United States or Mozambique ? Vote for the TOP Country of the Week !


De følte, hvordan Blodet dansede i Aarerne paa dem, og de kunde gribes af en Fornemmelse, som bar de paa for meget Liv. Somme Tider satte de i susende Løb, saa Vejret var lige ved at forgaa dem og saa kastede de sig pludselig ned paa Jorden og aandede Skovluften ind af alle Kræfter. De kunde have rykket Træer op med Rode ... Inde i Skoven, tæt ved Vejen, sad Biblioteksassistent Preben Flyge.

"Uddanne mig?" sagde Bøg, der imidlertid havde hilst paa Flyge. "Hvad skulde jeg uddanne mig til? Jeg er jo Medlem af en Gymnastikforening." "Det er ikke tilstrækkeligt.

Men da han var ved at gaa, sagde Flyge: "Sig mig nu: hvorfor er De ikke gaaet til Hr. Bøg selv om disse Oplysninger?" "Jeg har været der. Men han vilde ingenting sige. Han vilde gøre det hele til slet ingenting. Det er hans uhyre Beskedenhed. Men saadan maatte han jo være. Ellers vilde han ikke være det stille Vand." Han var ude af Døren.

"Man kan blive helt ophidset af at se paa det. Og det kan man ogsaa have godt af en Gang imellem." Men i sit eget Værelse vilde han have det dæmpet. Væggene var næsten ganske dækkede af Reoler, Gulvet skjultes af et tykt Tæppe. Og der var gamle, blide og stilfærdige Møbler. Flyge havde samlet dem møjsommelig gennem flere Aar. Men han gik som Samler frem uden nogen bestemt Plan.

Undervisning det har jeg ogsaa tænkt paa; men der har aldrig været Nogen, der har meldt sig, naar jeg averterede om det. Jeg er jo ingenting til, jeg er jo ingenting til! Jeg synes, jeg gaar og bliver saa ringe for mig selv, Flyge og for andre med naturligvis." Flyge saa paa ham forskende som en Læge, der undersøger en Patient. "Jeg tror, Du skulde gifte Dig," sagde han. "Ja, det er mit Alvor.

Men se, det at Mennesket nu endelig er bleven Herre over Jorden, bliver det i højere Grad for hver Dag, der gaar det er det store. At leve nu det er jo som at være med i en Hær, der rykker frem ustandseligt, ubetvingeligt, og erobrer den ene Stilling efter den anden. Og De kan tro, Hr. Flyge, endnu inden vi dør, vil vi se en lykkelig Slægt vokse op om os.

Anna stod og saa efter dem, til Træerne havde skjult dem for hende. Saa gik hun langsomt efter de Andre. "Sikke to sære Fyre," sagde Fru Ellis til Flyge. "Den ene var nok Præst og den anden Degn." Og Flyge istemmede hendes Latter. Ægteparret Birger havde pludselig en Dag forladt Fiskerlejet. En Morgen var Huset, de havde lejet, tomt.

Hedningernes Forhold til Loven er jo overhovedet et af de vanskeligste Spørgsmaal ... Men nu er Du og saa Fruen ligegodt blevne lilleslem." Han tog sejrsæl det sidste Stik hjem. Fru Herding kastede et lynsnart Blik paa det Kort, Flyge endnu havde i Haanden. "Men Hr. Flyge dog!" sagde hun, og hendes Ansigt strammedes til en stor Bebrejdelse, "nu har jeg aldrig kendt Mage! De sidder jo med Kongen!

De var saa helt optagne af hinanden, at de intet saa. Nede ved Søen stod de stille længe. Saa ud over dens blanke Spejl, der indrammedes af Skovens mørke Krushaar saa, hvordan stadig flere og flere Blus tændtes. Hans Arm var lagt om hendes Liv, og hun lænede sig op til ham saa trygt, saa trygt ... Men omsider gik de videre. Skovmørket lukkede sig om dem. Preben Flyge sad endnu paa samme Plet.

Anna havde intet hørt af, hvad der blev sagt. Thi paa en Gang var hendes Opmærksomhed bleven optagen af et Punkt midt i Mylderet. "Se," brød hun ud og rykkede Flyge i Armen, "er det ikke jo er det ikke Bøg?" "Hvor?" Flyges Stemme lød uvillig. "Nej, det tror jeg ikke." "Jo jo vist er det saa kan Du da ikke se ham? ... Lad os vifte til ham saa maaske han faar Øje paa os."