United States or Saint Pierre and Miquelon ? Vote for the TOP Country of the Week !


Gravene var meget interessante, og Undersøgelsen af en enkelt bragte et Resultat af ni Kranier og nogle Knogler, som vi til Grønlændernes store Forfærdelse bragte ned til Teltene. De gamle Eskimoer har anvendt et stort Arbejde paa deres Grave. Store Kampesten var sammenbragte og byggede op i Dynge paa Toppen af et lille Fjæld lige ud mod Søen.

Og Mikkel saa Krucifikset for sig, som det stod dernede og ragede op, rødt og blaat i Halvlyset. Mikkel stansede udenfor en Have, der laa mellem to temmelig høje Huse og med et Stakit ud til Gaden, her blev han staaende nogle Minutter. Løvet knitrede af og til sagte, som var der en Dynge, det sank i. Den duggede Kant af Gavlen skinnede i Stjærnelyset. Saa listede Mikkel nølende videre.

Konferensraaden førte det røde Lak ind i Lyset, hvor det blussede højt, og han lod det falde ned paa den blaa Konvolut. -Luk Mappen op. Hr. Hansen gjorde det. Konferensraaden lagde Konvoluten øverst oven paa Mappens mange Papirer. Hans Haand blev liggende et Øjeblik, tung, paa den stærke Dynge: -Tag saa bort, sagde han. Hr.

Langs Grunden af Husene i den ene Side af Strædet laa Rendestenen med gammelt smudsigt Blod, der var flydt ned fra Torvet. Det blæste, Luften var høj og ligesom udhungret, det var koldt, koldt. Mikkel kom over Torvet, hvor alle de henrettede laa, en Dynge fuldstændigt ubevægelige Kroppe; han gik hen mod St. Nicolaj Kirke.

Jo de havde brændt Gaarden, som han kunde se, det havde ikke været nogen lang Forestilling. Nu var alle de andre henne og gøre Ild op paa Stenerslev. Naar de kom igen, skulde der Spise og Drikke til'en. Manden pegede paa en Dynge Kødvarer og Tønder, der var bleven slæbt ud. Varmen var utaalelig i Nærheden af den gloende Tomt. Var der ingen, der forsvarede sig? spurgte Mikkel. Jo, rigtignok.

Jeg følte, hvorledes Fortvivlelsen tog mig mer og mer. Havde jeg ikke haft dig, var jeg bleven Selvmorder allerede den Gang, men jeg kunde ikke dynge den Sorg paa de øvrige. Senere blev jeg roligere. Jeg lærte at se paa det, der nu skete, som en retfærdig Straf, jeg skulde lide. Og samtidig begyndte der at dæmre som et Haab bag Fortvivlelsen.