United States or Oman ? Vote for the TOP Country of the Week !


Ja, vi kunde jo aldrig vide, naar I andre gør det! ... Men det ender skidt med den Rygen, tilføjede hun Tobak er for Mandfolk ! Fars Søstre røg jo ogsaa ... mente Frederikke. Jamen, hvor røg de ikke ogsaa hen ! sagde Pompadour Men nu gaar jeg ud efter Kaffen.

Saa nikkede hun og skyndte sig af Sted. Inde i Stuen begyndte Katten at mjave. Ka' han lugte Kaffen? sagde Maren med kælen Røst. Nu ska' han faa en Koppe. Og hun skænkede to Kopper Kaffe, een til Katten og een til sig selv.

Madam Bolling bragte ham Kaffen og Kringlerne. -Aa, var det nodvendigt, Madam, sagde han mildt, paa en Dag som denne? Og han nod Kaffe og Tilbehor, siddende ved Fodenden, med et rort Blik paa den sovende Syge. -Men det er velsignet at forkynde Ordet for disse Tilhorere, sagde han og pegede ud mod Kirken. -Ja, Hr. Pastor, svarede Tine, der ikke vidste, hvad han havde sagt.

Alt som Aftenen gik, sagde hun til sig selv thi Likørflasken var bragt ind med Kaffen: -Jeg vil ikke drikke mer. Og hun kunde skifte Plads og flytte bort fra Flasken der fristede hende, og hun vidste allerede at hun kæmpede. Men lige efter nippede hun igen, sky og ilsomt.

Moderen satte sig i den Hestehaarssofa, med et Plump, lige under Billedet af Kong Frederik den Syvende. Han hang der mellem sine to lovmæssige Gemalinder. Børnene blev placerede paa Stolene rundtom. Paa Kaffen brændte de sig og tog ikke Øjnene fra Vaflerne. -Pas paa din Kop, raabte Moderen til den ældste Dreng. -Jøsses, lad ham sidde, sagde Tine. Men Moderen rystede paa Hovedet.

Karl betragtede Røgen: -Hun er sød, sagde han. Og lidt efter: -Hun er rigtig sød. Julius bragte Kaffen, og Karl sad og saá efter ham, til han igen var ude. -Kunde Mo'r ikke sige til Julius, at han skulde gaa i ordentlige Støvler? Den Brunelsfodbeklædning paa Julius var ham en stadig Irritation: at man ikke kunde høre, at Manden gik.

Hun skjænkede Kaffen af den anløbne Kande, og vi satte os til Bords som et Par unge Ægtefolk, ganske som om de delikate Karlsbader Horn paa Bakken var et sandt Symbol paa vore Hvedebrødsdage. Det var endnu temmelig dunkelt i Værelset; Taagen blindede Vinduet som et hvidt Rullegardin. Jeg var lidt tung i Hovedet af den uvant tidlige Morgentime og noget febrilsk.

Ida rakte ham Haanden, mekanisk, uden at vide, at Taarerne stod hende i Øjnene: -Jeg kender jo Grev Knuth, sagde hun. Og efter et nyt Øjeblik sagde hun, som måtte hun slippe bort: -Nu skal jeg bestille Kaffen; og gik. Der var ingen af de to Herrer, der fik noget sagt, før Døren lukkede sig og de blev ene.

Efter Bordet, ved Kaffen, kunde en Herre, naar han fik tændt, vende sig til sin Kone, sin Søster: -Pokkers smuk Karl, sagde han. Franz hørte det. Og hun løftede Blikket og saá paa ham som paa et Stativ og sagde: -Aa ja paa en Buk. Saadan gik Dag efter Dag. Han tænkte slet ingenting uden det. Han stjal som en Tyv flygtige Berøringer; de mærkede det slet ikke.

Da Kaffen var drukket, førte Madam Henriksen de unge Damer ind gennem to iskolde, salsagtige Dagligstuer, hvor de sparsomme Mahognimøbler stod stift opstillet langs Væggene, og hvor man maatte balancere frem i Gaasegang ad smalle »Løbere«. Frøken Charlotte tog Mod til sig og spurgte: Hvorfor kom de fra Kragholm og Hvidgaard ikke ind til Onkel, Madam Henriksen?