United States or Solomon Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !


Det gamle Stillads kan sgu ikke faa Føl alligevel! Ude paa Dyrskuepladsen, en stor Grønning i Udkanten af Byen, var der en Larmen og Raaben, en Brægen, Vrinsken, Brølen og Grynten, der fik selv Slagtere og Kreaturhandlere til engang imellem at udbryde: Det er dog Satan til Spe'takkel!

Hun satte ikke Pris paa at blive regnet til de Paatrængende. -Fru Abel forstod hun ganske simpelt ikke. Om Aftenen sad hun ved Vinduet for at høre om han i det hele slap hjem. -Graven plejer jeg, sagde hun paa Møllen. -Satan til Fruentimmer, saa de vimser. Kiær viftede i Kontoret med sin Hat, som vilde han holde Fluer væk. Louise-Ældst var smuttet forbi ham i Døren.

Hvorpaa hun rolig vendte sig om mod Pigerne, der stod afventende ved Buffeten: Ja, saa kan I godt servere videre, Olga og Marie ... Satan til Kone! mumlede Hofjægermester Palle beundrende Hvor har hun den Verden fra! I Havesalen og de tilstødende Dagligstuer serveredes Kaffen. Alle Kroner og Lampetter var tændt.

Men hvem I tilgive noget, ham tilgiver også jeg; thi også hvad jeg selv har tilgivet, om jeg har tilgivet noget, det har jeg gjort for eders Skyld, for Kristi Åsyn, for at vi ikke skulle bedrages af Satan; thi hans Anslag ere os ikke ubekendte.

De øvrige af de døde bleve ikke levende, førend de tusinde År vare til Ende. Dette er den første Opstandelse. Salig og hellig er den, som bar Del i den første Opstandelse; over disse har den anden Død ikke Magt, men de skulle være Guds og Kristi Præster og skulle være Konger med ham i de tusinde År. Og når de tusinde År ere til Ende, skal Satan løses af sit Fængsel.

Den, som hører eder, hører mig, og den, som foragter eder, foragter mig; men den, som foragter mig, foragter den, som udsendte mig." Men de halvfjerdsindsfyve vendte tilbage med Glæde og sagde: "Herre! også de onde Ånder ere os lydige i dit Navn." Men han sagde til dem: "Jeg Satan falde ned fra Himmelen som et Lyn.

Unddrager eder ikke hinanden, uden måske med fælles Samtykke, til en Tid, for at I kunne have Ro til Bønnen, og for atter at være sammen, for at Satan ikke skal friste eder, fordi I ikke formå at være afholdende. Men dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som en Befaling.

Saa blev Døren lukket op. Det var Skovrideren i fuld Puds: -Hvad Satan, Brandt, sagde han, men han blev pludselig staaende: Hvordan er 'et, Du ser ud? -Ja, sagde Brandt, jeg har det daarligt. -Det ser jeg s'gu. Og din Kone sagde, det var det sædvanlige. Brandt sad lidt: -Nej, sagde han saa, og Hovedet faldt ned paa hans Bryst, jeg kan ikke gaa derover.

Jeg har somme Tider en Følelse af, at det er den skinbarlige Satan, jeg har for mig. Da jeg i Dag skulde hen at undervise Hedningerne, blev jeg igen greben af denne Angst for at staa Ansigt til Ansigt med Christian; og jeg maatte lade dem vente, medens jeg gik ned til Havet for i Ensomhed at styrke mig i en Bøn til den almægtige Gud.“

-Se Drengen, se Drengen, raabte Moderen, der vred sig af Latter paa sin Stol. Ude klaprede Børnenes Træsko paa Trappen. Skoledagen var endt. Moderen løb til Vinduet for at se. Nede paa den hvide Sne summede Ungerne og sloges: -Satan til Unger, sagde Degnen, der var kommet ind, og han slog paa Panden med Spidsen af sin Pibe, der var lidt skæv. -Aa, sagde Moderen: de ligner Lopper paa et Lagen.