United States or Anguilla ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Hva' Børn det kalder man Akustik, raabte Ørnulf fra Trondhjem, da det sidste Hurra klang, og alle lo, mens de klinkede, og Martens svingede det fyldte Glas op mod sin Kone.
Herluf havde allerede vendt sig mod Døren, der aabnede sig foran en Flok af forskrækkede Ansigter: -Menneske dog, raabte Ørnulf, hvad gaar her for sig? Hvad er her sket? Ingen svarede, og han saa' fra den ene til den anden: Er det en Fallit? sagde han saa med halv Stemme. -Ja, sagde Herluf sagte. Døren lukkede sig igen.
Men de to Skuespillere havde slet intet tænkt, og de begyndte kun at fortabe sig i lange Deklamationer om »det hele Personales fortvivlede Stilling« og »Kammeraterne, der vilde staa Last og Brast«. Konferentsraaden sad bøjet over sit Bord, mens Ørnulf blev ved at tale, gestikulerende heftigt med begge Armene, og den første Elsker, der havde mistet Vejret og var faldet fra, ledsagede hans Veltalenhed med vekslende Stillinger ligesom et Akkompagnement.
Herluf stod bleg ved Siden af Bordet. -Saa vil De faa Besked om en Timestid, sagde Konferentsraaden afsluttende. Og Ørnulf, der atter blev meget bevæget og holdt Konferentsraadens fremrakte Haand længe i sin, sagde: -Ja saa ske saa ske, hvad der maa. De to Skuespillere gik hen mod Døren og Konferentsraaden sagde til Herluf: Naar saa' De Adolf sidst? -Iaftes.
Deputationen kom ind i Kontoret. Ørnulf var Ordfører for Kammeraterne. -Ja, sagde Herluf, jeg skal komme. Han ventede et Øjeblik, før han gik ud og ned over Scenen, hvor Arbejderne sørgmodigt tog Hatte og Huer af i Kulisserne. Koristerne fulgte bagefter ham hen imod Foyer-Døren i en stor Flok. Der blev ganske stille, da han kom ind.
Stær samlet sig en liden Flok Skuespillere, der hilste; Primadonnaen talte, bøjet frem, højt til en Kammerat paa Afsatsen nedenunder og stak sine højvristede Fødder frem mellem Tremmerne i Gelænderet.... Ved Porten skiltes man ... »Ørnulf«, den ældre Helt, skulde samme Vej som Hr. Stær, og Berg naaede op i en Droske.
Herluf talte ikke. Det var som de andre Omgivelser, maaske just dette Værelse først havde vakt og æggede hele Følelsen af hans Smerte. -Ja, sagde Ørnulf, Kammeraterne vil holde sammen. -Vi vil staa sammen, sluttede han, og finde os i Hans Vilje.
Elskeren, der begyndte at føle sig usikker under Konferentsraadens Blik og som svedte som Helten i et fædrelandshistorisk Skuespil, vilde endelig standse sin Kollega og sagde: -Kammeraterne mente saa, man kunde garantere dem Gagen. Ørnulf holdt inde som med et Ryk og tog sig til Hovedet: Ja sagde han i en anden Tone Betingelsen maa være de garanterede Gager.
-Ja han skal jo først være flygtet imorges, sagde Konferentsraaden. Han stod et Øjeblik foran Berg, som han endnu vilde sige et Par Ord, men han fandt ingen og sagde kun et hastigt og meningsløst: -Ja lev vel, og vendte sig. -Adieu, sagde Herluf. Ude paa Trappen komplimenterede den første Elsker sin Kollega. -Ja det gik jo, sagde Ørnulf. -Brillant, sagde Elskeren.
De blev, aandsfraværende ud af Vinduerne: -Ja, ja hvad mon han egenlig vil sige? sagde den ene, den første Elsker. Og Ørnulf svarede: -Ja man maa forstaa at tage ham. Herluf sagde ikke et Ord, før de naaede Banken og stod ud. De maatte vente en Tid, mens Skuespillerne blev mer og mer nervøse, rettede paa sig og fo'r med Hænderne gennem de svedige Tupeer.
Dagens Ord