United States or Saint Helena, Ascension, and Tristan da Cunha ? Vote for the TOP Country of the Week !
Enten hed det, at Hephaistos engang vilde hjælpe sin Moder i et husligt Opgør med Zeus, men at denne blev saa forbitret, at han tog Hephaistos ved Foden og kastede ham ud fra Olympens Tærskel, saa at han hele Dagen for af Sted mellem Himmel og Jord og først om Aftenen faldt ned paa Lemnos.
De ældre strømmede sammen i Dørene, det ene Hoved ved det andet; William blev trykket helt op mod Dørkarmen af en svær Dame, som traadte ham paa Foden og gav sig til at vifte sig meget stærkt og klagede over Varmen. Hun saá ogsaa meget echaufferet ud med kobberrøde Kinder og strittende Strudsfjer. Nina dansede ud med sin Herre.
Af de Fremmede har hver Nation sin særegne Kafé, hvor de, som Tydskerne paa Café de la Terrasse ved Gymnasetheatret, i Regelen indretter sig saa komplet med hjemlige Vaner og Sæder, at ingen Pariser vover at sætte Foden paa deres Enemærker.
Den Ruslæders Portemonnæ var allerede kommen hen ved Foden af hans Glas. Han tog den tankeløs op og aabnede den. I det forreste Rum laa der et Brev. Ida greb ham i Armen: Det maa Du ikke se. Men Karl havde foldet Brevet ud: Det er jo fra Franck?... Og i en Tone, som var det et Rykkerbrev til ham, sagde han: -Det er naturligvis om Pengene.
Le plus riant vallon qu'éclaire l'oeil du monde. Ved Foden af den lodrette Klippemur, som lukker Dalen, udspringer der en Kilde, hvis Væsen endnu Ingen har kunnet forklare. Den kommer fra en Afgrund under Bjerget, en mørk, mysteriøs Grotte, hvis Bund Sonden ikke har formaaet at naa, og udsender fra dette uudgrundelige Dyb en Vandmasse, der beregnes til halvtredsindstyve tusind Litrer i Sekundet.
At naa dette sidste i den korteste Tid og med de mindst mulige Forhindringer, bliver i det samme Øjeblik man sætter Foden udenfor Døren den eneste Tanke, man har. At være paa Gaden blot for at være der, lader sig aldeles ikke gjøre. Overalt omkring sig har man travle Mennesker, der farter afsted med lange Skridt og klemmer sig gjennem Trængselen for at komme frem.
Den ældste Bebyggelse paa dette Sted kan vel sættes til Aar 1200 f. Kr. Disse Urindbyggere dyrkede 5 Dværge, der tænktes at bo i en Hule ved Foden af Kronoshøjen. En saadan Dværg kaldtes en Daktyl c: Tommeliden. Da kom ved Aar 1000 en anden Stamme fra Argossletten, hinsides Bjergene. Fra ældgammel Tid var Hera den fornemste Gudinde i det gamle Kulturcentrum omkring Byerne Tiryns og Mykenai.
Det var svært at komme frem, han gled ad og ind mellem Klyngerne, han kom til at støde til en rund Albu, han maatte skubbe til et Silkeslæb med Foden ... Damerne stod eller sad under Lysekronen med Hovederne tæt sammen. Vifterne gled frem og tilbage, dækkede og blottede, blottede og dækkede Skuldres Hvidhed og Halses Skønhed. William standsede.
Hvor de ser ned paa dem med Foragt, de Blaserede, der kommer Klokken Tolv. Aldrig før. Det vilde ikke være blaseret, og for dem er Livets højeste Opgave netop at være blaseret. De kommer langsomt slentrende, slæbende efter sig Foden med de lavhælede, lakerede Sko, som om de i Grunden fandt det under deres Værdighed at tage dem med.
Hans Blik flakkede hjælpeløst rundt og rundt, som var han ved at drukne. Men hver Gang kom det tilbage og blev hængende ved Kirken, der stod og krøb sammen ved Foden af Fjældet og peb og klynkede af Sorg og Kulde. Vær hos mig, Fader, Herre, Dommer, Du kender mine Dages Tal, At Livets Aften, naar den kommer, Mig uberedt ej finde skal; Og naar du kalder mig herfra, Forbarm dig, o forbarm dig da.
Dagens Ord