United States or Kenya ? Vote for the TOP Country of the Week !


Lehnsbaronessen, der var i Slobrok, kom frem i Døren til "den lille Spisestue". -Gud, sagde hun: og vi, som ikke har kaldt ham hun slog de fyldige Hænder sammen : -Jeg sagde det jo nok. -Nu kan vi jo ikke sige det, nu vi har kaldet Professoren.

Professoren blev staaende lidt, efter at han havde lukket Døren for Berg, og i en pludselig Forbitrelse drejede han Nøglen to Gange om bag disse moderne Forførere af hans Søn. Professorinden havde rejst sig og var stille gaaet tilbage til sin Krog i Spisestuen. Hun tænkte Dag og Nat kun det ene: Hvem det var, der ødelagde hendes Søn.

Han hørte den som raabt gennem en stærk Larm, han virrede med Hovedet, saá frem ud i et stort Mørke, syntes, han maatte rive de første Ord frem fra sin Gane, saa tør, sammensnærpet var den. Men lige med ét saá han nederst i Salen "Professoren" gaa frem af Rummets Mørke han stirrede et Nu paa hans Ansigt, knugede Armen mod sit Bryst, og med en forfærdelig Kraftanstrengelse hævede han Stemmen.

"Jo," William saá ned, han krammede lidt om Stolen og flyttede Benene, "saa er der "Tartuffe"." Professoren rettede sig i Sædet og saa igen over Brillerne hen paa William. "Ja den kender jeg," sagde han og lod Bagen af sin Haand glide hen under sin Næse. Der blev en Pause. William var blussende rød, turde ikke se op.

"Aa, det blev for sent, Madam Lund, og saa har jeg saa gyselig travlt." Professoren saá op og ned ad ham og drejede ham rundt et Par Gange. "De er ikke blevet meget større," sagde han saa og skød Brillerne op i Panden. "Men sandt at sige, der er dem, som er mindre." "Jeg er omtrent saa høj som Professoren," sagde William og skævede til Pillespejlet.

Men han var altfor træt til at kunne tænke derover; som om Hjernearbejdet pludselig var standset, følte han sin Hjerne tom, hele Legemet slappet efter den forfærdelige Kamp Han var til Mode som en Søsyg, der sætter Foden paa Land. "Saa er det bedst, De prøver straks," sagde Professoren. Han gik op og ned ad Gulvet. "Tingen er" "De tror altsaa, at ..."

Hun blev forestillet for Professoren og vedblev: -Ja, Weimar er et henrivende Sted ... jeg var der endnu for to Aar siden. Jeg fulgte min Mand, han skulde repræsentere ved et Slags Regeringsjubilæum. Og de vedblev at tale om Weimar og om Goethe. Hans Excellence havde, inde i den anden Stue, sat sig paa en Stol foran Kadetten og, pludselig, var han sunken sammen.

Han havde en Følelse, som om han havde jublet de sidste Linier ud, næsten sunget dem i sin Glæde. Nu saá han med blussende Kinder paa Professoren. Han havde sat sig igen og sad med dukkende Hoved, saá saa op. "Men De er hæs idag," sagde han. William blev pludselig bleg, hørte paa én Gang sin egen Stemme ja, den var slaaet over. "Ja," stammede han, "jeg er meget hæs."

Han vidste ikke, men han var grebet af en pludselig Angst: Om Professoren var blevet for gammel? Og Professoren sad imidlertid med opspilede Øjne og saa paa dette Menneske paa to og tyve Aar, der vilde spille "Tartuffe". "Kan De "Tartuffe" ?" spurgte han saa. "De store Scener," sagde William med Blikket heftet paa Gulvet. "Dem med Elmire."

-Ja infam Kørsel, sagde Professoren pludselig i en ganske anden, høj Tone og rejste sig. Han gik op og ned ad Gulvet et Par Gange: -Har De maaske set vor Hr. Søn fornylig? spurgte han saa med ét. -Ja, sagde Berg. -Nu vil han jo flytte, sagde Professoren i samme hede Tone.