United States or Isle of Man ? Vote for the TOP Country of the Week !
De allerførste Dage var det hans Øine, der havde interesseret hende. De var altid duggede hans Øine, og de hvilede pas hende overalt. Hun kunde sidde i Kurhuset midt i en pludrende Kreds, og henne fra en Krog følte hun hans Øine paa sig; de søgte hende, naar hun taug, og naar hun talte; de veg ikke fra hende, naar hun gik, fulgte hende, hvorhen hun flyttede sig.
Med Jubel i Hjertet anlagde Fru Karen nu Helsorg og bevidnede med duggede Øjne, at denne Ulykke var hende langt smerteligere at bære end hendes egen, thi hun havde altid elsket sin Svoger og Svigerinde og set op til dem paa Grund af deres mønsterværdige Samliv; det havde været hende som en Stjerne i Livets Ørken. Og hun lod spænde for og kørte de fire Mil til Havslundegaard for at trøste.
-De brændes, de brændes, sagde hun, og Josefine fik Ovndøren op og flyttede og skubbede til Kransene. Ida stod og saá paa dem; der stod saadan en dejlig Damp op fra de brunede Kager. -Paa "Bakken" lagde vi al Dejgen. Alting, sagde hun og lo: bare Schrøder og jeg.... Det var Sommermorgenerne, de bagte, Schrøder og hun alene; de andre sov, og Vinduerne stod aabne ud til de duggede Marker.
Og han slog Armen om hendes Liv og drog hende med sig gennem Entréen og ud i Haven ... Luften var lun og fuld af Duft fra de duggede Roser. Isidor og Rositta gik ned imod Dammen: Nu skulde vi have haft noget Brød til Fiskene ...! sagde hun. Det har vi!
Og Mikkel saa Krucifikset for sig, som det stod dernede og ragede op, rødt og blaat i Halvlyset. Mikkel stansede udenfor en Have, der laa mellem to temmelig høje Huse og med et Stakit ud til Gaden, her blev han staaende nogle Minutter. Løvet knitrede af og til sagte, som var der en Dynge, det sank i. Den duggede Kant af Gavlen skinnede i Stjærnelyset. Saa listede Mikkel nølende videre.
Just som de red ud af Byen, saa Axel blot en eneste Gang Odense Gade, et Par Gavle og en Vindfløj, der flossede blødt ud i Morgentaagen, han mindedes Agnete og løb i dette Nu over af Ømhed mod Byen, saa at han kom til at indeslutte Odense saaledes i sit Minde. De første Mil red de tavse. Morgenen var hundsk, Hestene strakte ud og blev duggede om Næseborene.
De to Kyllinger var i Sørgeslør som to Enker. Louise-Ældst lagde Vedbend-Kors paa Kisten. Agnes sad ved Siden af Gamle Pastor. Hun hørte ikke Sangen og slog ikke Salmen op. Hun sad kun og stirrede med duggede Øjne paa den dejlige Kones Kiste. Sangen døde hen. Gamle Pastor stod op og gik frem. Da Bai saa' ham staa der foran Kisten med foldede Hænder, brast han i Graad og hulkede.
Og over alt, paa alle Tage, fløj de hvide Duer sammen, mens i Popler og Buske Fuglene kaldte paa hinanden. -Lad os gaa længere, sagde Moderen. Hun gik med Tine bag om Kirken gennem Lunden Paradis kaldtes den op paa Højen. Moderen plukkede, tavs, en Buket af duggede Blomster. Alt var blevet grønt og fra Marker og Lunde og alle Kærene steg en dirrende Dis op mod den mørknende Himmel.
Grunden hertil kunde ingen blive klog paa; og naar man spurgte hende, svarede hun ufravigelig: Det véd jeg ikke ... jeg er bare saa bedrøvet. Men saa endelig en Dag under ét af Isidors sædvanlige Besøg, fik den gamle Dame Luft ... De sad paa deres »Mindeplads« i Hjørnesofaen; Fru Seemanns Hage sitrede nervøst, og hendes Øjne var duggede af Taarer.
To tunge Rosentræer fra Nizza drømte med svulmende Knopper nær ved Springvandets Rand; hvor Lamper bag rødlige Skærme kastede levende Flammer over Sirenernes Lemmer, der strakte sig op over Vandet. Og under Perleregnen, der duggede dem, laa Aakanderne stille. Man hørte den evige Lyd af Springvandene, der rislede i Stenvægens Grotter.
Dagens Ord