United States or Vatican City ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg tænkte saa tit, mens jeg saá de Hundrede, hvis Liv er at pleje og at trøste, at én Ting vel undertiden maatte falde ret tungt. Menneskene kommer her, syge, elendige, de modtager Plejerskernes Hænder, de helbredes og de gaar, gaar og glemmer. Og Nye kommer og de lider og hjælpes og gaar og glemmer.... Og ingen Tak, ingen hengiven Erindring synes at binde mer til dem, som lindrede Lidelsen.
Børnene havde ogsaa deres Dukker og Jomfruen havde sine. Men aldrig gik de Papdukker Moderen tilpas, og hun talte for dem alle. -Jomfru Jespersen, Jomfru Jespersen, De glemmer Frøken Løvenskjold. "Frøken Løvenskjold" var bleven staaende, og hun skulde bevæge sig. For Moderen var det ikke Dukker. For Moderen var det Mennesker. De talte og de agerede og de sang. De spillede hundrede Komedier.
Baronen tog sin Kones Arm: Kom saa, jeg er sulten! Du glemmer, at du skal skifte Frakke! Aa skidt! Nej, du lugter af Stald! Og Helmuth maatte pænt ind i sit Paaklædningsværelse ved Siden af Kontoret og skifte Frakke.
Foran Billedet af Herlufs Fader, der hang over Skrivebordet, blev han staaende lidt: -Ja, sagde han, han faldt derovre. Han blev ved at se paa Billedet og satte sig ved Skrivebordet: Nej, det glemmer vel ikke nogen af os, der var med, sagde han. Han fortalte om Flugten fra Dannevirke langs Frostnattens spejlblanke Landeveje, hvor Mandskabet krøb, krøb paa alle fire Mand mellem Fæ, sagde han.
Ja, Pastor Mascani fortalte mig forleden, at han for længe siden havde talt til Hendes Naade om mit Værelse, og hun havde sagt til ham, at det var bare for i Sommer, jeg havde det, til Vinter skulde jeg have et andet. Men til mig har hun ikke talt derom, saa jeg er bange for, at hun glemmer det. I det hele er der kommet noget underligt stille og fraværende over Hendes Naade, synes jeg.
William stod med Muffen, mens hun steg ind. "Farvel kør saa!" "Deres Muffe," raabte William. "Aa ja, den glemmer jeg." Hun lænede sig ud ad Vinduet og greb Muffen. Hun mødte Williams Øjne og kastede sig, mens hun glattede sin Skindkaabes Ærme med sin Haand, med et stille Smil tilbage i Vognen. Efter den Dag var de meget sammen.
Baronen . Ja, Tak for Komplimenten! Men naar jeg er hungrig, foretrækker jeg min Sjæl en god Steg for en Geheimeraadinde, om hun er nok saa lækker, det bekjender jeg frit. Claus . Ha, ha, meget morsomt! Abigael . Jeg har en Bøn til Papa, at jeg ikke glemmer det. Jeg vilde gjerne have Information i Sang og Musik af den nye Skriver om det ellers kan forenes med hans Tjeneste.
"Det er godt," sagde Nikola, "saa kan du gaa." Da Tjeneren havde forladt Værelset, fløjtede min mærkelige Ven paa en underlig Maade. I samme Øjeblik kom den sorte Kat løbende ind, sprang op paa sin Herres Knæ og kravlede op paa hans Skulder. Nikola saá paa mig og smilede. "Den glemmer mig ikke, selv om jeg var borte i fem Aar," sagde han. "Hvilken Hustru vilde være saa stadig?" Jeg lo.
Men medens jeg dadler ham, glemmer jeg jo ganske at yde Dem Retfærdighed. En Ting er ganske sikker: hvis De ikke var kommet, saa havde vi ikke talt sammen nu. Jeg skylder Dem mit Liv. Jeg kan kun bede Dem om at tro, at De ikke skal finde mig utaknemlig, hvis der nogensinde indtræffer en Lejlighed, ved hvilken jeg kan vise Gengæld."
Geheimeraadinden . Min Søn havde just i Sinde at gaae sin Tilkommende imøde, som er ude at promenere med ... Baronen . Skriveren jeg veed det; hun har min Tilladelse, Ambrosius er en honnet og vellært Person. Geheimeraadinden . Ganske vist; men mon disse Informationer dog ikke distrahere Abigael vel meget, saa hun glemmer at fæste Tanken paa det, som er mere magtpaaliggende?