United States or Austria ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var jeg ogsaa: jeg plejer at se op til ham en Gang om Maaneden. Men han var ikke hjemme. Og saa fik jeg saadan en pludselig Lyst til at ..." "Til at faa noget at læse i?" "Ja." "Det var letsindigt af Dem, Frøken. For nu slipper jeg Dem ikke igen saadan uden videre." "Hvad vil De da gøre ved mig?" Hun saa saa hjælpeløst forskrækket ud, at han kom til at le.
Men naar de saa mødtes, og de sad overfor hinanden og hun lyttede med sit ganske Væsen paa blot én Lyd, én Tone, som Lidenskaben har dem saa sneg Uvirkeligheden sig langsomt ind over hende, og de følte begge hjælpeløst den samme uhyre Modløshed, under hvilken de sank sammen.... Og der var ingen Mulighed for et Samliv til at klare det.
Der var noget eget forfrossent, hjælpeløst over dem, som de stod dér helt alene og krøb sammen i de sorte Sjaler. William blev slaaet af det. De var saa blege i Lygteskinnet, og de stod saa tæt sammen, som om den ene vilde hjælpe den anden i den fælles Hjælpeløshed. William vidste ikke selv, hvorfor han uvilkaarlig rettede sine Skuldre i det Øjeblik. Saa steg han ud.
Og, idet han bevægede Læberne til en Klage, der ikke fik Lyd, lagde han med Et sit Hoved ind mod Bergs Bryst og ind til den unge, halvfremmede Man græd den gamle hjælpeløst over sit plyndrede Hus, over sit agtede Navn og over sin Søn. -Hr. Adolf Hr. Adolf, stammede Berg kun og vidste ikke et Ord til Trøst. Den Gamle var gaaet og havde aabnet Dagligstuedøren igen.
Der var noget eget, meget blødt i den første Grevinde Urnes Ansigt, noget dueagtigt og skræmt i Blikket, noget eiendommelig hjælpeløst spørgende. Og det samme Blik var der hos Sønnen. Man saa i det lokkede Barneansigt slet ikke andet end de store Dueøine. Forresten var Drengen smuk. Hun søgte efter Albummet. Maaske var der senere Billeder.
Det var et Barn, Grevinde Hatzfeldt havde gjort til sin Elsker, og det var Barnets Hjælpeløshed, der havde ført William til hende. Det unge Menneske, som havde villet løfte en Slægts Fremtid, og som nu stirrede forfærdet paa sin egen Kraftløshed var i Reaktionens Slappelse bleven til et hjælpeløst Barn. Og saa mødte han Grevinde Hatzfeldt.
Hun forsøgte at faa ham til at sidde inde i Stuen, men der sad han bare og hang i Gyngestolen og rokkede saa hjælpeløst frem og tilbage med Overkroppen, saa man kunde blive helt søsyg af at se paa det ... Før Jul var han flyttet. Og Bøgs Besøg blev efterhaanden sjældnere og sjældnere. "Jeg troede sgu for Resten, det skulde have været Dem," sagde Kihler til ham en Dag, da de talte om Forlovelsen.
Hans Blik flakkede hjælpeløst rundt og rundt, som var han ved at drukne. Men hver Gang kom det tilbage og blev hængende ved Kirken, der stod og krøb sammen ved Foden af Fjældet og peb og klynkede af Sorg og Kulde. Vær hos mig, Fader, Herre, Dommer, Du kender mine Dages Tal, At Livets Aften, naar den kommer, Mig uberedt ej finde skal; Og naar du kalder mig herfra, Forbarm dig, o forbarm dig da.
Men alle Væsner er skabt i Strid med Naturen, paa Trods af Tyngden; Mennesket har endog rejst Forparten fra Jorden og snydt Tyngden for et Par Ben. Gud feder de levende, for at de skal falde des alvorligere til Jorden, thi Gud og Satan er en og samme Person. Men Jorden . . . Mikkel saa et hjælpeløst Spædbarn ligge under sig paa Jorden, tænkte sig det saa grant.
Saa drog Mikkel sit lange Tohaandssværd og gik ind paa Axel, der var ubevæbnet; han fejede underlig hjælpeløst frem for sig med Klingen som et Barn, der er ude af sig selv. Men da Axel fik et Slag, ramte det haardt for Alvor. Axel sagde ikke et Ord, han saa efter Sværdet, søgte at hytte sig med Armene, han greb med Haanden efter Klingen, da fik han et Hug i Knæet.
Dagens Ord