United States or Kyrgyzstan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun skyede Folk endnu mere end ellers, hun syntes, at alle Mennesker saá nysgerrigt paa hende, og hun hadede baade deres Medlidenhed og deres Spørgsmaal. Saa sad hun i et halvmørkt Værelse til Gaarden og rugede over sin hjælpeløse, fortvivlede Angst, saa lang Dagen var, uden at kunne tage sig noget til og uden at arbejde, hensunken i sin egen Hjælpeløshed.
Og saa havde han klædt sig saa vanvittig friskfyragtig paa til Situationen: lyse Benklæder, broget Vest og brun, stumprumpet Fløjelsjakke. Hans Hjælpeløshed virkede smittende paa Fru Line, der saa bedende rundt til sine Døtre, om de dog ikke vilde have Forbarmelse med ham. Men Charlotte og Frederikke sad tavse og utilgængelige paa deres Stole.
Hjælpeløshed var hans mest iøjnefaldende Karaktertræk; men selve denne barnlige Hjælpeløshed forskaffede ham alle Menneskers venlige Overbærenhed og Hjælp, og Fru Weldon betragtede ham nærmest som en ældre Broder til hendes lille Jack. Fætter Benedicts hele Liv var helliget en alt opslugende Interesse for Insekter.
Ogsaa hun følte et sært Ubehag i Forvalterens Nærværelse; men i sin Hjælpeløshed sagde hun: Det er min Svoger, der pludselig er død ... Naa, Herregud, er han det ... Ja, Enken kommer jo ikke til at lide Nød ... Nej ... Fru Line gik om forbi Gavlen og ned i Parken, hvor Pigebørnene opholdt sig. I en Hængekøje laa Frøken Anna og døsede. Onkel Frantz er død i Aftes, lille Anna ... Saa aa?
Hun gik langsomt hen, stillede sig foran Billedet og saá paa det, indtil Taarerne udviskede dets Omrids, saa faldt hun ned paa Knæ og bad i sin Hjælpeløshed stille foran Moderens Billede. Hun laa længe. Saa rejste hun sig, aabnede Kakkelovnsdøren og kom Kul paa Ilden. Hun græd ikke mere.
Det var et Barn, Grevinde Hatzfeldt havde gjort til sin Elsker, og det var Barnets Hjælpeløshed, der havde ført William til hende. Det unge Menneske, som havde villet løfte en Slægts Fremtid, og som nu stirrede forfærdet paa sin egen Kraftløshed var i Reaktionens Slappelse bleven til et hjælpeløst Barn. Og saa mødte han Grevinde Hatzfeldt.
Løste hele hendes Væsen op i klyngende Hjælpeløshed. Det sugede Carl Urne ind som skøn Musik, indtil det var ham, der blev glad. Saadan skiftede bestandig deres Stemning. En Dag, da de sad paa Bænken ved Gravstedet, sagde Carl: -Hvor Folk dog dømmer feil ... -Om mig? Aa ja ... De kender mig jo ikke. Hun reiste sit Hoved lidt op fra Stenen, paa hvilken hun støttede det. Hvad siger man om mig?
Der var noget eget forfrossent, hjælpeløst over dem, som de stod dér helt alene og krøb sammen i de sorte Sjaler. William blev slaaet af det. De var saa blege i Lygteskinnet, og de stod saa tæt sammen, som om den ene vilde hjælpe den anden i den fælles Hjælpeløshed. William vidste ikke selv, hvorfor han uvilkaarlig rettede sine Skuldre i det Øjeblik. Saa steg han ud.
Dagens Ord