hun fik en mekanisk Bevægelse med Hænderne omkring Tindingerne som for at presse paa Tankerne, der flygtede. Hendes Blik var stirrende og glasagtigt. Smerterne og Morfinhungeren fortærede hende. Hun tænkte paa at berøve sig Livet.
Længe meget længe bliver den ved med at slide, saa lammer Smerterne den. Benet begynder at hovne op. Den sidder ganske stille og kryber sammen. Det hamrer og banker i det brudte Ben. Forgæves forsøger den at lukke Øjnene. Med Dagslyset kommer Kragerne. Den har lagt sig for over for at støtte en Smule paa Brystet. Der kommer en Flok flyvende. De er tunge og graa i Halvmørket.
De Ligesindede spiste med Servietten fæstet med en Naal ved Halsen. De lugtede til hver enkelt Mayonnaisemundfuld før de nød den. -Olje, sagde Proprietær Mortensen og snøftede. Katinka sad med nogle smaa Bidder paa sin Tallerken. Hun sad ganske rank for Smerterne i sit Bryst. Gaffelen rystede i Haanden, naar hun forsøgte at spise. Tag det bort, Marie, sagde hun.
Men De havde Ret, det var paa Tiden at holde op ... Ellen fik ikke mere Morfin. Alle Smerterne vendte tilbage, og hun blev magrere og magrere Dag for Dag. Hun blev sky og holdt sig inde, hun vilde ingen sé og ikke tale med nogen. Lange søvnløse Nætter vandrede hun op og ned ad sit Gulv og kunde ikke finde Ro.
Der blev en Taushed, og Ellen sagde: Hvor De maa være forbauset over, at jeg kom. Etatsraadinden tog igen hendes Hænder, smilede og sagde: Jeg vidste jo, De vilde komme. -Vidste De? -Ja og atter den bløde Haand jeg kunde jo se det. Ellen brød ud i en ny Hulken og kastede sig i Stolen. Er Smerterne saa haarde? Etatsraadinden reiste sig: Stakkel Stakkel men nu er det jo forbi ...
Han traf hende ved Flygelet, Hun havde lige faaet sin anden Indsprøitning. -God Dag, Konferentsraad, sagde hun og rakte ham Haanden med et Smil. Er der nogen, som har haft Bud efter Dem? -Gud ske Lov nei ... Men jeg kørte her forbi og vilde saa sé herop. Smerterne i Fingrene er jo meget bedre? -Ja Konferentsraad heldigvis lidt bedre.
Hun følte, hans Haand ryste i sin, og hendes Blik søgte hans Ansigt i Mørket. -Aa, sagde hun mildt, det er ikke saa slemt. Hun sagde endnu nogle Ord, mens hun blev ved at sé paa ham. Saa overvældede Smerterne hende paany, og hun slap hans Haand: Men jeg er meget træt, sagde hun ... Vi ses ... Og hun gav ham Tegn til at gaa.
Dagens Ord