United States or Guadeloupe ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa hurtig og lydløst bevægede hun sig, at hun stod imellem os paa et Øjeblik, og det var kun den svage Rysten i Portieren, der fortalte os, hvor hun var kommen fra. "Jeg har set det hele," hviskede hun. "Hvor De har baaret Dem udmærket ad, min Herre!" Hun greb min Ledsagers Haand og kyssede den atter og atter, før han kunde frigøre den.
Naar der applavderedes, løftede hun Hænderne op over Logebrystningen og førte mekanisk de behandskede Haandflader et Par Gange lydløst imod hinanden. Hun vidste det knap, naar hun gjorde det. Det var en "Sortie" af Hr. von Pøllnitz. Han svedte som en Lastdrager. Hr. von Pøllnitz svedte altid, naar han tolkede stærke Følelser. Hr. von Pøllnitz spejlede sig i Foyeren.
Jeg hørte hende gjerne tale, thi ikke alene i hendes Ord, men ogsaa i hendes Stemme, i hendes Bevægelser var et Udtryk af Ro og stille Sjælefred, som uvilkaarligt meddeelte sig til mig, saa at jeg, naar jeg talte med hende, havde ligesom en Fornemmelse af, at jeg hævedes til en høiere og bedre Verden, hvor der ikke var den Uro og Ufred, som her er nede, men hvor Alt bevægede sig lydløst og stille som de rødlige Aftenskyer, der svæve forbi den synkende Sol.
Dens øverste Kant lyste, og den var i sær indre Bevægelse, levende, gennemkrydset af fine Naalelyn nu besloges den af et rødt Skær, som steg Ilden bagved . . . og pludselig gik der lydløst et Syn ud i det klare Himmelrum, en Rytter Hesten sprang med alle fire fra sig og med Halen ligeud, Rytterens Fødder pegede i den frie Luft.
Karen forsvandt lydløst, og Hendes Naade lagde Hovedet tilbage paa Puden. Hendes Ansigt var endnu ikke «behandlet», saa hun saa en Del ældre ud end længere op ad Dagen ..... Naar Baronesse Alvilda havde sagt til sin Mand, den Dag de holdt deres Indtog paa Næsset, at hun glædede sig meget til, at Datteren skulde komme, saa var det vel paa en Maade sandt nok.
Høit oppe paa den dunkelblaae Himmel straalede den klare Fuldmaane og de funklende Stjerner ned til os, som om de vilde bringe Fred og Ro i vore Hjerter. Lette Nattetaager svævede over Træer og Buske, saa lydløst og tyst, at det næsten var os, som om vi kunde høre Nattens Taushed. En Stund stode vi Alle ganske stille; der var Ingen, der vilde sige Noget.
Det var saa store Modsætninger, disse to Mænd, at jeg ikke kunde lade være at betragte snart den ene, snart den anden. Den ene, den sortklædte, snu Politiker, den anden, den svære, sabelraslende blaa Husar. Saa tog de begge Plads, Talleyrand lydløst, Lasalle med en Larm, som om et helt Regiment satte sig ned.
Og han hang imellem dem som et hjælpeløst Barn og tudskraalte, saa det kunde høres over hele Bygden. Havet laa og krøb som et stort, tungt Dyr. Det glitrede og funklede fra dets Overflade som fra tusinde Skæl. Og saa langt Øjet rakte, saas kun Vand, der gled langsomt og lydløst fremad. Der var ganske stille derude. Nu og da røg en Fisk op gennem Havfladen.
Han slængte ligesom i Vrede hendes Haand fra sig ... I det samme gav et Telefonapparat, der stod paa Bordet ved Siden af Sengen, sig til at ringe. Henriksen! sagde han buldrende spørg, hvad det er! Pompadour, der havde puslet lydløst om i Værelset, satte Tragten for Øret: Jovel, ja ... jo ... Nu skal jeg spørge Godsejeren!
Lydløst sneg han sig gennem Køkkenet ned i Stalden. Dèr aabnede han Bylten ... Noget efter lød der ganske rigtigt Hovslag, og de fjendtlige Husarer kom ridende nede i Alléen. »Hold nu skarpt Øje til alle Sider! Her maa han holde sig skjult et Sted!« kommanderede Anføreren. De red endnu et Stykke frem. Saa pludselig standsede en af dem sin Hest og gav et Glædeshyl fra sig. »Der er han!
Dagens Ord