United States or Bahamas ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men Jens Røgter, han havde nu mere sin Formening, og det var den, at Fruens Ben var nu nærmere saa spinkle som Gedens, hvad det angik. Moderen sprang paa Flagerne, lige til det blev Mørkning. Saa satte hun og Tine sig paa en Bænk ved Vejkanten. Der var Popler hinsides Vejen. -Hvor luende Solen gaar ned, sagde Moderen. -Ja, det bli'er til Storm, sagde Tine.
Gik man den lange Bøgeallé til Ende og derpaa drejede af til venstre ad Spadserestien langs Skrænten, kom man efter et Par Minutters Gang til en Bænk, hvorfra der var Udsigt over «det inddæmmede» og Engene med Fjorden og dens ligeoverfor liggende Bred i Baggrunden.
Moderen gav sig til at tale om Ammer, mens Frøken Helene havde ombundet sig med et Koralhalsbaand og legede foran Lysthuset med Tyras. Med mange Smaahvin tog hun Afstand fra Konversationen. Saa sagde Moderen: -Nu leger vi. Og hun sprang op fra sin Bænk og vilde fange Helene. -Sidst, sidst, raabte hun. Tine fløj efter: -Sidst. Børnene kom frem bag Hækkene og løb med: -Sidst.
Tilsidst tiltrak dog Hylden sig hele min Opmærksomhed. Den stod i et Hjørne op mod Nabohaven og overskyggede en lille Bænk, der var slaaet sammen af et Par Brædder og saae meget gammel ud. Jeg ombyttede min Plads i Lysthuset med denne.
Ikke destomindre standsede jeg en Dag udenfor en lille Klippeniche, hvori der var anbragt en primitiv Bænk af et Par tynde Stolper og et haandsbredt Bræt, og paa hvis ru Stenvæg der var malet den imponerende Indskrift »Wotans Ruhe«. Om det nu var en altfor naiv Wagnerianer eller en ondskabsfuld Antiwagnerianer, fra hvem denne Indskrift hidrørte?
Sigrid ser op med runde, sorte Øjne og bliver endnu blegere, han slutter hende tæt til sig med skælvende Arm og fører hende ganske langsomt videre i Dansen. De sad paa den hyndebredte Bænk ved Væggen. Axel talte, og Sigrid begyndte at spille af Liv imod ham. Hun saa frit paa Axel som for at undersøge ham, og han gjorde uvilkaarlig et Kast med Kroppen, se kun.
De gik henad Stien ind i Skoven. Dammen var en Mosesø lidt inde; Træerne strakte store Kroner ud over det mørke Vand. De havde ikke talt paa Vejen. Nu sad de paa en Bænk foran Søen ved Siden af hinanden. -Nej, sagde Huus, jeg har aldrig faaet talt om det. Katinka saa' tavs ud over Vandet. -Det var min Mo'er, sagde han, som saa gerne saa' det ... For Fremtidens Skyld. -Ja, sagde Katinka.
Katinka kiggede nysgerrigt paa Konen og Mændene i Grøften. -Vil De ha'e noget, raabte Konen gebrokkent. -Uha raabte Katinka, hun blev ganske bange og løb et Stykke. -Det var den stærke Kone, sagde hun. De gik videre hen ad Vejen. I Kanten af Skoven lagde en Flok Tømrere Dansegulv. Der var svalt derinde under Træerne efter den solede Vej. Katinka sad paa en Bænk. -Her skaf vi danse, sagde hun.
Naar Moderen og Ida gik hjem, tog de Vejen forbi "Gaarden". Der brændte kun, hos Frøken Schrøder og henne hos Forvalteren, to ensomme Lys. -Godaften, lød det. Det var Forkarlen, Lars Jensen, han rejste sig fra en Bænk. -Godaften, svarede Moderen. Og de gik videre, ind i den mørke Godsforvalter-allé. Hjemme hørte de Latter helt ud i Gangen. Det var Skovrideren, som var kommet over til The.
Da alle var kommet til Sæde i Lysthuset, raabte Gamle Linde ud af Døren: Om der ikke var glemt et Par paa Kærlighedsbænken. "Kærlighedsbænken" var en gammel mør Bænk mellem to Træer nede ved Dammen. -Der er saa rart mørkt, sagde Fru Linde. -I gamle Dage, sagde Fru Linde, da Sønnerne sværmede, da kom der altid et Par dernede fra det vil sige, hver sin Vej her om Lysthuset ... ja de Dage....
Dagens Ord