United States or Saint Martin ? Vote for the TOP Country of the Week !
Møblerne var gamle og en Del slidte og saa fyldte de altfor meget i Rummet. Man kunde se, at de en Gang havde kendt bedre Dage og haft til Huse i et større Hjem.
Han vaagnede pludselig ved et Vræl lige ind i Ørene: det var Kaptainen, som var bleven utaalmodig, og som nu tog ham i Skulderen og førte ham ned i sin Kahyt, for at de kunde handle. Nu faldt „Støvlemanden“ først for Alvor i Staver af Forbavselse over alt det vidunderlige, han saa. Han kiggede rundt i Rummet og saa paa alle de ubegribelige Ting, der var derinde.
Stuen var hyggelig udstyret med Tæppe paa Gulvet, gamle Mahognimøbler og gamle Kobberstik. Paa Bordet ved Siden af Syæsken stod en Buket Violer, der fyldte Rummet med sin Vaarduft. Børnene var bragt til Ro. Alt i Huset var stille ... Saa slog Uret paa Sekretæren ni. Den lille Frue løftede Hovedet. Døre blev aabnet og lukket.
Nogle havde rejst sig; med Glassene i Haanden stimlede de sammen i Rummet mellem Bordene; William ændrede Tonefaldet Lidt og vedblev: "Alt dette var til idag vort Liv, og nu er det blevet Minder, som vi, nu da vi gaar, tager med. Thi Afskeden er kommen, og er det end sandt, at vi kun skilles fra alt her med Sort, saa var det dog nødvendigt at skilles: thi her kunde vi ikke blive.
Nøgleknippet faldt fra hans sunde Højre ned i Hans Excellences Haand, der kun var halvt aabnet: -Dér er Nøglen til Pengeskabet. -Anvisningsbogen ligger i Rummet til venstre. Hans Excellences Hænder var saa kolde som Jernet, hvorom de tog, mens han aabnede Skabets Dør. Men han fandt sig tilrette i dets Rum, som havde ogsaa hans Hænder færdedes der hver Dag.
Himlen var blevet overtrukken, og der var halvmørkt i Rummet. Der var kommen en ejendommelig Følelse af mild Ærbødighed over ham, noget vist ydmygt, hans Stemning opløste sig i en Blidhed, som grænsede nær til Taarer Orgelklangen lød dæmpet ned over ham. Han satte sig i en af Kirkestolene: hans Tanker trængte til at hvile og gled ud i Tonerne. Saa rejste han sig og gik ned mod Døren.
Det varede lidt, for han spurgte og der var slet ingen Lyd i hans Stemme : -Hvorlænge har det været saadan? -Længe, sagde hun. De traadte ud af Rummet, og Frøken Hansen gik ned i Butiken. Lidt efter rev Herluf Døren op dernedtil: -Jeg gaar ham imøde, raabte han. Han kunde ikke blive, ikke længer holde det ud; og han gik ud ad Bagdøren. Han saa' slet ikke den Dame, han strejfede i Gangen.
Hun viftede til Greven fra Badevognens Trappe, og hun klædte sig hurtigt af inde i Rummet. Hun hørte Vandets evige Sladsk om Hjulene og Hesten, der asede i Bølgerne. Gennem Lugen saa hun ud over Havet, hvor de Badende flokkedes i Klynger, dukkede sig og under forvirret Jubel løb ind foran den mægtige Brænding der naaede og dækkede dem og gled over. Solen glitrede over hele Havet.
Det første Indtryk man fik af Rummet, var, at det var »draget« til Lig: De hvide Stykker for Vinduerne, de hvide Mure, det hvide Loft og de hvide Senge. Og saa i Halvmørket midt i alt dette hvide de tre smaa mørkklædte Kvinder fimrende rundt paa deres bløde, lydløse Filtsko ... Jeg skulde spørge, om I havde Lyst til at drikke Kaffe med os andre?
Lette Trin lød paa Dækket lige ved Axel og Mikkel, smidige Fjed, og dog fjedrede Plankerne under den sunde Vægt af et voksent Menneske. En Pige i lyse Klæder var dukket op fra Rummet og skyndte sig hen til dem, hun smøg sig blødt imod dem begge to og lod en kærtegnende Lyd høre til Velkommen, uden Ord, de mærkede pludselig Varmen af hendes forunderlige Nærhed.
Dagens Ord