United States or Nicaragua ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han begyndte atter at tale om »den ene Kunst«, om Malerne og Musikerne, der vilde følge Eksemplet, Forfatterne gav, og søge til København: Hvortil har man Jernbanerne? sagde han og lo. Eller Dampskibene. Vi skal nok røre Trommerne, til de kommer til København til os. Gerster havde lagt Cigaren og skottede hen til Herluf.
-Man maatte have Publikums Interesse vakt, sagde Bankherren. Inde i Redaktionssekretærens Værelse var Lampen allerede tændt paa Skrivebordet. Redaktøren havde ført Professor Gerster ind til Hr. Gravesen.
Lille Gerster sad ved Sengen med Overfrakken aaben og rød i Kinderne. Hvor kommer du fra, sagde Herluf, som laa i Sengen. -Du sagde Gerster du, jeg tror, jeg elsker, brast det ud af ham. Han fortalte om hende: Hun er det sødeste, du, sagde han. Hans Stemme havde endnu over sig som en Klang af alle Stævnemødets Kælenavne, som han kom fra. -Det er hende den Gifte, sagde han og smilte.
-Naa, sagde Gerster, de taler vel ikke bedre om os. -Nej, sagde Fruen og sukkede: du har Ret i det, og hun gav selv i en vis hyggelig Tone, en lille Historie om en Kollega tilbedste. Man talte i det hele frit hos Gersters selv om de nærmeste Venner: Man kan jo sé de smaa Svagheder, sagde Fruen, som havde hele ProvinsSelskabets Skarpsyn for Smaating.
For Resten var han jo kun saa lidt hjemme hos hende næsten kun ved Spisetiderne, og ved Middagen havde de saa den evige Strid, som Gerster ikke kunde lade fare.
Salen var næsten blevet tom, alle var brudt op til Fyrværkeriet. Lange og Berg tog Afsked, Tanten var allerede kommet midt ud paa Gulvet for at binde Kjolen op med et Gummibaand og komme afsted. Fru Dønnergaard, født Gerster, havde ikke sét Fyrværkeri siden Kronprinsens Bryllup, da Amtsraadet lod brænde et af paa »Slotsbjerget«...
Kun Sæsonens og Konveniensens Møder, mens Tvivlene afstumpede hver Følelse, Dag for Dag. Og alt blev vagt imellem dem, og man som levede kun i omskrivende Ord og Talemaader: Forholdet blev som Bruddet var nu idag.... Herluf stod ved Vinduet, halvafklædt allerede, da det fløjtede nede paa Fortovet. Det var Gerster. Kan jeg komme op? sagde han. -Ja men jeg gaar i Seng. Herluf smed Nøglerne ned.
Professorinde Gerster havde lænet sig frem paa sin Plads i første Etage. Hun hørte ikke Lionettes og Nourvadys Ord, mens hun betragtede den fyldte Sal. Denne Dag var som Maalet i hendes Liv. Og hun tænkte, mens hun sad, paa de lange uendelige Aar i Provinsen, hvor hun med Øjnene bestandig, bestandig mod København Sten paa Steen havde bygget deres Existens.
Han skød Cigarrøgen ud i langagtige Skyer, medens han saa' efter de to, der gik ned over Plænen. -Ja en udmærket Moder, sagde han, og saa' beundrende efter Generalindens ranke Ryg. Nede under Blodbøgen var der svalt og rart. Generalinden læste højt i en Roman af Dickens for sin blege Datter. ... Familien Gerster laa paa Landet ved Skodsborg.
Foreløbig bliver jeg her hos Mathilde, den lille Stakkel: her, kære Ven, gælder det af et sygt Barn at faa gjort et helt og rigtigt Menneske. Men der er noget, som stadig optager og foruroliger Mathilde: hun har hørt at Deres Ven, Erhard Gerster, skulde være meget syg og lidende i Begreb med at rejse til Mentona eller ialfald et steds i Syden.
Dagens Ord