United States or Trinidad and Tobago ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun blev staaende et Øjeblik, og mens hun saa Fru Brandt lige ind i hendes Ansigt, sagde hun en Gang til og førte sine Hænder hen over hendes Arm: -Rigtig svært. Saa var Vognen borte. Schrøder skyndte sig at komme bort. Hun brød sig ikke om at være der alene: -Naa, sagde hun: Farvel i Længen. Saa fik Apoteket da endelig en Gang taget Maal af Godsforvaltergaarden. Schrøder gik.
Hun tog i den ene Ende af Truget og Ida i den anden, saa gik de. Fru Falkenberg blev siddende. Hun kunde sidde saadan timevis et Sted, hvor der var Sol, og se ud i Luften, som om hun stirrede ud i nogle store Huller, hvori alle Livets Ting forsvandt. Frøken Rosenfeld sad oppe paa Gavlverandaen og læste. Hun løftede Hovedet og nikkede til Ida og Schrøder, før hun læste videre.
Naar Moderen og Ida gik hjem, tog de Vejen forbi "Gaarden". Der brændte kun, hos Frøken Schrøder og henne hos Forvalteren, to ensomme Lys. -Godaften, lød det. Det var Forkarlen, Lars Jensen, han rejste sig fra en Bænk. -Godaften, svarede Moderen. Og de gik videre, ind i den mørke Godsforvalter-allé. Hjemme hørte de Latter helt ud i Gangen. Det var Skovrideren, som var kommet over til The.
De andre blev staaende paa Trappetrinnet og saá efter dem; nu var Vognen væk. Uden at sige noget gik de ind, og Schrøder tog Lyset, der stod og flakkede i Gangvinduet, og holdt det op i Døren, ind mod de nøgne og øde Stuer. Saa tændte Forvalteren en Lygte, og Schrøder slukkede Lyset mellem sine to Fingre. -Det er ligegodt smerteligen, sagde Forvalteren. De traadte ud og laasede Gangdøren.
Hun sagde altid: Dér har vi jo den lille Frøken Brandt, som om hun opdagede hende paany hver Gang. De tre Patienter sad ved Enden af Sengen og spillede Kort med Uldbukserne i Aal højt op om Benene. Men Schrøder vilde i Seng. Han sad i den bare Skjorte paa Sengekanten, Benene hang, som sad Knoglerne løse paa ham. -Nu maa De helt i Seng, Schrøder, sagde Ida.
-Vi kunde kaste med Lommetørklæde, sagde Ingeborg fra Herredsfogeden, mens Smaapigerne blev siddende rødhovedede og stille. -Ja, ja, men Børn maa støje, sagde Brandt, Børn maa støje, de maa røre sig. Og paa én Gang sagde han, helt forpint: -Jeg henter Schrøder, min Ven, og gik.
Saa kom Schrøder med en vældig Bakke. De maatte sandelig ha'e noget, sagde hun, ovenpaa den Forskrækkelse. Men de blev ved at gaa ude i Gangene en Tid. Saa blev der lét og skreget nede paa Vejen. Det var Konferensraaden, der havde taget et Kys hos Frøken Adlerberg. Lidt efter skiltes de. Brandt bar stadig Ida. Han listede paa de lange Ben for ikke at vække Barnet.
Schrøder stod om Aftenen helt nede ved Vejen for at se efter Vognene; for det lynede allerede nede bag Bræstrup, og Fru von Eichbaum var altid saa ræd ved at køre og nu endda, der kom Uvejr til....
-Ja, sagde Schrøder, men véd De hva', det er dog storartet, hvad de faar ud af 'et. Det var altid Schrøders Undren overfor Københavnerne. -Og saa gaar vi, sagde hun. Da de kom til det sidste Vindu, satte hun med et Tag Ida ud paa Græsgangen igen: -For ellers vokser Du ikke, sagde hun og lo: Og saa skal der tælles til Vask.
Ida og Schrøder holdt sig i en Krog. Fru Mogensen blev ved at tale: Her var jo egentlig kun tre Stuer. Dit Klaver, Henriette, er vel Hornungs? Deres, lille Fru Brandt, er jo tysk ... Men der er jo ogsaa blevet spillet saa lidt her i Huset.
Dagens Ord