United States or Benin ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han kom tilbage, forbi den nejende Madam Bolling, og vilde igen staa op i sin Kaleche, da en hojtstaaende Stabsofficer red med et Par Ledsagere over Pladsen. Stabsofficeren stod af Hesten, og efter at have vexlet Hilsener, gik de ind paa Kirkegaarden han og Bispen. Fra Hojen over Paradisvejen saa de over mod Vest. -Skal der rommes? spurgte Bispen. -Nej, vi bliver. Man vil , vi skal blive.
Hun tog Lyset fra Hylden og taendte det; og pludselig var det, som hun vaagnede: hun saa alt om sig, og hun vidste, at alt var sket . Hun saa Stuen og de gamle kendte Mobler som for forste Gang i lange Tider og sin Fader og Moderen, dem , hun nu skulde forlade. -Hvor du sukker, Barn, sagde Madam Bolling og tog hende mildt om Haaret: hvor du sukker.
Hun begyndte at tage Sengklaeder frem og laegge dem paa Sofaen til Seng for Tine. -Nej, Moer, sagde Tine bestandig i den samme Tone, der gjorde Madam Bolling saa bange jeg sover oppe. Hun beredte alt til at gaa til Ro. I Tanker satte hun Stolene hen paa Plads som i gamle Dage.
Naa, saa hun fik 'et at vide, naa, saa hun fik 'et at vide, blev Madammen ved med de samme Ord i en Uendelighed: naa, saa hun fik 'et at vide, Staklen.... -Ja. Gud vaere med os, sagde Bolling med foldede Haender, da der omsider blev stille. Tine var traet, og hun sagde Godnat.
Og gamle Bolling, der sad med foldede Haender og ikke horte, hvad de andre sagde, men plejede sine egne Tanker: nu var der tretten kaldt ind her i Sognet, havde han talt sammen gamle Bolling sagde: -Ja, ja, Guds Vilje ske, sagde han og rejste sig. De Gamle skulde hjem: Tine vilde jo dog blive og vente paa Skovrideren.
-Jo, de har gode Hjerter, sluttede Madam Bolling af; hun kom endelig af Underskortet og op til Bolling. Tine kunde ikke falde i Sovn inat. Foraeldrenes rolige Aande lod bestandig op gennem Huset. Men Tine sov ikke. Hun taenkte paa alle disse Aar, paa Skovridergaarden, hvor alt var oprevet nu, paa Herluf og Fru Berg, der var rejst, og paa sin egen Barndom.
Det Land endnu er skont, thi blaa sig Soen baelter, og Lovet staar saa gront, og aedle Kvinder, skonne Moer og Maend og raske Svende bebo de danske Oer. -Den Sorte? er det hendes Bro'er? spurgte Madam Bolling. -Ja ... Saa' du Skovrideren, at han nikkede? sagde Tine, som lod Sytojet ligge i sit Skod.
-Mo'er, tag Lygten og gaa foran, sagde Tine. Madam Bolling fik Lygten, Hun var bleg og stiv som i Krampe, mens hun tog den. Stigen stod for dem, op i Morket. Dens Trin var altfor hoje mellem dem laa Natten, som vilde den sluge dem. -Gaa bagest, sagde Tine til Tinka. De gik bagest, for at gribe Bolling, om han faldt.
-Ja, Faer, ja, sagde Tine ligesom tyssende paa ham hendes runde Arm laa om hans Liv, mens de vendte tilbage over Pladsen. Men Bolling blev ved han kunde begynde med hvad det saa var, ved Tine endte det alt. Berg fik Rede paa hendes ganske Liv, naar han sad hos Bolling om Eftermiddagene nu. -Ja, Tine har Kraefter, sagde han hun naesten loftede ham op ad Skoletrappen : hun har Kraefter.
Men hun sagde dog til Tine ganske sagte, med sin forknytte Stemme: -Du kommer dog ind? du kommer dog ind? Og hun gik igen. Saa bleg og stiv dog Tine sad der! -Aa ja, aa ja, sagde Madam Bolling, her er Elendighed nok til os alle. Det var naesten blevet morkt. Fra Sengen horte man de Saaredes sagte Suk. Tine rejste sig ikke. Her syntes hun var bedst.