United States or Cuba ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ungkarlene, sagde han, tog han Hatten af for ... Og han tog osse Hatten af for Hingstene! De fik Betaling oven i Købet. Fanden i Vold med Ægtemændene! De var no'en Stympere! Nu saa vi pr. Eksempel paa Næsset! De to, der ha'de det bedst der, var uvilkaarlig Hejmdal og ... og Grev Scheele ... Først havde man let højrøstet af den lille Lunds Tale. Men nu blev der raabt: Hyss! Ned med ham!
Skovrideren vilde støtte hende: -Nej Tak, sagde Fru Brandt, Ida kan nok hjælpe sin Mo'r endnu. Hun kom til Sæde. Da Lunds og Ida kom ud paa Gaden, sagde Skovrideren: -Saa, min Pige, stik Du nu ud til dine Jørgensens og luft Dig lidt. Det andet faar vi nok besørget. Saa løb Du nu, det var Meningen. -Og Tak for Tingene, hviskede Ida, da hun kyssede Fru Lund.
I de sidste 20 Aar have Lunds og Kjøbenhavns Universitetslærere pleiet i større Samling skiftevis at aflægge hinanden Besøg. Iblandt dem, der gjøre Fordring paa at have undfanget Ideen til disse Fællesmøder og sat dem i Værk, tør ogsaa jeg regne mig. Det var efter min indtrængende Opfordring, at Madvig sluttede sig til Planen, og dermed var dens Udførelse sikkret.
Men hun fylder jo godt for en Bordende, sagde han kun. -Og hvor er der sirligt, sagde Fruen. Det var altid hendes dybe Undren, naar hun var hos Fremmede. Lunds gik hjemad. Men Fru Brandt var rundt at lukke for sine Sølvsager. ... Ida havde Barneselskab, som skulde være nu, før Konferensraaden kom. Børnene drak Chokolade paa Højen, der stødte op til Herskabets Have.
Ida begyndte at sysle om Moderen, sysle og fortælle, binde og løse og fortælle, mens hun klædte hende paa: de kunde vente Lunds idag for de kom jo fra Brylluppet ... og Kæret var bundfrossent nu, sagde Hans Christensen.... Ida blev ved at fortælle; Fru Brandt saá bare ned paa hendes forskræmte Hænder: -Du har din Fa'rs Fingre, sagde hun: de løber rundt.
-Og saa skulde vel den Steg, Mo'r, steges til Lunds, sagde Ida. -Hvis de kommer, sagde Fru Brandt. Ida var igen begyndt at sysle om hende: Men de kommer da altid, Mo'r, sagde hun, naar de er i Byen. -Ja, sagde Fru Brandt: det er jo altid billigere end paa Gæstgivergaarden. Hun var kommen ud af Sengen og skulde ind i Stuen. Der laa Guldtøjet og ventede paa Bordet. Uhrkæden hængte Ida om hende.
Olsen hans fem hundrede Kroner, gik han atter ned paa Østergade. Der var næsten tomt. William gik og fjedrede i Skridtene. "Ta'er vi saa i "Varren"," spurgte Lunds Stemme bag fra. Han fik samtidig et Svip over Skuldren med en tynd Stok. "Er det Dig?" "Har Du Mønt " "Ja jeg har lige slaaet" William tog Tegnebogen op. "Men jeg skulde egentlig hjem til mine Søstre " "Aa Familiedrama.
Lunds skulde afsted, de skulde ogsaa i Butikker, før de kørte hjemad. -Om Ida maatte følge dem? -For Mo'r hun la'er sig da snyde af hvert skilt Fjæs, sagde Skovrideren. Og Ida-Tut har osse godt af at se lidt Mennesker. -Jeg kan godt sidde ene, sagde Fru Brandt. Men hjælp mig først. Hun vilde skifte Plads og hen i Sofaen igen.
Da Lunds var komne hen ad Gaden, sagde Skovrideren, der havde Konen under Armen: -Fik hun Smørret og Skinken? -Ja, det lille Skind. Skovrideren gik lidt, saa sagde han: -Nej, hun sidder s'gu paa hende. -Hun er jo syg, Lund.... -Men det ligner ingenting at lade Pigebarnet sidde dér uparret sine bedste Aar. Selv vidste hun s'gu nok, hvorhen den "vejrede", da hun skrubbede som Mejerske. -Naa, Lund.
Schrøder stod over Kødfarsen og havde kastet dem. Ida gik. Hun vilde gaa over til Lunds. Men ude paa den store Trappe standsede hun: en Høstvogn svingede ud fra Avlsgaarden. Det var alle Børnene, som kørte til Bad. Vognen lignede en hvid, myldrende Rede i Solen. Saa døde Stemmerne hen og alting blev stille igen.
Dagens Ord