United States or Panama ? Vote for the TOP Country of the Week !


Og hastigt, mens et Glimt af Ømhed eller maaske kun af Beundring lyste, et Nu, i hans Øjne, gik han frem imod Moderen: -Du, Giverske, hviskede han. Moderen slog Øjnene ned, saa det næsten saá ud, som lukkede hun dem et Sekund: -Du giver, Fritz, sagde hun. Faderen gled bort. -Men, Tine, nu maa Folkene ind, sagde Moderen. De havde allerede samlet sig i Gangen.

Klokken tre kom Sigrids Broder og en ældre Kvinde, hun skulde hjem. Axel fik Lov at følge med. Det var hørt op at sne, Natten laa ren og kold. Sneen lyste. Nu fik Axel da at vide, hvor Sigrid boede. Han gik hjem i sit Kammer, løftet, fast bestemt paa at vinde Sigrid. Der gik nogle Dage. Axel blev trolovet med Sigrid.

Snart efter sad vi paa Dækket under Solseilet og saae Huset glide os forbi; den grønlige Dug lyste endnu inde i Skyggen af Lysthuset. Vi seilede henimod Lilienstein og dens Tvillingbroder Königstein, der nu traadte frem ligeoverfor den, med Sollys paa sin Murrand og paa de smaa Vagttaarne.

Ja han var sikkert forelsket ... Man saa det; han var jo kun med hende Det lyste jo frem paa hans Ansigt ... De nævnte for en fremmed alle Elskovens Tegn, mens deres Hænder skælvede i hinanden. Mens Valsen gled. Og vuggende i Dansens milde Takt halvt nynnede de begge alle Ord Mens Valsen gled Grev Urne var kommen hen til Hr. Vilsac. De talte om Begivenhederne i Frankrig.

De viede hende en sværmerisk, from Tilbedelse som lyste hendes Skikkelse stedse gloriekranset over deres Liv langt, langt borte fra. Det eneste synlige Minde, de havde om hende, var et Askebæger, som hun en Gang havde foræret Hansen-Maagerup. Det blev nu ophøjet til Blomstervase og stillet paa Bøgs Skrivebord. Og Hansen-Maagerup sørgede for, at det hver Dag var fyldt med friske Blomster ...

Han blev vaad paa begge Sider af Næsen og snøftede af Medfølelse, mens han sad og stirrede ind i Taagen, hvor Ungdommen hvirvlede rundt og rundt som store, røde Klatter, der kom og forsvandt og atter kom. Og han saa til Siden ud over mægtig store Snemarker, hvorover Stjernerne lyste mat. Forunderligt. Forunderligt med de Stjerner. De var som ordnede i Rækker, i lange, lige Rækker over Snemarkerne.

Minderne Minderne leve!" Han havde givet sig hen. Hans Ansigt lyste; og, med Hovedet bøjet lidt tilbage, stod han nu med løftet Glas mod Salen. Man havde efter Talen samlet sig et kort Minut, inden man raabte. Saa hørtes en pludselig Summen. Hurra blev der ikke raabt. Lidt efter brød man op, man skulde slutte Festen paa den anden Side Søen, og man gik ned gennem Haven til Baadebroen.

Fra Stjernehimlen laa et Skær som af Sommernatsdæmring over Pladsens høje Tage. Og længst borte, over alle Huse lyste som en skinnende Sky Skæret fra »Victoriateatrets« elektriske Lamper. Berg gik tilbage i Stuen og opdagede et Brev ved Foden af Lampen.

-Den dejlige O, den dejlige O, hviskede Madam Bolling de utallige Gange. Tine havde loftet Lygten, hojt over Trappen hun lyste for Berg, der kom op: -Det var ham, det var ham. Hun talte ikke, rorte sig ikke heller. Hun skaelvede kun, fra Isse til Fod, staaende paa det samme Sted, mens han tog hendes Haender. De andre vendte sig knap.

Lige fra Stengrotterne til frem under Kandelabrerne, hvis Prismer lyste, var det kun ét vandrende, mudrende Myldr; og indefra, hvor man over Stimlen saa' Dirigenten med det hvide Bryst som en stor Dukke, søgte de forvildede Polkatakter ud over Hovederne, hvor unge Piger greb dem i Flugten og nynnede. Berg og Lange havde kæmpet sig frem gennem Stimlen til Divanens Trappe.