United States or Antigua and Barbuda ? Vote for the TOP Country of the Week !


Da han saá hende, løftede han Hovedet og smilte imod hende: -Godaften. Hun spurgte om noget, hun vidste ikke hvad, og hun smilte pludselig selv, mens han blev ved at snakke og paa én Gang strakte sig i Stolen med Armene op i Vejret: -Aa Gud, sikket Hundeliv, sagde han. Og Ida lo. Hun gik tilbage over Gaarden. Der var ingen Uro i hende mere, og hun blev ved at gaa og smile.

Og han følte den samme urolige Forvirring som før, dette uforklarlige, han ikke forstod, denne Brusen af Blodet til Hjertet. Han gned langsomt, men haardt sin Fod mod det kolde Lagen. Fra hende gik hans Tanker til Boleroen. Det tog Vejret fra ham, tumlede i hans Hoved. Og saa de fire, som havde danset tilsidst. Der kom noget op i Halsen paa ham, han bed i Lagenet og bukkede sig sammen til en Bylt.

Godaften sagde den unge Junker dæmpet og med venlig Fortrolighed er det ikke Mikkel Thøgersen? Jo, det var det. Vi var sammen derude i Serritslev forleden. Og jeg har jo ogsaa truffet Dem siden. De spaserer en Aftentur, ja. Vejret er dejligt. Jeg ved ikke . . .

Men Ravnen var for tung: Isen brast, og en Mængde Bobler steg i Vejret, da Ravnen sank. Og saa fortsatte Enken grædende sin Vej, alene med de øvrige Gæs. Da Ravnen sank, viste den sig for en stor Angakok, som netop manede Aander, og for ham fortalte den sin Historie. Den fortalte, at den havde været gift med en Gaas, og at den var druknet paa Vej over det store Hav.

Det maatte haste svært og kræve stor Erfaring, siden de sendte en Mand ud at ride i Galop, der knap kunde hænge sammen. Man maatte dog lade ham, at han kunde tie med det, der var ingen der fik ringeste Besked. Da Mikkel havde rejst et Par Dage, slog det ind med Regn og Storm, Bladene suste i de gule Skove, han kunde ikke taale Vejret og lagde sig syg ind paa en Kro.

Der er blevet en stor, rund Plet som efter to Vilddyrs Kamp. En Træsko ligger med Bunden i Vejret et Stykke borte. Klampernes Jærnringe er blanke. Lige udenfor Kredsen ligger hun. Det er Benene jeg ser. Det, som først fanger min Opmærksomhed, er egentlig det, at den ene Strømpe er hullet og blotter en af disse Hæle, slidt haarde af de evindelige Træsko.

Deres Tænder klaprer, de græder i Tusindvis, de vrider Hænder, fordi der var bittert paa Jorderig. De kaster en Stormklage ud i Vejret, mens de vandrer, de hæver de blege Ansigter og beder i Vildelse til Stjærnernes Barmhjærtighed. Fra den fjendtlige Jord stiger en Lyd af det der foregaar, et Sus af alt, hvad Tiden ødelægger.

Den samme Tekst, som han havde valgt i sin sidste Prædiken til Cook og Sable. Dobbelt lærerigt altsaa! Prædikenen begyndte. Dundas talte virkelig med ægte Veltalenhed. Intet Manuskript paa Prædikestolen og dog et Foredrag uden Ophold og Famlen. Alle lyttede aandeløst. Selv Kapellanen gjorde det. Da Prædikenen var endt, trak han Vejret dybt og indrømmede: »Ja, en usædvanlig Hukommelse

-Det er kun mig, sagde hun straks i den første Stue, lille Fru Mathilde fo'r sammen: Saa kører vi, sagde Asta muntert. -Ja Vejret er vist smukt, sagde Mathilde og nikkede mat ud imod hende.

De svarer fra Kirke til Kirke. Ovre paa Vejen kommer en Kvindeskikkelse til Syne. Hun skyder en Hjulbør foran sig. Tungt aser hun sig fremad. Midt paa en Bakketop standser hun, retter sig i Vejret og ser sig omkring, Vinden blæser hendes Kjole ind mellem Benene og river Sjalet fra hendes Skuldre. Det sidste Bedeslag forstummer. Langeligt hyler Blæsten.