United States or San Marino ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da de havde bøjet det andet Træ ned paa lignende Maade, var de to Trætoppe kun nogle Fod fra hinanden, men I forstaar, at de hver for sig vilde fare tilbage i deres naturlige Stilling i samme Øjeblik, som Rebene blev løsnede. Nu forstod jeg den djævelske Plan, som disse Uslinger havde udklækket. "Jeg formoder, at De er en stærk Mand, Oberst," sagde Anføreren smilende, da han kom hen til mig.
Lydløst sneg han sig gennem Køkkenet ned i Stalden. Dèr aabnede han Bylten ... Noget efter lød der ganske rigtigt Hovslag, og de fjendtlige Husarer kom ridende nede i Alléen. »Hold nu skarpt Øje til alle Sider! Her maa han holde sig skjult et Sted!« kommanderede Anføreren. De red endnu et Stykke frem. Saa pludselig standsede en af dem sin Hest og gav et Glædeshyl fra sig. »Der er han!
Jeg tænkte herpaa, medens jeg laa og vrikkede med mine Haandled og Ankler, da Anføreren kom ud af Hulen, og efter at have vekslet nogle Ord med sin Løjtnant, der stønnende laa henne ved Ilden, nikkede de begge og saa hen paa mig. Herefter gav han Banden en Ordre, ved hvilken de klappede i Hænderne og skoggerlo.
Da Soldaterne hørte dette, opløftede de alle som en et skingrende Glædeshyl, og Anføreren triumferede: »Naa endelig har vi Dig da, din politiske Svinemikkel!« Han vente sig til Soldaterne: »Bind hans Hænder og før ham med!« Oppe i Hovedbygningen var der imidlertid bleven Uro. En af Tjenerne kom farende ind i Fruens Kabinet. »Fru Grevinde ... Hr.
»Hvad siger Du?« Anføreren blev rasende over hans Frisprog. »Var din Tunge, dit Uhyre af en Rebel!« Men Rebellen rynkede Brynene: »Er det en tysk Officer, der bruger saadanne Ord? Ved De ikke, hvem De har for Dem? Jeg er Ejeren her, Grev Campnell til Château Campnell!«
Om Aftenen spillede Soldaterne i Gaarden. Anføreren spillede for, og de andre faldt ind klagende Omkvædet som et Ekko, der døer. Ellen lyttede, og da de holdt op, saa hun forvirret rundtom sig som paa noget ukendt og fremmed, og hun pressede Hænderne mod sit Bryst med et dybt Suk. Under Vinduet stod en Skikkelse i Mørket ... Ellen kendte ham det var ham sagte vilde hun lukke.
Medens den forslaaede Mand, der stadig sad paa Tønden, understøttet af to Kammerater, paa Spansk fortalte alt, hvad der var hændet ham, blev jeg af nogle af Røverne ført frem foran Bordet, ved hvilket Anføreren sad, og havde derfor en udmærket Lejlighed til at tage ham nøjere i Øjesyn.
Der staar En bag det Træ!« Og virkelig! Anføreren saa det selv. »Kom frem derhenne!« brølede han og svang sin Sabel. Hele Troppen ladede, parat til at fyre. En Mandsperson kom nu frem bag Træet. Hans Haar og Skæg var langt og uredt som dens, der boer i Landflygtighed. »Her er jeg!« svarede han roligt. »Fyr blot, hvis I har Lyst!«
»Jeg har min Sandten trukket hele Skægget af Fyren lige til Rødderne!« erklærede Anføreren sejrstolt og strakte atter Haanden ud: »Nu Haaret den samme Vej!« Et nyt Greb over Bordet. Han borede sine Fingre ind i det tykke Haar og trak til. Men da han ikke mødte den Modstand, han trods alt havde ventet, fik han Overbalance og tumlede baglænds om paa Gulvet. I næste Øjeblik var han atter oppe.
Mens de drukne Soldater ravede frem i Mørket for at finde Døren, blev den med Et reven op og en Stemme raabte fra Dørtærsklen: »Er August Campnell her?« Han kendte Stemmen. Det var den gamle Tjener, der kom ham til Hjælp. Han havde fundet Sporet og havde udenfor ventet paa det belejlige Øjeblik. »Ja #Far#, her er jeg!« raabte Grev August. Anføreren sprang i Vejret af Glæde. »Hurra, Kammerater!