United States or Lithuania ? Vote for the TOP Country of the Week !
Katinka blev ved at bøje smaa Lokker af hendes Haar ind mellem sine Fingre. -Men der er, hun talte ganske sagte og ligesom frygtsomt og Haanden faldt bort fra Agnes Haar: en Salme som -Som jeg saa gærne vilde ha'e sunget ... ved min Grav.... Hun hviskede næsten uhørligt. Agnes laa med Hovedet ned i Puden. -Bryllupssalmen, sagde Katinka ganske sagte, som et Barn, der ikke tør bede.
-Hør han skiftede Plads hvad Carl dog er for en underlig Patron ... Ellen lo: Hvormed, sagde hun og rettede paa Puden i sin Ryg. -Aa jeg mener, dette evige Hjemmestikkeri oprigtig talt der er ... ja ... I Damer han søgte lidt efter Ordene under Ellens Blik, der saa lige paa ham forstaar Jer ikke paa Sligt ... men forstaar Du, der er noget usundt ved ham ...
Alt, hvad han havde taget op, sin Fremtid, Slægten, Arbejdet, alt ... Han havde stridt, mandet sine unge Aar op til at handle og ville Og nu, da det var forbi, da Slaget var faldet og havde ramt, nu blev denne Vilje til et Barns Klager. Grevinden lagde hans Hoved paa Puden og forsøgte at rejse sig. "Gaa ikke!" bad han. Grevinden drømte.
Hun kom hver Eftermiddag og sad hos Katinka til Aften. De talte ikke meget. Katinka blundede og Agnes lod Sytøjet synke ned i sit Skød og saa' paa det stakkels Ansigt paa Puden. Det svage Aandedrag peb i Katinkas Bryst. Katinka rørte sig, og hun tog atter Sytøjet og førte Naalen ud og ind. Katinka laa vaagen. Hun var saa mat, hun kunde ikke tale.
Marie maa tage det fine Porcellæn og Glassene og de fine Sæt Knive og Gafler ind i Sovekamret og pudse og gnide dem og stille dem op i Rader paa Bordet. Katinka ligger og tæller og regner, hendes Øjne skinner af Feber. -Mon det er der alt, siger hun. Hun ligger lidt mat og gnider sit tørre, hede Feberansigt ned mod Puden. -Toddyskeer, Marie, siger hun saa. Vi har glemt Toddyskeer.
De tav længe, hver fortabt i sine Tanker, til Erhard begyndte at spørge om Kammeraterne, om Lange og Arnoldsen Især om Arnoldsen, hvad de tog sig til, og hvad de vilde. Herluf fortalte, og Erhard hørte til, liggende stille paa Puden og séende paa ham med et Par vagtsomme Øjne: -Ja, sagde han kun et Par Gange: naar det blot blir til noget naar det blot blir til noget.
Skrive som de bedste i dette Land eller snakke som de øvrige ved du, det var knap Umagen værd. Han tav. Herluf saa' kun op paa den stille Plet af Lampen. -Herluf, sagde Erhard saa igen sagtere men jeg er jeg er Fa'r, du, sagde han. Det gav et formeligt Sæt i Herluf, og han kom til at le sagte, mod sin Vilje: han saa' paa det lille pillede Drengeansigt paa Puden: -Fa'r? sagde han.
Men Emmelys Hoved blev liggende paa Puden, magtløst som var det skilt fra Kroppen: -Nej, jeg kan ikke ... -Nej, nej, det gør saa ondt. -Saa, saa, nu kommer Doktoren. Baronessen talte næsten vissende som til et spædt lille Barn: -Nu kommer Doktoren. Den Syge blundede hen, Brystet gik op og ned. Ida stod i Krogen og græd stille. -Sover hun? hviskede Preben. -Ja.
Aage drejede Hovedet ganske lidt paa Puden og fulgte Stella med Øjnene, mens hun gik hen over Gulvet til Vinduet, hun ruskede lidt i William. "Nu skal Ane bringe Dig i Seng," sagde hun. Hun stillede sig med Ryggen mod Stuen og saá ud. Folk løb uroligt frem og tiltage paa Gaden. Man raabte til hinanden i Forbifarten, løb videre, dukkende med Hovederne for Regnen.
Da jeg kom ind i Sygeværelset til den fremmede Sømand, kunde jeg ikke straks skelne hans Ansigtstræk, som han laa dèr henne tungt paa Puden og med Dynen trukken helt op over Hagen. Mørkningen slørede, og Sengen stod klemt op i Hjørnet mod Ydervæggen, hvor Skyggerne samlede sig tættest. Jeg gik hen til Sengen og satte mig paa en Stol.